Skip to content Forskning

Forskning

Sidst opdateret d.18-08-2010Forskning > Erhvervssamarbejde > Forskningshistorier > Serious Games

Gem som PDFTip en venDel på Facebook

Spil er alvor! 

Backgammon er 5000 år gammelt. Skak blev opfundet omkring år 600. Og allerede i år 3000 før Kristus spillede egypterne Mehen. Til alle tider har mennesker i alle kulturer spillet spil. Et oplagt spørgsmål for en forsker er naturligvis: Hvorfor? Måske er svaret, at vi bruger spil til at træne vores evner, til at udvikle os som mennesker og til at lære nye egenskaber.

Det samme gælder computerspil. På IT-Universitetet findes Danmarks eneste videnskabelige center for computerspilsforskning. Centeret råder over nogle af verdens førende eksperter inden for feltet, og de tager computerspil meget alvorligt. Ligesom de antikke brætspil er nutidens spil med til at styrke vores sociale, kognitive og motoriske kompetencer. Alligevel bliver computerspil ikke altid respekteret på lige fod med medier som litteratur, billedkunst og musik, og computerspil må ofte døje med et dårligt ry på grund af voldelige spil som Grand Theft Auto.

Men der er gode grunde til at tage computerspil seriøst. Der findes mange eksempler på, at spil kan bruges til andet end underholdning. Det interaktive computerspil Facesay kan lære børn med autisme at aflæse ansigter og genkende følelser hos andre mennesker. Brandsårsofre kan beviseligt få dæmpet deres smerter ved at spille Virtual reality-spillet Snow World. Og computerspillet Brain-Age bliver brugt til at modvirke demens og Alzheimers hos ældre mennesker.

Derfor er et af de store forskningstemaer blandt spilforskere ”Serious Games”: Spil med formål, der rækker videre end basal underholdning. Sammen med andre universiteter og industrielle partnere er IT-Universitetet involveret i ”Serious Games on a Global Market Place”: Et stort forsknings- og udviklingsprojekt, der beskæftiger sig med computerspil til læringsbrug. Emnerne er blandt andet sprogundervisningsspil og ”exertainment”: Kombinationen af computerspil og motion.

Forskningen i seriøse spil har også kastet en succesrig virksomhed af sig. I 2006 blev spilfirmaet Serious Games Interactive grundlagt. Bag virksomheden står Simon Egenfeldt-Nielsen, som er ph.d. i computerspil og læring og adjunkt på IT-Universitetet. De fleste ansatte er uddannet på IT-Universitetets forskellige linjer under spiluddannelsen – henholdsvis spildesign, spilteknologi og spilanalyse. Firmaet udvikler blandt andet undervisningsspil til brug hos skoler, NGO’er, museer mm. Mest kendt er firmaets spilserie ”Global Conflicts”, som bruges til at undervise unge mennesker i internationale konflikter. Spillet ”Palestine”, der handler om den israelsk/palæstinensiske konflikt, har vundet læringsspillenes svar på filmens Oscar – en BETT- Award – og er blevet internationalt kendt via CNN.

Historien om Serious Games Interactive fortæller noget vigtigt om forskningen på IT-Universitetet. Forskningen i seriøse spil er ikke kun til gavn for den videnskabelige verden. Den genererer også værdi. Ved at kombinere forskning på højt niveau med iværksætterånd har firmaet gjort forretning ud af forskning. Til gavn for både skoleelever og aktionærer – og for Danmark. Den danske spilbranche har pt. mere end 500 ansatte og omsætter for næsten 400 millioner kroner årligt.

Læs mere om Serious Games on a Global Market Place here
Læs mere om Serious Games Interactive here


 

Find this page Online

http://212.97.130.100/da/Forskning/Erhvervssamarbejde/Anvendt forskning/Serious Games