E-handelsloven

Artiklerne om e-handelsloven handler om tre forskellige emner

Introduktion til e-handelsloven

Folketinget har d. 16. april 2002 vedtaget lov om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel (i daglige tale e-handelsloven). Loven medfører en række nye oplysningskrav til virksomheders websites, SMS- og WAP-services mm.

Loven implementerer EUs direktiv af juni 2002 og er et harmoniseringsdirektiv, der skal ensarte EU-medlemsstaternes regler for informationssamfundstjenester. Sådanne tjenester defineres som: "...enhver tjeneste, der har et kommercielt sigte, og som leveres online på individuel anmodning...".

En sådan definition omfatter i praksis alt hvad man finder på web, wap, sms og via e-mail. En informationssamfundstjeneste er kun en sådan, hvis den leveres på anmodning fra en bruger, er digital og leveres over en distance uden afsender og modtagers samtidige fysiske tilstedeværelse.

En informationssamfundstjeneste kan desuden være udtryk for kommerciel kommunikation, hvilket vil sige reklame af en hver art. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvornår en informationssamfundstjeneste udgør en del af eller er udtryk for kommerciel kommunikation, da der i så fald gælder skærpede informationskrav.

En tjenesteyder af informationssamfundstjenester skal leve op til en række generelle oplysningskrav i forbindelse med en hvilken som helst informationssamfundstjeneste der ydes. Det drejer sig om at give oplysning om:

  1. tjenesteyderens navn,
  2. den fysiske adresse, hvor tjenesteyderen er etableret,
  3. e-post-adresse og eventuelt postadresse og andre oplysninger om tjenesteyderen, som gør det muligt at kontakte og kommunikere med tjenesteyderen,
  4. CVR-nummeret, hvis tjenesteyderen er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister,
  5. tilhørsforhold til eventuelle godkendelsesordninger, herunder den relevante tilsynsmyndighed.

I forbindelse med Internethandel stiller e-handelsloven nye krav til e-butikkernes indretning og den information, der skal præsenteres for kunden i forbindelse med et køb. I forbrugeraftalelovens § 11 opremses en række oplysningskrav som virksomheden skal overholde ved fjernsalg. Salg via Internet er også fjernsalg og skal derfor overholde kravene i forbrugeraftaleloven. Endvidere skal e-handelslovens oplysningspligter iagttages. I forhold til eksisterende regler medfører e-handelsloven, at virksomheder nu også skal oplyse deres CVR-nummer og e-mailadresse i relation til informationssamfundstjenester samt angive tilhørsforhold til eventuelle godkendelsesordninger, eksempelvis E-handelsfonden e-mærke.

Identifikation af kommerciel kommunikation skal ske, når den er en del af eller udgør en informationssamfundstjeneste. Reklamebudskaber på Internet, WAP, SMS eller e-mail skal udformes og præsenteres således, at det tydeligt fremgår, at der er tale om kommerciel kommunikation. Det skal tydeligt fremgå, på hvis vegne den kommercielle kommunikation udsendes.

Kravet om identifikation af reklamebudskaber betyder ikke, at virksomheder skal præsentere brugeren for fyldestgørende vilkår i relation til en bannerreklame, men blot at det er tydeligt for forbrugeren, hvor denne reklame kommer fra.

I forbindelse med online handel og aftaleindgåelse stiller e-handelsloven en række krav til oplysninger, der skal gives i relation til handlen, samt en række krav til aftaleindgåelsesfunktionens udformning.

For det første skal en tjenesteyder klart, forståeligt og tydeligt give tjenestemodtageren oplysning om

  1. de forskellige tekniske led i forbindelse med kontraktens indgåelse,
  2. hvorvidt den indgåede kontrakt opbevares af tjenesteyderen, og om den er tilgængelig,
  3. de tekniske hjælpeværktøjer til at finde og rette indtastningsfejl og
  4. de sprog, kontrakten kan indgås på.

Oplysninger skal gives forud for købet. Kunden skal bibringes information om købeprocessens forskellige trin og om sine muligheder for at få adgang til ordren samt handelsbetingelserne, og endelig skal det være tydeligt for kunden, hvornår den endelige aftale indgås.

For det andet stilles en række krav til aftaleindgåelsesfunktionens indretning, da en sådan i henhold til e-handelsloven skal give kunden mulighed for at finde og rette indtastningsfejl. Dette gøres ved i købeprocessen at indlægge et trin, hvor køberen præsenteres for de oplysninger, han har indtastet og herefter skal godkende disse. Såfremt oplysningerne ikke kan godkendes, skal det være muligt for kunden at ændre i dem.

I § 11 stk. 2 kræves det af en tjenesteyder, at han skal stille kontraktbetingelser og generelle salgsbetingelser til rådighed på en sådan måde, at en tjenestemodtager har mulighed for at oplagre eller gengive disse. Dette krav, kombineret med forbrugeraftalelovens § 11 krav om at kontaktoplysninger, oplysninger om vilkår - særligt reklamations- og fortrydelsesret - og korrekt prisinformation, sikrer forbrugeren en adgang til samtlige væsentlige oplysninger om virksomheden og vilkårene for aftalen i forbindelse med køb af varer eller tjenesteydelse ved brug af informationssamfundstjenester såsom en online købefunktion.

Endelige skal tjenesteyderen uden unødig forsinkelse elektronisk bekræfte modtagelsen af en elektronisk ordre. Det betyder, at den erhvervsdrivende fremover altid skal sende en bekræftelse til kunden via e-mail på, at virksomheden har modtaget ordren. I traditionel aftaleretlig forstand er der ikke tale om en retlig bindende ordrebekræftelse (accept) men blot en besked til køberen om, at ordren er modtaget. En notifikation efter § 12 i e-handelsloven har således ingen aftaleretlig bindende effekt for parterne.

Harmoniseringen af reglerne i EU for informationssamfundstjenester sikres ved, at der for tjenesteydere af informationssamfundstjenster indføres et afsenderlandsprincip, således at disse tjenesteydere skal overholde reglerne i det land, hvor de er etableret hvorefter de lovligt kan drive virksomhed med informationssamfundstjenester i de øvrige EU-lande.

Dette afsenderlandsprincip gælder ikke kun de harmoniserede regler i denne lov, men alle regler omfattet af det koordinerede område. Det koordinerede område er udtryk for et område (forskellige bestemmelser i forskellige love) af den nationale lovgivning i en medlemsstat, som sætter krav til en virksomhed, der udbyder en informationstjeneste eller som sætter krav direkte til en informationssamfundstjeneste. Tjenesteyderen skal opfylde disse krav, når han påbegynder eller udøver virksomhed som leverandør af en informationssamfundstjenester. Det drejer sig altså kun om de bestemmelser og krav, der i national ret stilles til informationssamfundstjenester eller til virksomheder der udbyder sådanne.

Forståelse af disse komplekse begreber, informationssamfundstjenester og koordineret område, er ikke uforskellig i EU-landene og det har medført divergenser i implementeringerne af e-handelsdirektivet. Om direktivets mål med harmonisering nås vil tiden vise.