Væsentlige begreber i loven

Af Jens Toke Lausen, 14. juli 2002

Informationssamfundstjeneste

E-handelsloven finder som nævnt anvendelse på informationssamfundstjenester. Begrebet er defineret i § 2, nr. 1:
"…enhver tjeneste, der har et kommercielt sigte, og som leveres online (ad elektronisk vej over en vis distance) på inividuel anmodning fra en tjenestemodtager."

Udfra ovenstående citat må fortolkes, at en informationssamfundstjeneste i sin mest anvendelige form kan karakteriseres som en e-transaktion i tråd med udveksling af information i teknisk format og som enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenesteryder til en tjenestemodtager via den teknologiske infrastruktur.

En informationssamfundstjeneste skal altså opfylde et par krav før den kan siges at være en sådan:

• den skal leveres på anmodning fra en bruger
• den skal være digital
• den skal leveres uden leverandør og brugers samtidige fysiske tilstedeværelse

Den EU-retlige definition findes i et tidligere udstedt direktiv (98/48), som der henvises til i e-handelsdirektivet, der ligger til grund for e-handelsloven, der i art. 1, nr. 2 angiver følgende om en informationssamfundstjeneste:

• enhver tjeneste i informationssamfundet, dvs. enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager.

Med henblik på denne definition forstås ved

• "teleformidling": at en tjeneste ydes, uden at parterne er til stede samtidig
• "ad elektronisk vej": at en tjeneste fra afsendelsesstedet sendes og på bestemmelsesstedet modtages ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og datalagringsudstyr, og som udelukkende sendes, rutes og modtages via tråd, radio, optiske midler eller andre elektromagnetiske midler
• "på individuel anmodning fra en tjenestemodtager": at en tjeneste ydes ved transmission af data på individuel anmodning.

Tjenesteyder

Den teknologiske infrastruktur er administreret og kontrolleret af en tjenesteyder, hvilket i e-handelslovens, og i overensstemmelse med direktivet, forstand defineres som, jf. e-handelsloven § 2, nr. 2:
"..enhver fysisk eller juridisk person, som leverer en informationssamfundetstjenester."

Herved kan forstås at enhver aktør, som leverer, dvs. frembringer, overbringer, formidler, fremskaffer eller afsender en e-transaktion er omfattet af bestemmelserne i e-handelsloven. Der er derfor tale om en aktør, der muliggør gennemførelsen af e-transaktionen. Aktøren kan i den sammenhæng udover at levere e-transaktionen også deltage aktivt i at producere det bagvedliggende produkt eller anvende produktet. Dette betyder, at en sælger og indkøber også kan besidde den egenskab at administrere og kontrollere den teknologiske handelskanal.

Tjenestemodtager

Aktøren, som modtager en e-transaktion, kan i sammenhæng med e-handelsloven § 2, nr. 4, karakteriseres som:
"… enhver fysisk eller juridisk person, der modtager og anvender en informationssamfundstjeneste"

Dette fortolkes i relation til de aktører, der anvender teknologien via en tjenesteyder til at kommunikere synspunkter, beslutninger, forespørgsler og anden information til potentielle modparter og medparter i et elektronisk handelsforhold.

Det koordinerede område

Det koordinerede område omfatter krav til aktiviteter som elektronisk information, elektronisk handel og elektronisk kontraktindgåelse, jf. e-handelsloven. Mere præcist kan begrebet forstås i e-handelslovens § 2, nr. 8 som:
"…regler, der er fastsat i Den Europæiske Unions medlemsstater og håndhæves af medlemsstaternes myndigheder, og som omhandler krav til informationssamfundstjenester, når aktivitet som leverandør påbegyndes eller udøves. Det koordinerede område omfatter ikke krav til varer som sådanne eller krav til levering"
Herved er indikeret et bredt koordineret anvendelsesområde for e-handelsloven, hvorfor det forstås at området indbefatter e-transaktioner i EU, dog med oprettelsen af hjemlandskontrol.

Det koordinerede område er således udtryk for et område (forskellige bestemmelser i forskellige love) af den nationale lovgivning i en medlemsstat, som sætter krav til en virksomhed, der udbyder en informationssamfundstjeneste eller som sætter krav direkte til en informationssamfundstjeneste. Tjenesteyderen skal opfylde krav, når han påbegynder eller udøver virksomhed som leverandør af en informationssamfundstjeneste. Det koordinerede område drejer sig altså kun om de bestemmelser og krav der i national ret stilles til informationssamfundstjenester eller til virksomheder der udbyder sådanne.

Hjemlandskontrol

Eftersom e-transaktioner kan gennemføres med virkning over hele det koordinerede område er det oprettet foranstaltninger til at føre kontrol med e-transaktionerne, hvilket er bestemt til at være de nationale myndigheder, hvori e-transaktionen har sit afsæt. Med andre ord en tjenesteyder der er etableret i Danmark skal udøve sin elektroniske virksomhed i overensstemmelse med gælden dansk ret. Det er det bagvedliggende princip fra e-handelsdirektivets art. 3, stk. 1 om oprindelsessted der gør sig gældende i relation til princippet om hjemlandskontrol.

Princippet om hjemlandskontrol suppleres i e-handelslovens § 4 af princippet om gensidig anerkendelse af de enkelte medlemsstaters tilsynsføring og lovgivning inden for det koordinerede område. Hertil kun-ne tænkes en situation, hvor tilsynsføring betyder divergerende autorisationskrav og manglende gensidig anerkendelse i de enkelte medlemsstater til skade for aktøren.

Det gensidige anerkendelsesprincip må forstås udfra e-handelsdirektivet:
"…gensidig anerkendelse af tilladelser og ordninger med forsigtighedstilsyn, der åbner mulighed for meddelelse af en enkelt tilladelse gældende i hele Fællesskabet og for anvendelse af princippet om hjem-landstilsyn…"

Citatet illustrerer, at anvendelsen af hjemstatskontrol medfører, at en aktør ikke kan blive underlagt an-dre myndigheders beføjelser end dem, aktøren er etableret i. Herved kan opstå tilfælde, hvor en aktør udelukkende har valgt en medlemsstats retssystem for at unddrage sig de strengere bestemmelser i en anden medlemsstat, som stadig er inden for EU's fremsatte loft, uagtet de teknologiske foranstaltninger.

Kommerciel kommunikation

Begrebet er defineret i direktivets (e-handelsdirektivets art. 2, stk. 1, litra f) og dækker over alle former for kommunikation bestemt til direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer eller tjenester eller til etablering af et image for en virksomhed. Følgende er jf. direktivet ikke udtryk for kommerciel kommunikation:

• oplysninger der giver adgang til virksomheden (adresseoplysninger, navn, domænenavn, email-adresser
• oplysninger, der ikke er udarbejdet af eller for virksomheden og foretages af en anden

Kommerciel kommunikation er populært sagt det EU'ske ord for det der på dansk betegnes reklame. Der er altså talt om et hvilket som helst budskab, der tjener til at markedsføre eller reklamere for en virksomhed eller produkt.

I e-handelslovens § 2, nr. 6 defineres kommerciel kommunikation således:

Enhver form for kommunikation, der direkte eller indirekte er bestemt til at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser eller til at etablere et image for en virksomhed, en organisation eller en person, som udøver handels-, industri- eller håndværksvirksomhed eller et lovreguleret erhverv.