RobotteringAf Martin Borgen, 1. november 2001Robottering er udtryk for, at man ved hjælp af en søgemaskine eller lignede værktøj gennemsøger ("crawler") en database, der knytter sig til et website og dermed findes online. Et eksempel er bolig- eller jobdatabaser. Sådanne databaser kan blive gennemsøgt og eventuelt kopieret (cached) til linkerens server. Der kan i stedet for caching oprettes dybe links (se nedenfor) til elementerne i databasen, der kan præsenteres på et andet website, end det hvor databasen befinder sig. Et eksempel er Ofir's boligdatabase. Retlig introduktionRobottering vil som regel knytte sig til selvstændigt ubeskyttede værker. Der er i relation til robottering tale om udnyttelse af et værk, der fremstår som en database, der som bekendt er særligt beskyttet i Ophavsretsloven § 71. Indeholder databasen selvstændigt beskyttede værker, vil det være langt mere naturligt at omtale robotteringen og den efterfølgende linking som deep-linking. Der kan derfor med rette sættes lighedstegn mellem robottering af selvstændigt beskyttede værker og deeplinking. Hvor de selvstændigt beskyttede værker også er beskyttet af katalogreglen i OHL § 71, vil der dog i relation til udnyttelsen af databasen (i form af robottering) skulle iagttages konkurrenceretlige hensyn, jf. § 71, stk. 2. Denne sondring mellem beskyttede og ubeskyttede værker giver fire scenarier i relation til robottering. Disse præsenteres i det følgende. Robottering til ulovligt ubeskyttet materialeDet kan være svært at forestille sig ubeskyttet ulovligt materiale, der i praksis vil optræde på Internet. Et eksempel kunne være en database over æreskrænkende udtalelser. Selve udtalelsen nyder ikke selvstændig ophavsretlig beskyttelse, men grundet sammenstillingen af udtalelserne i en database, beskyttes de samlet efter OHL § 71. Der er tale om ulovligt indhold i databasen, da æreskrænkelser er i strid med strafferetlige regler. At tale om ulovligt indhold i relation til ophavsretten giver ingen mening, da selvstændigt ubeskyttede værker ikke kan være ulovligt tilgængeliggjort pga. af, at de selvsagt er ubeskyttede. Robottering til ulovligt beskyttet materialeEn database bestående af fotografier af kendte skuespillere, hvor fotografierne er indsamlet fra magasiner og fra Internet vil bestå af beskyttede værker. Gøres databasen tilgængelig via Internet vil der være tale om ulovligt materiale, hvis tilgængeliggørelsen sker uden ophavsmandens samtykke. Foretages en robottering af denne database, foretages en robottering til ulovligt beskyttet materiale. Det er denne situation, hvor linking vil kunne betegnes som deep-linking, såfremt billeddatabasen robottering og billederne tilgængeliggøres på et andet website ved hjælpe af deep-links. En sådan robottering som beskrevet her kan ikke anses som lovlig og MP3-dommen som omtalt under deep-linking vil kunne finde analog anvendelse på denne situation. Benyttet praksis fra MP3-dommene vil det link der oprettes via en robottering til ulovligt beskyttet materiale kunne anses for en selvstændig offentlig fremførelse af værket og selve robotteringen vil kunne anses som medvirken til eksemplarfremstilling af det værk, der er blevet robotteret. Robottering til lovligt ubeskyttet materialeRobottering til lovligt ubeskyttet materiale er den mest almindelige form for robottering. Den kommer til udtryk ved robottering af eksempelvis bolig- eller jobdatabaser på Internet, hvor databasens indhold præsenteres på et andet website ved brug af deep-links til de selvstændigt ubeskyttede værker. Denne form for robottering er som udgangspunkt lovligt, hvis ikke det strider mod den linkedes legitime interesser og såfremt robottering ikke er illoyal og i strid med god markedsføringsskik i henhold til Markedsføringslovens § 1. Det er denne form for robottering, der indeholder det konkurrenceretlige element, som findes i OHL § 71, stk. 2. Robotteringen er således som udgangspunkt ikke lovlig, hvis den er udtryk for en systematisk og gentagende kopiering af databasens indhold eller hvis den skader frembringeren legitime interesser urimeligt. Reglen kunne modificeres af OHL § 36, stk. 2, hvorefter den der har ret til at benytte en database, må foretage sådanne handlinger som er nødvendige for, at den pågældende kan få adgang til databasens indhold og gøre normal brug af det. Om robottering falder indenfor denne afgrænsede situation i § 36, stk. 2 kan ikke antages at være realistisk, da robottering ikke er udtryk for en normal brug af indholdet i en database. Betingelsen om at have ret til at benytte databasen er dog opfyldt, da denne er offentliggjort på Internet. Det er lovligt at foretage robottering til lovligt ubeskyttet materiale med støtte i OHL § 36, stk. 1, nr. 1, jf. § 36, stk. 3, såfremt robotteringen ikke strider mod markedføringsretlige principper og god skik og redelig handlemåde. Robottering til lovligt beskyttet materialeRobottering til lovligt beskyttet materiale vil blive omfattet af
katalogbeskyttelsen i § 71 og af de almindelige beskyttelsesregler i
Ophavsretsloven. Dermed er situationen som beskrevet ovenfor om
robottering til lovligt ubeskyttet materiale udvidet med den forudsætning, at
det materiale der robotteres er udtryk for selvstændigt beskyttede værker. Det
betyder, at situationen sjældent vil være lovlig med støtte på § 71
kombineret med § 36, da værkerne er selvstændigt beskyttede, hvorefter en
eksemplarfremstilling vil kræve frembringerens samtykke. Der findes dog en række
indskrænkning i ophavsretten og en kombineret anvendelse af § 36, stk. 2 og §
12, stk. 2, nr. 5 kan i nogle situationer medføre en lovlig adgang til at linke
til lovligt beskyttet materiale, men lovligheden ved robottering kan ikke anses
at være til stede. |