Det sku’ være så godt… I oktober 1994 påpegede Lone Dybkjær og Søren Christensen i deres rapport om “Info-samfundet år 2000”, at informationsteknologien (IT) er af strategisk betydning for dansk erhvervsliv og for det danske samfund i det hele taget, og i forlængelse heraf bebudede regeringen i sin IT-politiske handlingsplan – under den løfterige parole ‘Fra vision til handling’ – en afgørende opprioritering af den informationsteknologiske forskning i Danmark.
Men den bebudede afgørende opprioritering af IT-forskningen er ikke blot udeblevet. Situationen er i dag afgørende forværret. Vejen fra vision til handling var ikke blot lang, men førte i den modsatte retning.
Frem til udgangen af 1994 støttede forskningsrådene IT-forskningen med godt 60 millioner om året under et fælles informationsteknologiske forskningsprogram med navnet PIFT. Da dette program udløb i 1995, var den fremtidige finansiering af IT-forskningen imidlertid uafklaret, og der blev så, for at sikre kontinuiteten i forskningsmiljøerne, bevilget 35 mio. for 1995 som en overgangsydelse. Men i efteråret 1995 standsede forskningsrådene endegyldigt PIFT-programmet. Begrundelsen var, at der ville blive etableret nye rammer for IT-forskningen, men da de nye rammer endnu ikke var etableret, betød beslutningen, at igangværende aktiviteter pludselig stod uden finansiering. En noget ejendommelig måde at styrke et forskningsområde på, skulle man mene, og det skulle vise sig at være et varsel.
De nye rammer blev etableret i løbet af vinteren og foråret under navnet Center for IT-forskning (CIT). Der blev til CIT’s arbejde de første fire år afsat i alt 130 mio. kr, og der blev udpeget en direktør, der har en baggrund som en aktiv forsker med et fremragende internationalt omdømme. De glade nyheder kunne dog ikke skjule, at der er tale om en halvering af den direkte statslige finansiering af IT-forskningen i Danmark, fra godt 60 til 33 mio. pr. år. Det er rigtignok regeringens erklærede håb, at erhvervslivet vil bidrage med et beløb i størrelsesordenen 40% af statens bidrag eller ca. 10 mio. Hvis dette lykkes, bliver reduktionen af IT-forskningen på papiret selvsagt ikke helt så voldsom, men nogen ‘styrkelse’ er der bestemt ikke tale om, bortset fra forskningsministerens mange opløftende ord om IT-forskningen. Der er stadig stadig tale om en væsentlig reduktion (43 mod tidligere 60 mio.) af den direkte støtte til IT-forskningen.
Men hvad med forskningsrådenes ordinære støtte til IT-forskning? Efter alt at dømme har forskningsrådene besluttet, at IT-forskningen nu med CIT har så rigelige midler, at man kan reducere også den ordinære støtte til IT-forskningen. Et eksempel: Samtidig med etableringen af CIT tog forskningsminister Frank Jensen initiativ til et særskilt forskningsprogram, der skulle fokusere på betingelserne for udviklingen af de menneskelige ressourcer i dansk erhvervsliv. Beskrivelsen af forskningsprogrammet, der blev offentliggjort januar 1996 efter en høringsrunde, fremhævede området ‘informations- og beslutningsstøttesystemer’ som et af kerneområderne. Under behandlingen af de indsendte forslag valgte den af forskningsrådene nedsatte arbejdsgruppe (med Hans Zeuthen som formand) imidletid ‘ikke at vurdere IT-området som et kerneområde inden for forskningsprogrammet’ med den begrundelse, at IT-forskning har ‘mulighed for at søge støtte andre steder’.
Situationen er altså den, at den direkte statslige støtte til IT-forskning er mere end halveret, og at forskningsrådene føjer spot til skade ved at nedprioritere IT-forskningen i deres regie. Men dermed er ulykkerne ikke optalt.
CIT er en spændende nydannelse i dansk IT-forskning, idet der hermed forsøges etableret institutionelle rammer for et systematisk samarbejde mellem forskning og erhvervsliv. CIT er imidlertid underlagt et regelsæt, der har til formål at sikre, at erhvervslivet bidrager finansielt til forskningen inden for CIT. CIT må ikke støtte virksomheders deltagelse i projekter under CIT. Tværtimod, for at opnå støtte skal mindst en tredjedel af et projekts omkostninger finansieres af deltagende erhvervsvirksomheder som egenfinansiering. Om et projekt skal iværksættes eller ej, afhænger således ikke blot af, om det er interessant og lovende, men også af, om der her og nu findes en virksomhed, der kan se det teknologisk og markedsmæssigt interessante i projektets vision, og som vel at mærke samtidig har overskud og nerver til at binde ikke ubetydelige ressourcer i en langsigtet satsning.
Dette betyder for det første, at der kun vanskeligt og sporadisk kan foregå grundlæggende IT-forskning i CIT-regie. Opbygningen af ny viden på IT-området må primært foregå inden for andre rammer, men disse rammer er som påvist blevet revet ned, og der er således i dag praktisk talt ingen direkte statslig støtte til grundlæggende IT-forskning i Danmark. For det andet kan et projektforslag af høj kvalitet og stor relevans altså falde som følge af helt uvedkommende forhold. I løbet af de senere måneder har der været flere eksempler på, at spændende projektinitiativer, der har haft interesserede partnere blandt førende virksomheder inden for IT-området, er faldet til jorden, ikke fordi den industrielle partner i nogen af tilfældende fandt det påtænkte projekt irrelevant, men fordi denne i sidste øjeblik og af helt andre grunde fik kolde fødder.
I realiteten betyder de regler, CIT er underlagt, at IT-forskningen er blevet gidsel i et forsøg på at få IT-industrien til at øge sin forskning.
Hvad betyder al denne elendighed så i praksis? Tillad mig at bruge mine egne erfaringer som eksempel. Jeg er seniorforsker ved Forskningscenter Risø, hvor jeg sammen med flere kolleger primært arbejder inden for et område, der hedder Computer-Supported Cooperative Work eller CSCW. Der er tale om et relativt nyt forsknings- og udviklingsområde, der undersøger, hvorledes IT – f.eks. i form af ‘groupware’ – kan understøtte samarbejdet og den gensidige orientering og koordinering i arbejdsorganisationer, der er stillet over for store krav om fleksibilitet og kvalitet. Dette rejser en række grundlæggende forskningsmæssige problemer, men der er klart tale om teknologier af potentielt strategisk betydning for virksomhedernes evne til at stå stærkt i konkurrencen, og man forventer således, at markedet for disse teknologier i de nærmeste år vil vokse med over 40% om året og i 1998 vil udgøre omk. 9 milliarder dollars. Dette blot for at antyde, at denne forskning ikke er helt irrelevant for dansk erhvervsliv. Da Dybkjær-rapporten opfordrer til at lægge større vægt på de miljøer, hvor dansk forskning står stærkt, vil jeg også i al stilfærdighed tillade mig at oplyse, at CSCW-forskningen på Risø nyder stor international anerkendelse; at vi har deltaget og deltager i flere forskningsprojekter under Esprit Basic Research og andre EU programmer; at vi de sidste to år har været koordinator for et netværk omfattende godt 100 forskere inden for CSCW i Europa, og at jeg personligt er chefredaktør for det internationale tidsskrift på området.
Man skulle med andre ord tro, at CSCW forskningen hos os (og andre steder herhjemme) ville nyde de bevilgende myndigheders gunst. Men siden regeringen bebudede en styrkelse af IT-forskningen har vi ikke kunnet opnå finansiering af ét eneste projekt. I efteråret 1995 indsendte vi i forlængelse af igangværende grundforskning under PIFT-programmet et forslag til Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd; forslaget blev bedømt som værende af høj forskningsmæssig kvalitet, men blev afvist med henvisning til manglende midler. Nogle få måneder senere indsendte vi sammen med andre forskningsinstitutioner samt SiD, Dansk Industri, CO-Industri og andre af arbejdsmarkedets organisationer et andet forslag til programmet ‘Menneskelige resourcer’. Forslaget blev igen vurderet som værende af høj forskningsmæssig kvalitet, men blev afvist, fordi det var IT-orienteret. Og i CIT regie har vi på det seneste på nærmeste hold oplevet, at projektinitiativer af klar forskningsmæssig kvalitet og stor industriel relevans falder sammen som følge af helt uvedkommende forhold hos deltagende virksomheder. Dette betyder altsammen, at et forskningsmiljø, som internationalt står stærkt, nu er under stort finansielt pres og er i fare for at smuldre.
Hvis det var Folketingets, regeringens og forskningsministerens erklærede hensigt, at IT-forskningen skulle nedprioriteres, kunne jeg bande i mit stille sind og tage stilling til, hvad jeg i stedet vil bruge mit liv til. Men hvad skal man stille op med alle disse visioner, der – når de omsættes i handling – forværrer IT-forskningens vilkår afgørende?
Kjeld Schmidt
(En mindre fejl er rettet, jvf. Weekendavisen 20. decvember 1996)