I en artikel i ComputerWorld den 1. november med overskriften ‘Blød IT-forskning får støtte’ maler direktør Ove Poulsen, Forskningsministeriet, et forjættende billede af vilkårene for IT-forskningen, den ‘hårde’ såvel som den ‘bløde’: Efter at have rettet en misforståelse omkring formålet for Center for IT-forskning (CIT) skriver forskningsdirektøren, bl.a. at regeringen med forslaget til finanslov for 1997 tager “yderligere skridt for at forstærke IT-forskningen”, idet han henviser til, at der frem til udgangen af 2000 er foreslået en bevilling på 47 mio. kr til Dansk Media Lab.
Denne tale om “yderligere skridt for at forstærke IT-forskningen” lader efterhånden en hårdt prøvet IT-forsker som undertegnede helt kold. Der er ganske enkelt intet om det.
Frem til udgangen af 1994 støttede forskningsrådene IT-forskningen med godt 60 millioner om året under det fælles informationsteknologiske forskningsprogram med navnet PIFT. Da dette program udløb i 1995, var den fremtidige finansiering af IT-forskningen uafklaret, og der blev så for 1995 afsat 35 mio. for at sikre kontinuiteten i forskningsmiljøerne, indtil PIFT II kunne starte. Men i efteråret 1995 blev den påtænkte videreførsel af PIFT-programmet standset med henvisning til beslutningen om at oprette CIT.
Der blev til CIT de første fire år imidlertid kun afsat i alt 130 mio. kr eller 33 mio. kr om året. Der var med andre ord tale om næsten en halvering af den direkte statslige finansiering af IT-forskningen i Danmark. Det er rigtignok regeringens håb, at erhvervslivet vil bidrage med et beløb i størrelsesordenen 40% af statens bidrag eller ca. 13 mio. For at sikre denne støtte fra erhvervslivet må CIT ikke støtte virksomheders deltagelse i projekter under CIT. Tværtimod, for at opnå støtte skal mindst en tredjedel af et projekts omkostninger finansieres af deltagende erhvervsvirksomheder som egenfinansiering. Dette betyder, at der kun vanskeligt og sporadisk kan foregå grundlæggende IT-forskning i CIT-regie. Opbygningen af ny viden på IT-området må primært foregå inden for andre rammer, men disse rammer er som påvist blevet revet ned, og der er således i dag praktisk talt ingen direkte statslig støtte til grundlæggende IT-forskning i Danmark.
Sagen er altså den, at mens den direkte statslige støtte til IT-forskningen i 1994 udgjorde godt 60 mio. kr., var den i 1995 faldet til 35 mio. I 1996 har forskningsrådene efter sigende bevilget 15 mio kr. til IT-forskning, hvortil kommer de 33 mio. til den industriorienterede forskning i CIT, altså 48 mio. Med de foreslåede 47 mio. til Media Lab over de næste fire år (eller små 12 mio. om året) vil den samlede direkte statslig støtte til IT-forskningen i 1997 i bedste fald udgøre 60 mio. kr, men heraf kan de 33 mio til CIT og formentlig også de 12 mio til Media Lab øremærket kun udtagelsesvis anvendes til at støtte opbygning af ny viden på IT-området.
Den af regeringen bebudede afgørende styrkelse af IT-forskningen har vist sig at være en masse varm luft. Vi står i dag mærkbart svagere end før.
Situationen er yderligere forværret af, at forskningsrådene på egen hånd har lagt en linje, der nedprioriterer den ordinære støtte til IT-forskning såvel som støtte under tværvidenskabelige programmer. Dette er bl.a. sket i forbindelse med forskningsprogrammet “Menneskelige ressourcer i arbejdslivet”. Dette tilbagevises dog af Ove Poulsen, der hævder, at bevillingerne blev givet “efter faglig vurdering”. Dette er igen usandt. I en skrivelse af 27 juni fra forskningsrådene som svar på et projektforslag (stillet af Datalogisk Afdeling ved Århus Universitet, Forskningscenter Risø og andre forskningsinstitutioner samt SiD, Dansk Industri, CO-Industri og andre af arbejdsmarkedets organisationer) skriver man: “Rådene … skal anføre, at man finder det beskrevne projekt støtteværdigt og af høj forskningsmæssig kvalitet. IT-forskning, som den er beskrevet i Deres projekt har imidlertid mulighed for at søge støtte andre steder. Derfor har arbejdsgruppen … valgt ikke at vurdere IT-området som et kerneområde inden for forskningsprogrammet…” og anbefaler ansøgerne at søge støtte hos CIT. Projektet blev altså ikke forkastet på grundlag af en “faglig vurdering”, men ene og alene fordi det var IT-orienteret.
Denne beslutning var i direkte modstrid med programmets officielle formål, idet programmet for dette initiativ (udformet januar 1996 efter en høringsrunde) udtrykkeligt udpeger området informations- og beslutningsstøttesystemer som et kerneområde. Det er derudover en forvaltningsmæssig skandale at ændre programmets kerneområder, efter at programmet var offentliggjort forslagene var indsendt og bedømmelsen påbegyndt. Hvis en kommunal forvaltning havde håndteret en udbudsforretning vedr. asfaltering af en vejstrækning på samme vis, var de ansvarlige givetvis blevet slæbt i byretten. Endelig er det som påvist ovenfor ganske misvisende, når forskningsrådene henviser til, at IT-forskning har særlige muligheder for at søge støtte andre steder.
Alt det véd forskningsdirektøren selvfølgelig lige så godt som forskningsrådene. Men hvorfor skal offentligheden så vedblivende bildes ind, at den af regeringen bebudede afgørende opprioritering af IT-forskningen nu konsekvent føres ud i livet? Og når forskningsdirektøren, der er den øverste embedsmand for dansk forskningsforvaltning, beskriver en konkurrence, hvor konkurrencebetingelserne ændres vilkårligt og bag lukkede døre, som hård men fair, er det ikke blot at føje spot til skade men dybt bekymrende.
Kjeld Schmidt
Seniorforsker
Forskningscenter Risø