Der er bestemt ingen grund til ikke at være skeptisk over for vestmagternes motiver for at gribe til militære midler mod Jugoslavien eller kritisk over for den konkrete krigsførelse.
Der er tale om en alliance af nitten stater, der alle har demokratiske styreformer, men som ikke er uden udemokratiske pletter, hverken enkeltvis eller som kollektiv. Man behøver blot erindre om Tyrkiets overgreb på kurdernes menneskerettigheder, den institutionaliserede diskrimination af det katolske mindretal i Nordirland, det officielle Frankrigs behandling af sine nordafrikanske indvandrere, Tysklands etno-centrerede definition af statsborgerskab osv. Men lad os anstændigvis også bemærke vor egen skammelige politik over for indvandrere og flygtninge, der nu lovfæster, at disse behandles som borgere af en lavere rang og værdi.
Der er derfor grund til at nære skepsis over for de samme staters ædle motiver, når det drejer sig om at komme de overvejende muslimske, albansk-talende indbyggere i Kosova til undsætning.
Men når Erik Knudsen m.fl. (Politiken 17/4) tillægger Nato motiver som f.eks. at ville demonstrere det moderne luftvåbens effektivitet, er vi langt hinsides politiske analyse og ude i den form for paranoidt vrøvl, som vi ellers kun har hørt fra talsmænd for den serbiske regering og mere eller mindre gale repræsentanter for den russiske højrefløj.
SFs kritik af Nato’s krigsmål og krigsførsel for at være uklar og usammenhængende er der derimod grund til at overveje grundigt: ‘Hvad vil vi i forhold til Milosevic-styret og Serbien? Vil vi besejre Milosevic militært eller vil vi lave en politisk aftale med ham?’ Således stiller Holger K. Nielsen det fundamentale spørgsmål (Politiken 13/4).
Men han skynder sig umiddelbart efter at afvise spørgsmålet som aldeles utænkeligt. Der er, siger han, ‘ingen vej uden om en politisk løsning’. Han siger ikke ret meget om, hvordan en sådan politisk løsning skal se ud, men antyder, at Milosevic skal have lov regere videre uantastet, at Rusland skal inddrages ‘i et aktivt medspil’, og at Nato næppe kan indgå i en fredsbevarende styrke i Kosova. Og han forholder sig slet ikke til det afgørende spørgsmål, når man opfordrer til forhandling: Hvor kan vi møde modparten? Hvad er vi i givet fald rede til at give køb på?
Hvilken beskyttelse vil en fredsbevarende styrke kunne tilbyde de fordrevne, hvis den politisk er ikke rede til og militært ikke rustet til at slå endda meget hårdt igen i tilfælde af nye overgreb? Hvilke andre magter end Nato har viljen og styrken til at gøre en sådan trussel reel? Hvordan skulle en fredsbevarende styrke under FN’s eller OSCE’s auspicier kunne undgå et ny Srebrenica? Tilstedeværelsen af OSCE’s observatører i Kosova afholdt som bekendt ikke de serbiske styrker i Kosova fra omfattende massakrer og fordrivelser. Er det dette mere beherskede niveau af folkefordrivelse, Holger K. Nielsen mener, vi må slå os til tåls med?
Hvordan kan der i det hele taget med Holger K. Nielsens egne ord ‘skabes mere og ikke mindre stabilitet på Balkan’, hvis Milosevic-styret er forhandlingspartner og medunderskriver af traktaten? Er der nogen, der idag - efter ti års rædsler - tror, at Milosevic-styret gennem forhandling kan bringes til at opgive sit forbryderiske mål om et etnisk rent Storserbien og de deraf følgende erobringskrige og folkefordrivelser? Hvordan kan der overhovedet indgås en holdbar - endsige anstændig - aftale med et regime, der er skyldig i folkefordrivelse og folkemord i en målestok der ikke er set i denne del af verden siden Anden Verdenskrig? Hvordan skulle Kosova kunne forblive en del af Serbien, med mindre Milosevic-styret bringes til fald og erstattes af et ægte demokratisk regime?
Hvilken virkning vil en ‘politisk løsning’, der stiltiende accepterer etnisk had og voldsanvendelse over for uskyldige civile, have i resten af Europa i de næste mange år? Mon det vil gøre det lettere at bekæmpe racisme og fremmedhad i Europa?
En forhandlingsløsning har i virkeligheden ikke været realistisk siden Milosevic erobrede magten på en bølge af storserbisk chauvinisme; siden han i 1989 ophævede Kosovas status som autonom føderal enhed og i det hele taget satte Jugoslaviens forfatning ud af kraft og dermed fremprovokerede Jugoslaviens opløsning; siden han ustraffet fik lov at føre erobringskrig mod de republikker, der som reaktion herpå løsrev sig fra Jugoslavien, og siden han sidste år iværksatte den systematiske folkefordrivelse i Kosova og endda fortsatte den efter indsættelsen af observatører fra OSCE i oktober. En forhandlingsløsning er idag ikke en farbar vej. Der er ingen vej uden om at gribe til militære midler mod Milosevic-styret.
Det er urimeligt at forvente, at Nato’s militære operationer skulle have kunnet tvinge Serbien i knæ på godt tre uger. Men Nato’s strategi har tydeligvis ikke været præget af stor klarhed og konsekvens.
Krigsmålene har fra starten været stærkt begrænsede. Man forsøgte og forsøger stadig alene at tvinge styret i Beograd til at respektere Kosovas selvstyre.
Krigsførelsen har været tilsvarende begrænset i sine midler, givetvis bl.a. af hensyn til folkeretten, der jo som bekendt ikke omhandler folkenes rettigheder, men kun staternes suverænitet, herunder deres ret til overgreb på undersåtterne, men også af hensyn til Ruslands lidet realistiske og ikke specielt demokratiske geopolitiske aspirationer, samt selvfølgelig af hensyn til vore egne omkostninger. Man har derfor i første omgang valgt at forlade sig på en begrænset luftkrig mod det jugoslaviske luftforsvar, forsyningslinjerne og infrastrukturen i øvrigt, i det håb at Milosevic ville bøje sig, og man var tilsvarende ikke forberedt på at skulle indsætte taktiske luftvåben mod serbiske styrker på jorden i Kosova. Først da det serbiske styre voldsomt intensiverede folkefordrivelsen, indså man, at en helt anden styrkesammensætning var påkrævet.
I tråd hermed har man på forhånd udelukket at etablere en troværdig styrke, der kunne true og om nødvendigt angribe selve Serbien, f.eks. fra Ungarn. Man har derfor - på grund af krigens meget begrænsede politiske mål - spillet sig de afgørende militære og politiske kort af hænde.
Det kan man anstændigvis næppe bebrejde de politikere og militære planlæggere, der har skullet iværksætte en militær intervention i en situation, hvor den brede offentlighed var indifferent.
Men nu står vi midt i moradset. Klarhed, hvad krigsmålene angår, og konsekvens, hvad de militære midler angår, er bogstavelig talt livsnødvendig: Milosevic-styret må bringes til fald - med alt, hvad dette indebærer.