I europæisk politik har begrebet ‘venstrefløj’ siden 1789 været betegnelsen for de kræfter, der konsekvent har forfægtet demokrati og menneskerettigheder, fra støtten til Polens uafhængighedkamp i 1800-tallet til Dreyfus-affæren, fra den antifascistiske kamp til støtten til de antikoloniale befrielsesbevægelser. Billedet har ikke altid været klart. Stalinismen og maoismen smykkede sig f.eks. gerne - uberettiget - med denne stolte betegnelse. Men traditionen har været ubrudt. Indtil for nylig. Det virker, som om venstrefløjen i Danmark ikke moralsk overlevede den kolde krig.
At sige, at Vesten ikke havde ret til at intervenere militært i Kosovo med henvisning til, at Kosovo er en serbisk provins, er ikke blot udtryk for manglende kendskab til Kosovos status, men for en dybt konservativ opfattelse af forholdet mellem stat og samfund og af forholdet mellem stater. Staten har ifølge denne statsopfattelse primat, mens folket er et sekundært aspekt ved staten; folket er statens ejendom. Det er denne statsopfattelse, de store borgerlige revolutioner gjorde op med. Venstrefløjen i de borgerlige demokratier er arvtagerne til denne nye, demokratiske statsopfattelse.
Demokratisk forstået er staternes suverænitet et udtryk for folkenes ret til selvbestemmelse. Staternes suverænitet er således sekundær i forhold til folkenes selvbestemmelsesret og kan ikke bringes i anvendelse som begrundelse for at undlade at støtte et folks kamp for selvstændighed over for en statsmagt, der har karakter af en besættelsesmagt.
Demokratierne i denne verden er imidlertid ikke almægtige, men er nødt til at eksistere side om side med diktatoriske og totalitære styrer. Begrebet ‘fredelig sameksistens’ udspringer af erkendelsen heraf. Demokratierne kan dog aldrig fraskrive sig retten og pligten til at støtte undertrykte folkeslag i deres frihedskamp under henvisning til andre staters ‘indre anliggender’.
Under den kolde krig blev fredelig sameksistens mellem demokratiske og totalitære regimer - i lyset af faren for en nuklear konfrontation mellem Sovjetunionen og Vesten - med rette opfattet som en ufravigelig grundbetingelse for international politik. Nogle har dog gjort en dyd af nødvendigheden. Faren for atomart ragnarok har indgydt mange venstreorienterede intellektuelle og politikere, der ellers skulle have været demokratiets mest konsekvente fortalere, med en umiskendelig defaitisme. Staternes suverænitet er for dem blevet vigtigere end frihed og demokrati. Den kolde krig har fordærvet deres demokratiske tænkning.
Det næste skridt i denne moralske forrådnelsesproces er, at man for at legitimere sin defaitisme begynder at bagatellisere totalitære regimers myrderier.
Søren Søndergaard, der er medlem af Folketinget for Enhedslisten, forsøger således (WA 16. juli) at retfærdiggøre sin voldsomme kritik af NATOs krig mod Serbien ved at fordreje kendsgerningerne.
Han gentager den ofte fremførte påstand, at luftbombardementerne ikke forhindrede, men tværtimod ‘forstærkede’ en humanitær katastrofe: ‘Hvor der før bombardementernes start var 300.000 primært internt fordrevne, så var der efter omkring en million primært eksternt fordrevne... Og hvor der før bombardementerne var enkeltstående massakrer i kampområder, så fandt der efter bombardementernes start den ene barbariske massakre sted efter den anden, hvis ofre formentlig skal tælles i tusinder.’
Igen forbigår han, at NATOs bombardementer hverken ‘forårsagede’ eller ‘forstærkede’ den humanitære katastrofe, og at denne tværtimod blev planlagt og udført med overlæg af de serbiske myndigheder som et stort anlagt felttog. Man kan kritisere Vesten for mange ting i denne sag. Man kan kritisere Vesten for at have tøvet alt for længe, og for at de vestlige regeringer - da de endelig var parate til at gøre alvor af deres trusler - åbenbart ikke troede på efterretningerne om den planlagte massefordrivelse under kodenavnet ‘Operation Hestesko’ og derfor ikke etablerede en robust landstyrke ved Serbiens og Kosovos grænse, der kunne have bundet de serbiske styrker. Men man kan ikke, som Søndergaard nu igen gør det, give NATO ansvaret for Serbiens forbrydelser.
Hvad værre er, giver de citerede sætninger et ganske fordrejet billede af situationen. Der havde rigtignok omkring i oktober været omkring 300.000 internt fordrevne, men efter at Vestmagterne den 13. oktober havde tvunget Milosevic til at indgå en våbenhvile og trække hovedparten af sine sikkerhedsstyrker ud af Kosovo, var hovedparten af de internt fordrevne vendt hjem. Dette skyldes alene de trusler om bombardementer, Søndergaard indtrængende advarede imod i Folketinget den 8.-9. oktober. Hvad Søndergaard ønsker, vi skal glemme, er, at Vestmagterne forhindrede, at disse 300.000 mennesker var tvunget til at tilbringe vinteren under åben himmel, for 100.000’s vedkommende endda i bjergene .
Ikke nok med det. I sit forsøg på at lægge tillægge Vesten ansvaret for den humanitære katastrofe i Kosovo, er han begyndt at renvaske det totalitære styre i Beograd, idet han omtaler situationen i Kosovo før den 24. marts som ‘enkeltstående massakrer i kampområder’. Som om massakrerne gennem hele 1998 var mere eller mindre tilfældige overgreb, begået i kampens hede mod personer, der befandt sig på eller i nærheden af en slagmark! Massakrerne var ikke enkeltstående, men indgik i et systematisk og storstilet forsøg på folkemord og folkefordrivelse; de fandt ikke sted i kampens hede, f.eks. ved at civile tilfældigvis befandt sig i et kampområde, men var nøje planlagte og præcist gennemførte massemord på ubevæbnede civile - våbenføre mænd såvel som oldinge, kvinder og børn, ofte i deres hjem. De 300.000 internt fordrevne var resultatet af et felttog mod civilbefolkningen, der begyndte i februar og marts 1998, da serbiske sikkerhedsstyrker gennemførte en række massakrer på civile i flere landsbyer i Drenica i det centrale Kosovo. Den 25. maj 1998 begyndte de serbiske styrker en systematisk udrensning af byer og landsbyer ved grænsen mod Albanien. Som resultat heraf blev 15.000 civile fordrevet til Albanien og 20.000 til Montenegro. Det serbiske felttog hen over sommeren 1998 kulminerede den sidste uge af september med en ny serie velorganiserede massakrer i Drenica.
Hvor systematisk de serbiske styrker gik frem, fremgik af UNHCRs analyse af situationen i 285 landsbyer fra november 1998. Af de undersøgte landsbyer var 210 med et samlet indbyggertal på 350.000 blevet ramt af den serbiske regerings felttog. Analysen, som blev udført i et samarbejde mellem en række internationale humanitære organisationer, konkluderede, at 28% af boligerne - 9.809 ud af 35.185 - var blevet totalt ødelagt, mens 15% havde lidt alvorlig skade. Kun 40% af boligerne i de ramte områder var ubeskadigede. Ifølge International Helsinki Federations sidste årsrapport blev ialt 41.500 boliger ødelagt i 1998. Human Rights Watch påpegede således i en rapport fra februar i år, at ødelæggelsernes omfang leverer et uomtvisteligt bevis for, at de var resultatet af en bevidst politik på højeste sted, og ikke af udisciplinerede soldaters eller politibetjentes hærgen.
Søndergaard medgiver, at det ‘selvfølgelig ikke kan udelukkes’, at den serbiske regering under alle omstændigheder ville have iværksat massive massakrer og fordrivelser, også selv om NATO ikke havde bombet, og bemærker retorisk, at ‘det afgørende spørgsmål er så, hvorfor bombe-tilhængerne holdt denne viden skjult for befolkningen’. Ikke blot kan det ‘ikke udelukkes’. Det skete! Det skete igen og igen fra marts til september sidste år, mens vi andre på komfortabel afstand så passivt til. Det blev ved helt frem til oktober, da Vestmagterne fik gennemtvunget våbenhvilen. Den blev rigtignok aldrig overholdt af de serbiske myndigheder, men gav dog albanerne et pusterum.
Med massakren i Racak den 15. januar i år begyndte myrderierne så igen - i et omfang og med en brutalitet, der ikke kunne efterlade nogen i tvivl om, at styret i Beograd var fast besluttet på at knuse den albanske befolkning i Kosovo. Det fra 1998 kendte mønster blev nu gentaget, og allerede før bombardementernes start den 24. marts var der igen 65.000 internt fordrevne, samtidig med at Serbien nu opbyggede meget store sikkerhedsstyrker i Kosovo.
Det afgørende spørgsmål er altså ikke, hvorfor denne viden måtte være blevet foreholdt befolkningen. Spørgsmålet var og er, hvordan demokratierne kunne bringe det igangværende folkemord i Europa til standsning. I betragtning af det serbiske regimes totalitære karakter og velkendte morderiske adfærd var det eneste realistiske svar en militær intervention.
I den situation valgte fremstående repræsentanter for den politiske og intellektuelle venstrefløj at plædere defaitisme over for en totalitær stats igangværende folkedrab. De humanistiske falbelader til trods, har begrebet ‘venstrefløj’ ikke længere nogen mening.