af Mads Tofte, IT-højskolen i København. Sidst ændret 3. oktober 2000.
Dokumenthåndtering ved brug af inter- og intranet byder i mange tilfælde på store fordele, sammenlignet med f.eks. brug af emaillister eller fysisk distribution af papirkopier. I forhold til brug af emaillister nedsætter man faren for at overbebyrde personer med post, de ikke behøver at modtage. I forhold til fysisk distribution af papirkopier sparer man modtageren for at skulle organisere papirkopierne. Endelig har inter- og intranettet den store fordel, at alle altid har adgang til samme version af dokumentet: det er den version, der ligger på nettet, der er den gældende, og man kan komme til den uanset hvor man er i verden, forudsat man har adgang til internettet.
Omvendt stiller dokumenthåndtering ved brug af inter- og intranet krav til den, der skal skrive dokumentet. Kort sagt flytter brug af inter- og intranet arbejde fra modtagen af information til forfatteren. (Det er der god mening i, forudsat at dokumentet skal bruges af mange andre end forfatteren.) Forfatteren er nødt til at kunne skrive dokumenter i en form, så de kan læses af andre på nettet. Forfatteren er nødt til at bruge tid på at organisere og vedligeholde dokumenterne, idet denne opgave er fjernet fra modtageren. Forfatteren er nødt til at lære at håndtere sikkerhedsaspekter af at placere dokumenter på nettet.
Det er min faste overbevisning, at vi skal bruge inter- og intranet som vores primære kommunikationsmetode, når der er tale om en-til-mange-kommunikation. Grunden er ikke, at vi er IT-højskolen, og derfor skal være med på noderne. Formålet er at bruge teknologien til at gøre IT-højskolen mere velorganiseret og tilgængelig for ansatte, studerende, gæster og for alle dem, vi arbejder med udadtil.
Formålet med denne note er at forklare det absolut mindste, man er nødt til at vide, for at blive forfatter af internetdokumenter. Den er beregnet først og fremmest på administrativt IT-C-personale, der ikke i forvejen er vant til at skrive til nettet, men andre kunne måske også have glæde af den. (Del 5 er fortrinsvis skrevet for studerende på højskolen.)
De fleste kender problemer med at dokumenter skrevet på en computer ikke kan læses på en anden, fordi modtageren ikke har en kopi af det program, som forfatteren brugte. For eksempel er det besværligt for linux-brugere og Mac-brugere at læse Word-dokumenter. HTML (Hypertext Mark-up Language) er et simpelt dokumentformat, som kan læses af alle, der har en såkaldt internetbrowser. En internetbrowser er et program som (bl.a.) kan læse HTML-dokumenter. De to mest brugte browsere hedder Internet Explorer (fra Microsoft) og Netscape Navigator (fra Netscape).
En stor del af nærværende dokument drejer sig om at gennemgå (en lille del af) HTML. Nogle vil givetvis indvende, at der findes masser af værktøjer (Word, Frontpage, Dreamweaver, Netscape Composer, ...) som kan generere HTML automatisk, så man ikke behøver at lære HTML. Men dokumenter, der er skrevet ved brug af værktøjer, har lettere ved at "sande til" (det vil sige: være svære at vedligeholde) og desuden er HTML, hvis man holder sig til det basale, ikke besværligt at udtrykke sig i direkte.
En af grundideerne i HTML er følgende arbejdsdeling: forfatteren skal tage sig af at skrive indholdet og den logiske struktur af dokumentet, mens web-browseren tager sig af at formattere indholdet og vise det til læseren. Web-browseren tager sig af at tilpasse teksten til skærmbilledets størrelse (hvilket inkluderer at lave linjedeling) og browseren vil også vælge f.eks. baggrundsfarve og skrifttype, hvis man ikke specifierer disse selv.
I HTML specificerer forfatteren strukturen af et dokument ved at indsætte såkaldte mærker i dokumentet. Forfatteren markerer således de dele af dokumentet, som læserens browser skal formattere, for eksempel afsnit og overskrifter. Her er indholdet af en html-fil, som illustrerer brugen af mærker:
<html>
<head>
<title>
Min første HTML-side
</title>
</head>
<body>
<h1>Vejledning for nye studerende</h1>
<p>Tillykke med din optagelse på IT-højskolen!
Her kan du læse om adgangsforhold, email-konti, sportsklubber og
mange andre ting, du har brug for.
</p>
<p>Her er så andet afsnit.
</p>
<p>Held og lykke med studierne!
</p>
</body>
</html>
Klik her for at se, hvordan din browser fortolker en fil med det indhold.
Mærker begynder med < og slutter med >. For eksempel er <p> et mærke. Det angiver starten på et afsnit.
Mærker bør altid komme i par, ligesom venstre- og højreparenteser. For eksempel bør <p> altid afsluttes af </p>, som markerer afslutningen af afsnittet.
Start- og slutmærke har altid samme navn, bortset fra at slutmærket har en skråstreg (/) lige før navnet.
Hvis du klikkede på henvisningen ovenfor, vil du sikkert have bemærket, at browseren ikke viser mærkerne direkte, men bruger dem til at formattere teksten. Hvis du ændrer størrelsen på browservinduet, ændres linjedeling mm., men overskrifter forbliver overskrifter og afsnit forbliver afsnit. Det er fordi overskrifter og afsnit er placeret mellem mærker.
Her er forklaringen på de andre mærker, der blev brugt i eksemplet:
| Mærke | Betydning |
| <html>...</html> | Starten på hhv slutningen af HTML-dokumentet. |
| <head>...</head> | Hovedet på HTML-dokumentet. Hovedet indeholder titel og kan desuden indeholde bl.a. stikord til brug for søgemaskiner, der finder siden. |
| <title>...</title> | Titlen på HTML-dokumentet. Browseren viser som regel titlen allerøverst i rammen af vinduet. |
| <body>...</body> | Selve indholdet (kroppen) af dokumentet. |
| <h1>...</h1> | Overskrift med meget store bogstaver. |
De fire mærker <html>, <head>, <title> og <body> er obligatoriske og skal komme i ovennævnte rækkefølge. Analogt til <h1>...</h1> findes <h2>...</h2> som giver overskrifter med knap så store bogstaver. Man kan faktisk fortsætte helt ned til <h6>...</h6>, som browseren vil vise som en meget lille overskrift!
Brug et tekstredigeringssprogram til at skrive dit HTML-dokument. Du skal selv skrive mærkerne. Hvis du bruger Word, så
minfil.html
inklusiv .html-endelsen. Desuden skal du vælge at gemme
filen i formatet "Kun tekst", ikke det gængse .doc-Word-format.
Danske bogstaver volder som regel ikke problemer. Hvis dit tekstredigeringssystem kan skrive æ, ø, å, Æ, Ø og Å så vil disse bogstaver som regel blive vist rigtigt af browseren. Hvis du ikke har adgang til et tekstredigeringsprogram, der håndterer danske bogstaver, eller hvis du bare vil være absolut sikker på, at de danske bogstaver bliver vist korrekt, så kan du benytte følgende koder for bogstaverne:
| Tegn | kan alternativt skrives som |
| æ | æ |
| ø | ø |
| å | å |
| Æ | Æ |
| Ø | Ø |
| Å | Å |
Mærket <b>...</b> markerer fed skrift. Man skriver altså f.eks. <b>fed skrift</b> for at få fed skrift.
Mærket <i>...</i> markerer på tilsvarende vis kursiv.
Åbn minfil.html i din browser. Hvis du bruger Internet Explorer skal du bruge "Open..." under "File"-menuen. Hvis du bruger Netscape skal du bruge "Open page..." under "File"-munuen. Hvis resultatet ser mærkeligt ud, er det sikkert fordi du har lavet fejl i minfil.html. Ret fejlene og klik på "Refresh" eller "Reload" i browseren for at se om det hjalp. Bliv ved med at alternere mellem at rette i filen og kigge på resultatet i browseren indtil du er tilfreds med resultatet. (Du kan godt redigere i filen med tekstredigeringsprogrammet og kigge på den samme fil med browseren uden at skulle lukke nogen af programmerne ned.)
En nummereret opremsning, såsom
<ol>
<li>Først den ene vej
</li>
<li>og så den anden vej
</li>
</ol>
Her står <ol>...</ol> for ordered list,
mens <li>...</li> står for list item.
En usorteret opremsning, såsom
<ul>
<li>Først den ene vej
</li>
<li>og så den anden vej
</li>
</ul>
Man bruger altså blot <ul>...</ul> (for unordered list)
i stedet for <ol>...</ol>.
Man kan godt have opremsninger inde i opremsninger. Kan du reproducere den html-kode, jeg brugte til at skabe indholdsfortegnelsen øverst i nærværende dokument? Se bort fra henvisningerne, men afprøv din fil i browseren!
Her er en næsten færdig skabelon for sider på IT-højskolen. Udover de mærker, vi allerede har set, bruger den afmærkningen <font>...</font> til at sætte skrifttypen og mærket <hr> til at lave en vandret streg (horizontal rule).
<html>
<title>IT-højskolen i København
</title>
<body bgcolor="CCCCCC">
<font face="Verdana, Arial, Helvetica, sans-serif" size="-1">
<h3>
<font face="Verdana, Arial, Helvetica, sans-serif">
Overskrifter bruger udelukkende fra h3 til h6 og en særlig skrifttype
</font>
</h3>
<p>I de enkelte afsnit behøver man ikke ændre skrifttypen. Den er sat en
gang for alle i begyndelsen af dokumentet.
</p>
<p>Baggrundsfarven bliver sat med <tt>bgcolor</tt>-attributten
af <tt><body></tt>-mærket. Den hvide farve er <tt>FFFFFF</tt>
De øvrige IT-C-farver er: <tt>CCCCCC</tt> (grå) <tt>FF9933</tt> (orange) og
<tt>CC3333</tt> (rød).
</p>
<hr>
<i>Denne side vedligeholdes af (kommer i næste time)</i>
</font>
</body>
</html>
Du kan få din browser til at fortolke skabelonen ved at klikke her.
Denne del handler om hvordan man henviser til dokumenter på internettet.
Ethvert dokument på internettet har en internetadresse, som så at sige er det sted på internettet, dokumentet er placeret. Alle adresser på internettet følger det samme format: de starter med http:// hvorefter kommer en sti, som angiver selve positionen. For eksempel er adressen på IT-højskolens hjemmeside http://www.it-c.dk. IT-højskolen har købt dette navn (det er det, der hedder et domænenavn), så ligegyldigt hvor i verden man henviser til http://www.it-c.dk, kommer man frem til IT-højskolens web-sider.
På engelsk er den tekniske betegnelse for internetadresse "Universal Resource Locator", forkortet URL. Så hvis man i et dokument ser noget i stil med URL: http://www.cnn.com, så betyder det altså bare, at der henvises til internetadressen http://www.cnn.com.
En internetadresse kan også indeholde en sti med skråstreger i, f.eks. http://www.it-c.dk/people/tofte/publ/htmlkursus/htmlkursus.html, som er adressen på nærværende dokument. Domænenavnet www.it-c.dk er navnet på en af vore computere. Computeren er en såkaldt internetserver, d.v.s. dens formål er, som en slags elektronisk arkiv, at stille de sider, der ligger på den, til rådighed for brugere på internettet. Det lange stinavn siger, at der på internetserveren www.it-c.dk findes et katalog, der hedder people, der indeholder et katalog, der hedder tofte, der indeholder et katalog, der hedder publ, der indeholder et katalog, der hedder htmlkursus, der indeholder en fil, der hedder htmlkursus.html, som er den fil, der henvises til. (I disse noter bruger jeg ordet "katalog" for det, der også nogle gange kaldes "mappe" eller "folder".)
En sti kan også henvise til et katalog. Det betyder pr. konvention, at man henviser til en fil ved navn "index.html" i det pågældende katalog. For eksempel er internetadressen http://www.it-c.dk/people/tofte/publ/htmlkursus blot en forkortelse for http://www.it-c.dk/people/tofte/publ/htmlkursus/index.html. Når man laver et katalog til sine internetsider, laver man derfor ofte en fil med navn index.html og placerer den i kataloget. Siden indeholder typisk en indholdsfortegnelse over de dokumenter, der ligger i kataloget. Nogle gange er index.html en grafisk designet forside, der fungerer som indgang til den information, der ligger i kataloget. For eksempel er http://www.it-c.dk/intranet/main/index.html forsiden på vores intranet.
En af de vigtigste egenskaber ved HTML er at man kan indsætte henvisninger fra et dokument til et andet (eller fra et dokument til et andet sted i det samme dokument). For eksempel har vi her henvisninger til CNN og Danmarks Radio. Hvis man klikker på disse henvisninger kommer man hen til hhv. CNN's og DR's hjemmesider. Her er hvad jeg skrev i HTML for at få ovenstående henvisninger:
For eksempel har vi her henvisninger til <a href="http://www.cnn.com">CNN</a>
og <a href="http://www.dr.dk">Danmarks Radio</a>. Hvis man klikker på disse henvisninger
Som vi ser er formen på henvisningerne den samme i de to tilfælde, nemlig:
<a href=internetadresse i gåseøjne>henvisningstekst</a>Mærket <a>...</a> kaldes et anker. Attributten href angiver, at ankeret er en henvisning. Den engelske oversættelse af henvisning er "hyper reference" (deraf href), "hyper link", eller bare "link".
Hvis du peger med musen på en henvisning viser din browser den internetadresse, der henvises til, et eller andet sted i rammen af browservinduet.
Det dokument, man henviser til, behøver ikke være skrevet i HTML. Henvisninger til dokumenter, der er skrevet i et andet format end HTML, skrives gerne på en måde, så det fremgår hvilket program man skal bruge for at læse dokumentet. Det er ligeledes god skik at angive forskellige formater, så der er større sandsynlighed for at brugeren har et program, der kan læse dokumentet. For eksempel henviser vi i skrivende stund fra vores hjemmeside til uddannelseskataloget for foråret 2000 på følgende vis:
Uddannelseskatalog for foråret 2000 (Word, HTML)som fremkommer ved at skrive
Uddannelseskatalog for foråret 2000 (<a href="http://www.it-c.dk/main/optagelseF2000/Kursuskat3.doc">Word</a>, <a href="http://www.it-c.dk/main/optagelseF2000/Kursuskat3.htm">HTML</a>)
Nederst i dette dokument er der en henvisning til Peter Sestofts HTML-noter. Hvilken internetadresse har det dokument? Hvor i verden tror du den internetserver, der indeholder dokumentet, er placeret?
Lav et lille HTML-dokument, der indeholder henvisninger til hjemmesiderne for IT-højskolen i København, Københavns Universitet, Roskilde Universitetscenter, Handelshøjskolen i København, Danmarks Tekniske Universitet og IT-V. (Prøv selv at finde ud af, hvad internetadresserne på deres hjemmesider er.)
Det sker ofte, at man ønsker at samle et antal filer, der drejer sig om samme emne, i et katalog. Lad os sige at vi i HTML-dokumentet arbejdsgange.html ønsker at henvise til dokumentet ansaettelse.html, som ligger i samme katalog som arbejdsgange.html. Da skriver vi henvisningen således i arbejdsgange.html:
Du kan læse mere om ansættelser i <a href="ansaettelse.html">ansættelsesvejledningen</a>.Det vigtige her er at henvisningen kun er et filnavn, der er hverken et domænenavn eller en lang sti. Browseren leder automatisk efter filen i det samme katalog, som indeholder det dokument, der henviser til filen. Rent bortset fra, at det sparer arbejde med at skrive lange stier, er lokale henvisninger praktiske derved, at de ikke skal laves om, hvis man flytter hele kataloget et andet sted hen på webserveren.
Dan et katalog, der indeholder alle de opgavebesvarelser, du har lavet i løbet af kurset. Dan derefter en fil ved navn index.html, der indeholder en indholdsfortegnelse over dine besvarelser. Brug kun lokale henvisninger i index-filen.
Endelig er der tilfælde, hvor man ønsker at henvise til et sted i samme HTML-dokument, f.eks. til et afsnit eller en figur. For eksempel er der her en henvisning til afsnittet om danske bogstaver. Henvisningen fremkom ved at jeg skrev
til et afsnit eller en figur. For eksempel er der her en henvisning til afsnittet om <a href="#danskebogst">danske bogstaver</a>. Henvisningen fremkom ved at jegBemærk tegnet #, som angiver at henvisningen er intern. Overskriften til afsnittet om danske bogstaver ser således ud:
<h4><a name="danskebogst">Danske bogstaver</a></h4>Ankre af formen <a name=navn på anker>...</a> kan placeres overalt i tekst, ikke kun i overskrifter.
En anden almindelig form for henvisning er posthenvisning, d.v.s. en henvisning som, hvis man klikker på den, starter en brevskrivning. Eksempel: Yderligere oplysinger om studierne fås ved at sende post til John Pretzmann. Dette fremkom ved at skrive
til <a href="mailto:jpc@it-c.dk">John Pretzmann</a>. DetteNogle forfattere foretrækker at skrive posthenvisninger i en form, der viser emailadressen, f.eks.:
Yderligere oplysinger om studierne fra John Pretzmann (jpc@it-c.dk).Dette fremkom ved at skrive
fra John Pretzmann (<a href="mailto:jpc@it-c.dk">jpc@it-c.dk</a>).
Indsæt en lille fodnote i slutningen af en af dine HTML-filer. Fodnoten skal består af først en vandret streg og dernæst en sætning om at du vedligeholder siden (angiv din email-adresse som en posthenvisning, så læseren let kan få fat på dig).
Hvis man indsætter en henvisning i et dokument, der er inde i en ramme (eng.: "frame"), så vil det dokument, man henviser til, blive vist i den samme ramme. Det kan være uønskeligt, hvis designeren af den side, der henvises til, har antaget, at siden skulle vises i et helt browservindue. Heldigvis kan man henvise på en sådan måde, at det dokument, der henvises til, ikke vises i den samme ramme. Der er hele to muligheder, som begge bruger den såkaldte target-attribut af ankre. Hvis man skriver f.eks.
<a href="personalepolitik.html" target="_parent">personalepolitik</a>så kommer personalepolitikdokumentet til at udfylde hele browservinduet, selv hvis henvisningen sker inde fra en ramme. Alternativt kan man skrive f.eks.
<a href="personalepolitik.html" target="IT-C's personalepolitik">personalepolitik</a>hvorved browseren vil starte et helt nyt vindue med titlen "IT-C's personalepolitik".
En af de mest almindelige fejl, når man skriver web-sider, er at komme til at henvise til et dokument, der ikke findes, typisk fordi man laver tastefejl i internetadressen. Derfor er det uhyre vigtigt at afprøve alle sine henvisninger, når man er færdig med dokumentet. Afprøvningen er enkel: man går bare dokumentet igennem fra start til slut med browseren, klikker på alle henvisninger, og sikrer sig, at de peger de rigtige steder hen. Afprøvning er nødvendig ikke bare lige når man har skrevet sine dokumenter, men også hver gang man flytter dem på serveren: det er meget tænkeligt at der er henvisninger, der skal rettes til.
En fritstående PC-er har et simpelt sikkerhedsbegreb: groft sagt kan enhver, der tænder for maskinen læse og slette filer på computeren. (Så længe maskinen er slukket er filerne ikke tilgængelige for nogen.) Sikkerheden består mest af, at man som regel skal logge ind på maskinen med et password og i, at maskinen er låst inde!
For dokumenter, man placerer på internettet, er adgangsforholdene helt anderledes. For det første skal man lægge dokumentet på en maskine, der altid er tændt og altid er tilgængelig for alle internettets brugere. En sådan maskine kaldes en internetserver. Man skal ikke angive password for at få adgang til en fil, der ligger på en internetserver, det rækker at angive en URL til en fil på serveren. Hvis ellers sikkerhedsforanstaltningerne virker som de skal, har internetlæseren ikke mulighed for at ændre eller slette et dokument, der ligger på internetserveren, men man kan aldrig vide, så man bør altid opbevare en sikkerhedskopi af dokumenter, man har lagt ud på internetserveren.
I princippet er det muligt for hackere at komme via internettet ind på ikke alene på vores fælles maskiner på IT-højskolen men også på den enkeltes PC og lave alle mulige former for ulykker (læse ens post og sende kopier af den ud til hele verden, for eksempel, eller bare slette hard-disken). Det, man prøver på at sikre, er, at vi har mulighed for at lægge dokumenter på internetserveren, ændre og slette dem, samtidig med at resten af verden ikke kan komme via internetserveren ind på vores maskiner og lave ulykker.
En af de primære sikkerhedsforanstaltninger, der skal give denne sikkerhed, er den såkaldte brandmur, hvis formål det er at adskille maskiner inde på IT-højskolen fra maskiner udenfor. Der er derfor forskel på, hvad man kan gøre, afhængig af, om man sidder indenfor brandmuren eller udenfor. I det følgende forudsætter jeg, at man sidder indenfor brandmuren, således at man, hvis man er Windowsbruger, har adgang til "fællesdrevet" under Network Neighborhood og således at man, hvis man er Linux-bruger, kan tilgå filsystemet på IT-højskolen.
Der findes også måder at komme igennem brandmuren på, hvis man sidder udenfor den, for eksempel hjemme ved sin hjemme-PC, men disse måder er ikke endnu tilstrækkeligt brugervenlige til at blive beskrevet her.
Vores internetserver kører under operativsystemet Linux. (De fleste TAP PC'ere på IT-C er udrustet med operativsystemet Windows eller Windows NT, men mange af forskerne på IT-C bruger i stedet Linux på deres PC'ere.) Man behøver ikke at være Linux-bruger for at kunne lægge filer ud på serveren, men der er visse basale ting om brugerbegrebet i Linux, man med fordel kan sætte sig ind i.
At have læseret til et katalog betyder, at man kan læse de filer, der ligger i kataloget. At have skriveret betyder at kunne ændre indholdet af filerne i kataloget, slette filerne i kataloget og tilføje nye filer i kataloget.
I Linux skelnes der for hvert eneste katalog mellem tre kategorier af brugere:
Ejeren af et katalog kan sætte læse- og skriverettighederne for hver af de tre kategorier. Typisk giver ejeren sig selv, gruppen og hele verden læserettigheder på kataloget. (Hvis kataloget ikke giver hele verden læserettigheder, er det ikke til megen nytte på internettet.) Ejeren giver desuden gruppen skriverettigheder til kataloget, men hele verden får ikke skriveret.
IT-afdelingen har sørget for, at alle, der har en email-adresse på IT-højskolen også har deres eget katalog på vores internetserver. Katalogets navn følger ovenikøbet fra emailadressen. Eksempel: min email-adresse er tofte@it-c.dk, mit katalog på internetserveren hedder /www/people/tofte, når jeg er logget ind under Linux, og jeg kan komme til dette katalog fra min PC ved at følge stinavnet: Network Neighborhood -> Www -> tofte. Du er den eneste, der har skriveret til dit katalog, men hele verden kan læse indholdet af alt der ligger i kataloget!
Lad os nu sige at Barbara (barbara@it-c.dk) har lavet et katalog minebesvarelser indeholdende HTML-dokumenterne index.html, opgave1.html, opgave2.html og opgave3.html. Det eneste, hun skal gøre for at lægge dem ud på internetserveren, er at kopiere hele kataloget over i sit katalog på internetserveren. Alle verdens internetbrugere kan derefter læse (og kopiere) filerne via URL-erne, http://www.it-c.dk/people/barbara/minebesvarelser/index.html, http://www.it-c.dk/people/barbara/minebesvarelser/opgave1.html osv.
Lav en lille hjemmeside index.html om dig selv. Den kan for eksempel indeholde en opremsning af dine væsentligste arbejdsområder og henvisninger til dine besvarelser af opgaverne fra opgaverne i denne note. Læg derefter siderne ud i dit katalog på internetserveren. Check at filerne kan nås via en URL af formen http://www.it-c.dk/people/dit-login.
Hvis du senere vil ændre filen, skal du blot kopiere filen tilbage på din PC, rette den der, og så kopiere den ændrede fil tilbage til internetserveren (overskriv den gamle version).
Lav en ændring af din hjemmeside.
Hvis du er medlem af en gruppe: foretag en (uskyldig) ændring af en af de sider, du har adgang til gennem dit medlemskab af gruppen. Husk: alle i verden kan se, hvad du skriver.
Hvis du og nogle af dine kolleger gerne vil starte en gruppe på internettet/intranettet (det kunne f.eks. være til en personaleforening, en studiekreds, et studienævn, ...) gør I flg:
Hvis du på noget tidspunkt har lagt et dokument ud på internettet, også hvis det kun var i fem minutter, kan det være opsnappet af en læser, som har kopieret den til sin egen maskine. En specialtilfælde er når en "søgerobot" fra internettet kravler ind i dit webkatalog og gemmer alt hvad den finder, så resten af verden kan søge på indholdet af dine dokumenter.
En søgemaskine er et program, der kan hjælpe dig med at finde information på internettet. Den kan også hjælpe alle andre med at finde information, du har lagt ud. Søgemaskiner kryber fra tid til anden ind i dit webkatalog og laver kopier af alt de finder. Det gælder også eventuelle dokumenter, du har lagt i dit webkatalog uden at have lavet nogen henvisning til dokumentet!!! Husk: når først et dokument er ude på søgemaskinen, så må du regne med at det er offentliggjort i princippet i hele verden og i al evighed.
Gå til søgemaskinen Google, søg på "IT-højskole" og se hvor mange søgemaskinekopier ("cashed") du kan finde af dokumenter som forfatteren nok ikke havde forestillet sig, at du skulle se.
HTML-dokumenter som er skrevet enten ved håndkraft eller ved brug af en HTML-editor kaldes "statisk HTML", statisk fordi dokumentet i princippet skrives en gang for alle og derefter ligger uændret på serveren.
Men man kan ogå skrive programmer, der genererer HTML-dokumenter som output. Sådanne programmet kaldes nogle gange "cgi-scripts". (CGI står for Common Gateway Interface, en ikke specielt sigende betegnelse.) HTML-dokumenter, der er genereret ved at køre en program, kaldes dynamiske HTML-dokumenter (forkortet "dynamisk HTML").
Der er mange fordele ved at få programmer til at generere HTML i stedet for at skrive HTML-dokumentet i hånden eller med en HTML-editor. Et program, der genererer HTML, kan generere mange forskellige HTML-dokumenter, afhængig af, for eksempel, tid på dagen, læserens clearing-niveau eller up-to-date data, som hentes fra en database. Disse "dynamiske" data kan programmet flette ind i det HTML-dokument, det genererer. Så HTML er meget mere end blot et kodesprog til tekstbehandling. HTML kan bruges til at bygge brugergrænseflader med.
For at få glæde af dynamisk HTML skal man imidlertid kunne programmere. Man kan skrive programmer, der genererer HTML, i de allerfleste programmeringssprog. Nedenfor viser vi et eksempel på et program skrevet i programmeringssproget Standard ML. Programmet kan generere dynamisk HTML baseret på data, som brugeren indtaster i en HTML blanket.
Det er ikke særlig smart at alle ny studerende skal skrive deres hjemmeside helt fra grunden. Nogle studerende vil måske sætte pris på at starte fra en rudimentær "standardhjemmeside", som blot indeholder navn, email og studielinie. Så vi har selvfølgelig skrevet et program, som kan generere sådanne standardiserede hjemmesider.
Prøv det ved at udfylde blanketten nedenfor
Indtast dit navn, din email-adresse, vælg den linie/uddannelse, du er tilmeldt, og klik på knappen.
Når du klikker på knappen "Lav hjemmeside" kører serveren et program, der som output genererer et HTML-dokument, hvori det inddata du skrev i programmet (altså navn, email og studieretning), er flettet ind.
Du kan se hele Standard ML-programmet ved at kikke på http://www.it-c.dk/tofte/publ/htmlkursus/mk_homepage.sml. Hvis du ikke kender Standard ML er det formentlig volapyk, men her er den vigtigste del af programmet med en kort forklaring:
fun accept_from_form() =
case (Mosmlcgi.cgi_field_string "email",
Mosmlcgi.cgi_field_string "name",
Mosmlcgi.cgi_field_string "linie")
of (SOME e, SOME n, SOME l) =>
(* now generate the form using n for the name and
e as email *)
(start("Hjemmeside for " ^ n);
h3 (n ^ "'s hjemmeside");
p ("Jeg er studerende på \
\IT-højskolen i København\
\ på " ^ l);
h3 "Mine interesser";
p "(kommer senere)";
hr();
p (italics("Denne side vedligholdes af "
^ n ^ " ("^ mailto(e,e)^")"));
finish()
)
| _ => writeln "Fejl i blanket: forventede tre felter"
| Funtionen accept_from_form leder først efter tre felter ved navn hhv. "email", "name" og "linie". Hvis den finder dem i blanketten refererer variablene e, n og l til værdien af de tre felter. Funktionskaldet start("Hjemmeside for " ^ n) genererer toppen af blanketten med en overskrift, som er sammenstillingen (^) af "Hjemmeside for " og navnet n, som du indtastede. Funktionskaldet h3 (n ^ "'s hjemmeside") genererer på lignende vis en h3-overskrift. Funktionskaldet p ("Jeg er studerende på IT-højskolen i København på " ^ l) generer et afsnit, som afsluttes af linien, der kommer fra blanketten. |
Forhåbentlig har denne introduktion hjulpet dig igang med at skrive HTML. Du får imidlertid også brug for mere fuldstændige og opslagsorienterede fremstillinger. Jeg anbefaler: