Krisestyring - før, under og efter et cyberangreb

Om modul F3: Krisestyring - før, under og efter et angreb

Hvordan skal du som ansvarshavende reagere, hvis din virksomhed udsættes for et cyberangreb? Hvilke dilemmaer kan opstå i kølvandet på angrebet, og hvad skal du gøre, når først skaden er sket?

Med udgangspunkt i anonymiserede cases diskuterer vi, hvad der sker, når cyberangrebet rammer, og hvordan man forbereder sig og håndterer det bedst muligt. 

Vi fokuserer på overordnede ledelsesmæssige beslutninger, herunder krisekommunikation, og de dilemmaer, der kan opstå, når hackeren er trængt ind.

Det anbefales, at du forud for deltagelse i dette modul har taget 'modul F1: Forstå cybertruslen og dine risici' og ’modul F2: Cloud og cybersikkerhedsmarkedet’, men det er ikke en forudsætning.

Indhold

  • Gennemgang og diskussion af anonymiserede eksempler på cyberangreb. 
  • Værktøjer til krisekommunikation. 
  • Kriseøvelser. 
  • Særskilte overvejelser omkring brugen af specialister under et angreb. 

Efter modulet kan du 

  • Analysere, hvilke aktiviteter og beslutningsprocesser, der opstår under et cyberangreb. 
  • Stille konstruktive spørgsmål til interne it-ansvarlige og eksterne leverandører.

Dette er det sidste af tre moduler i kursusforløbet Introduktion til it-sikkerhed for virksomheder.

Undervisningen

Modulet varer en halv dag inklusiv pauser.

Undervisningen på kurset vil være case-baseret og praktisk anvendelig, og der vil i høj grad blive taget udgangspunkt, i de konkrete udfordringer virksomhederne har. Det betyder, at kursusdeltagerne vil kunne forbedre cybersikkerheden i deres virksomheder med konkrete tiltag, når de afslutter forløbet

For hvem

Kursusmodulet henvender sig til alle, der direkte eller indirekte beskæftiger sig med it-systemer i små og mellemstore virksomheder. Det kan være ejere, ledere, projektledere, interne og eksterne medarbejdere eller rådgivere, som i forskellig udstrækning fx kan være ansvarlige for webshops, håndtering af klienters persondata, regnskabsførelse eller driftstabilitet.

Igennem kurset vil du både få værktøjer til at risikovurdere og forebygge cyberangreb og lære at håndtere krisesituationer.

Kurset stiller ikke særlige krav til tekniske forkundskaber

Undervisere

Søren Debois er lektor på IT-Universitetet og ekspert i it-sikkerhed, og hans forskning foregår i spændingsfeltet imellem it-sikkerhed og digitalisering. Han er for tiden særligt interesseret i kombinationen af it-sikkerhed, “privacy" og formelle modeller for forretningsprocesser.

Hans forskning omfatter både teori og praktiske anvendelser. Akademisk har han publiceret på førende konferencer i it-sikkerhed. I praksis har han deltaget i en lang række virksomhedssamarbejder, fx med BrfKredit, BaneDanmark, DSB, Exformatics, KMD m.fl. Han er p.t. linjeleder på uddannelser i Software Engineering og Software Design ved IT-Universitet.

Troels Langkjær er stifter af Langkjaer Cyber Defence, et dansk cybersikkerhedshus bestående af cyberspecialister med mange års praktisk erfaring fra Forsvaret og store internationale virksomheder. Langkjaer Cyber Defence hjælper danske virksomheder med at beskytte deres aktiviteter og er specialister i at forebygge, opdage og håndtere avancerede cyberangreb. Troels er også ekstern lektor i cybersikkerhed ved Københavns Universitet.

Praktisk info

Deltagerbetaling
Der er deltagerbetaling på modulet. Modulet koster 1495,- inkl. forplejning. Prisen er eksklusiv moms.

Adgangskrav og tilmelding

Kurserne udløser ikke ECTS-point og knytter sig ikke til IT-Universitetets øvrige uddannelser. Der er derfor heller ingen adgangskrav til kurser under ITU Professional Courses.

Du tilmelder dig modulet her. Når vi har modtaget din tilmelding, sender vi en kvittering. Du kan tilmelde dig helt frem til kursusstart.

Detaljer
Kurset foregår på dansk. Der er ingen eksamen, men alle deltagere vil få et kursusbevis, når kurset er gennemført.

Begrænset antal pladser
Da der er et begrænset antal pladser på kurset, vil pladserne blive fordelt efter først-til-mølle-princippet.

Modulet er en del af IT-Universitets CSSME-projekt, der udvikles i samarbejde med Langkjaer Cyber Defence og Globeteam. Det er det sidste af tre moduler i kursusforløbet Introduktion til it-sikkerhed for virksomheder. Udover introduktionsforløbet udbydes også kursusforløbet It-sikkerhed i praksis, som henvender sig til dig, der arbejder med fx it-drift. 

Projektet er støttet af Industriens fond og skal give medarbejdere med og uden it-ekspertise i små eller mellemstore virksomheder værktøjerne til at sikre virksomheden mod cyberangreb. 

Læs mere