Wayfinding på Amager Hospital

Snørklede gange og forvirrende skiltning giver udfordringer for både patienter, pårørende og ansatte på Amager Hospital. Et hold servicedesign-studerende fra IT-Universitetet fik derfor til opgave at udvikle wayfinding-koncepter, der skal gøre det lettere at finde vej til den rette afdeling.

Amager Hospital ligger i en smuk murstensbygning fra slutningen af 1800-tallet. Men et væld af trapper, kringelkroge og tvetydig skiltning giver ofte anledning til forvirring hos hospitalets brugere. Det hjælper ikke, at mange af hospitalets afdelinger er blevet flyttet rundt de seneste år – for skiltningen er ikke altid flyttet med.

Den udfordring fik et hold ITU-studerende til opgave at komme med løsninger på som en del af deres uddannelse i Digital Design og Kommunikation. Wayfinding-projektet er et samarbejde mellem IT-Universitetet, Amager Hospital og designvirksomheden Triagonal.

Wayfinding i praksis

På kurset Service Design lærer de studerende at udvikle brugervenlige designløsninger, for eksempel i form af apps eller digitale informationsskærme. Men de studerende kigger på mere end skærme og skiltning. De har blandt andet lavet observationer på hospitalet og interviewet læger, sygeplejersker og portører.

Lektor Erik Grönvall forklarer:

”De studerende kommer med et helhedsperspektiv, hvor de kigger på planlægning, forventninger og kommunikation omkring hospitalsbesøget. En del af det handler om wayfinding, men det handler også om helhedsoplevelsen af sundhedsvæsenet – fra man bliver indkaldt, til man kommer hjem.”

Han glæder sig over, at de studerende får mulighed for at afprøve deres viden i praksis.

”Samarbejdet med Amager Hospital og Triagonal giver de studerende værktøjer og indsigter, man kun kan få med denne type hands-on arbejde. Og så er det også en mulighed for at opleve, hvilken type arbejde de kan komme ud og lave. Mange har måske ikke overvejet, at der også er brug for deres kompetencer på et hospital.”

ITU studerende på Amager Hospital
De studerende lavede observationer på Amager Hospital.
Også de studerende oplevede samarbejdet som givtigt.  

”På kurset får vi en masse teoretisk baggrund og arbejdsmetoder, men at få en virkelig case at arbejde med giver noget helt andet. Springet fra teori til praksis bliver meget mindre. Det er en god øvelse at skulle formidle vores teori på en måde, så andre også kan forstå det”, siger Tom Buhl Larsen. Hans projektgruppe foreslår at opsætte informationsstandere, der kan printe personlige kort ved ankomsten til hospitalet.

Implementerbare løsninger

Som afslutning på projektet præsenterede de studerende deres løsningsforslag for Amager Hospital og Triagonal, og ideerne spændte fra konkrete ændringer af skiltningen til interaktive informationsskærme og armbånd med indbyggede radiosendere. Oversygeplejerske Marie-Louise Frische fra Amager Hospital gik ind i samarbejdet med en forhåbning om at få inspiration til realistiske wayfinding-løsninger, og hun ser potentiale i flere af forslagene.

»

Jeg ville med glæde ansætte én af dem en dag, hvis jeg havde penge til det, for der er brug for sådan nogle som dem i sundhedsvæsenet.

Oversygeplejerske Marie-Louise Frische, Amager Hospital
«
”De studerende har taget udgangspunkt i hospitalet, som det er, og har forsøgt at løfte det med den viden, de har. Det er professionelt, og jeg ville med glæde ansætte én af dem en dag, hvis jeg havde penge til det, for der er brug for sådan nogle som dem i sundhedsvæsenet. Jeg synes, det har været et spændende samarbejde, og der er nogle af deres projekter, der lige skal have et ekstra kig, for der er faktisk nogle ideer, jeg tror, vi kan implementere.”