Victoria Chudinov

Kandidat i Softwareudvikling. Data Scientist hos DSB.

HVEM?

Jeg kommer fra Bulgarien, fra en solrig by ved Sortehavets kyst, der hedder Varna. Her studerede jeg psykologi, og en stor del af mine studier handlede om hukommelse og læring. Det vakte min interesse for kunstig intelligens, og efter jeg havde færdiggjort mit psykologistudie, besluttede jeg at studere det tekniske nærmere.

HVOR?

Jeg arbejder i DSB, hvor vi prøver at bruge maskinlæring og datalogi til at forbedre servicen. Jeg arbejder i et storrumskontor, med data scientists, udviklere og produktejere i ét rum. Det virker utrolig godt, at man bare kan vende sig om og snakke med hinanden, når der er brug for det. I modsætning til stereotyper om computerfolk er det faktisk et meget socialt miljø. Vi har en chiliplantekonkurrence og bordfodbold i køkkenet – og selvfølgelig en kaffemaskine. Det er jo videnskabeligt bevist, at data scientists kører på kaffe.

HVAD?

Jeg arbejder som data scientist, og lige nu er vi i gang med to store projekter. I det ene prøver vi at forudsige, hvornår et tog vil bryde sammen, så vi kan vedligeholde det på forhånd. Det vil forhindre, at tog bryder sammen midt på skinnerne, hvilket skaber forsinkelser og frustrerede kunder. I et andet projekt prøver vi at forudsige, hvor mange tog der er brug for. Vi kan for eksempel indsamle et par års data om, hvornår og hvorhen folk rejser, på hvilken tid af året, eller dagen. Ud fra det kan vi forudsige, om der vil være behov for ekstra tog, og om vi skal frigive flere billetter til en strækning.

HVORFOR?

Der er en tydelig forbindelse mellem mine psykologistudier, hvor jeg studerede, hvordan det menneskelige sind fungerer, og feltet kunstig intelligens, og det var derfor jeg blev interesseret til at starte med. Det er faktisk ikke en usædvanlig profil, hvis man ser på nogle af de førende navne indenfor kunstig intelligens.

Jeg valgte ITU, fordi jeg gerne ville læse i et nordligt land, og her virkede Danmark varmest. Derudover reagerede ITU hurtigst, og generelt virkede det som et mere innovativt sted, sammenlignet med de andre universiteter.

DET BEDSTE RÅD?

Mit vigtigste råd, til alle, er at få noget erfaring så hurtigt som muligt, gennem studiejob eller praktik. Det åbner virkelig døre for dig. Og specielt til piger, der gerne vil studere it: sæt drengene på plads, vær ikke bange for at sige din mening og udfordre andre. Du skal selvfølgelig ikke være uhøflig, vær men selvsikker.