Kulturnatten på ITU: Oplev tech-universet indefra
Igen i år inviterer vi til kulturnat på IT-Universitetet, hvor du kan opleve det mest spændende og mest underholdende indenfor morgendagens teknologi.
Gør dig klar til en aften, hvor du kan se, mærke og prøve mange forskellige hjørner af tech-universet.
Til årets kulturnat på ITU kan du blandt andet prøve at hacke det amerikanske valgsystem, du kan prøve, hvordan det føles, at mærke musikken fysisk mod kroppen, og du kan i bedste Toy Story-stil bygge robotter af gammelt legetøj.
Kom med, og stift bekendtskab med ITU's forskning indenfor hacking, robotteknologi, spil og meget mere fra første parket.
Der er aktiviteter for alle aldersgrupper, for dem der selv vil pille ved det hele og for dem, der gerne bare vil lytte og lære. Der er selvfølgelig også kaffe og kage at styrke sig på, hvis der er brug for en pause fra de teknologiske oplevelser.
Adgang til kulturnat på IT-Universitetet kræver et Kulturnat armbånd, der bl.a. kan købes på kulturnatten.dk.
PROGRAM
PROJECT PITCH NIGHT 20-21
Vær med, når årets bedste ITU-projekt bliver kåret.
David Guldager er moderator, når de studerende præsenterer deres projekter, og derefter afgør både linjeledere og publikum, hvem der skal vinde prisen på 10.000 kr for bedste projekt.
VIRTUAL REALITY
Forsvind ind i den digitale verden og bliv selv helten i dit yndlingsspil, når du prøver ITU's high-end VR-briller.
HACK DET AMERIKANSKE VALG
Se med, når ITU's eksperter viser, hvor lidt der skal til for at pille ved det amerikanske demokrati.
FØL TEKNOLOGIEN
Sanser og computere kan sagtens gå hånd i hånd, og det kan du opleve, når ITU-forskere præsenterer det nyeste indenfor sensorteknologi.
EN LAMPE LÆSER DIN CYKLUS
ITU-forskere har udviklet en lampe, der kan måle, om du har ægløsning. Kom forbi og test, om den rammer plet.
MAGNETISKE DUKKER
Få en anderledes og "magisk" oplevelse med ITU's magnetiske silikonedukker.
LEG MED LYS
I denne workshop kan du lege med interaktive lyskilder og opleve forskellige typer lys.
ROBOTKAMP
Byg din egen kriger-robot af gammelt legetøj og se, om den kan vinde over de andre robotter i vores Robot Battle.
TAL MED EN CHATBOT
ITU's forskere har lavet en chatbot, der kan respondere med lyde, der passer til svarets følelser. Så kom forbi og stil et spørgsmål.
GDPR-LYRIK
Har du en digter i maven? Eller er du bare vild med datasikkerhed? Så kan du nu gøre GDPR til et digt. Nysgerrig? Så kig forbi!
DEN MYSTISKE RØDE KUFFERT
Kan du gætte passwordet til kufferten? Du kan finde hjælpsomme informationer på ejermandens Facebook-profil - også kan du høre, om hvordan man vælger et godt og sikkert kodeord.
BLØDE ROBOTTER
På ITU forskes der i bløde silikonerobotter, der bl.a. kan svømme. Lær hvorfor, og se hvordan man kan lave bløde robotter.
HARRY POTTER OG HAN SOLO PÅ FACEBOOK
Mange fiktive universer lever videre på nettet efter bøgerne eller filmene er sluttet. Vær med, når vi quizzer og udvikler videre på vores yndlingsuniverser.
TRYLLERI OG BALLONDYR
Tryllekunstner Lasse Langfod underholder børnene med tricks og ballonworkshop fra 18.30 til 20.30
GRATIS POPCORN, SAFTEVAND, KAFFE OG KAGE.
Der er mulighed for at købe drikkevarer, og foodtrucken Deux Porcs sælger flæskestegssandwich, grilltallerken og kartoffelsalat.