Coding Café for kvindelige gymnasieelever

Coding Café er for dig, der overvejer at søge ind på en bachelor i softwareudvikling, men måske er i tvivl om, hvad softwareudvikling egentlig er, eller hvad det vil sige at programmere.

Gennem et forløb over fem undervisningsgange bliver du hver gang præsenteret for et nyt emne, og hvad du kan med det. Du får dermed mulighed for at afprøve flere forskellige emner inden for programmering. Til hver Coding Café præsenterer underviserne dagens emne, og så får du selv mulighed for at arbejde med det. Du kommer blandt andet til at programmere din egen webservice, får indsigt i hvordan en robot virker og så kommer du til at gå på opdagelse i big data. Underviserne studerer på bacheloruddannelsen i softwareudvikling på IT-Universitetet, og står klar til at hjælpe dig og svare på dine spørgsmål. 

Coding Café er for kvinder, der går på HHX, STX, HTX eller HF. Hvis du holder sabbatår efter gymnasiet, er du også meget velkommen til at melde dig til. Det er gratis at deltage, og du behøver ikke at kende til programmering på forhånd. Den eneste forudsætning for at deltage er godt humør og gåpåmod. 

Praktisk

Coding Café finder sted på IT-Universitetet i København, Rued Langgaards Vej 7, 2300 København S. Undervisningen foregår kl. 17-20 på følgende datoer:

Mandag d. 1. april, mandag d. 8. april, tirsdag d. 23. april, mandag d. 29. april og mandag d. 6. maj 2019.

Du skal selv medbringe computer. Vi stiller al anden teknologi, du skal bruge, til rådighed. Der serveres en sandwich i pausen.

Når du har tilmeldt dig, sender vi yderligere information om dagene.

Har ud spørgsmål, er du velkommen til at skrive til codingcafe@itu.dk.

Hvordan tilmelder jeg mig?

Tilmeldingen er lukket. Vi åbner en ny Coding Café i efteråret 2019.

I videoen her fortæller Ingrid (underviser) og Linnea (gæst) om, hvad man lærer til Coding Café.