It i folkeskolen vender op og ned på lærerrollen

Det digitale stiller nye krav til undervisning og læring på alle niveauer og kan vende dynamikken i klasselokalet på hovedet. Emilie Møllenbach forsker blandt andet i, hvordan lærerne kan blive klædt på til at undervise i en digital verden, hvor eleverne ofte er foran på point.

Hvad forsker du i lige nu?
Mit fokus er på digital didaktik og læring, altså hvordan vi underviser og tilegner os digitale praksisser. Jeg har blandt andet lavet projekter om programmering i folkeskolen, hvor der er gang i rigtig mange initiativer og eleverne allerede har iPads og Fablabs. For nylig kørte jeg sammen med en kollega og nogle specialestuderende et forløb om programmering af computerspil i to 5. klasser i København. Vi startede med at holde workshops for lærerne, hvor vi introducerede programmering og design – hvordan man definerer det produkt, man skal lave, hvem man laver det til, og hvorfor. Derudover lavede vi observationer og interviews med lærerne under forløbet.

Hvad har du fundet ud af indtil videre?
Lærerne i projektet oplevede, at børnene var længere fremme end de selv var, og det betød, at lærerrollen blev en helt anden. De elever, der var betydeligt bedre end lærerne, blev en slags hjælpelærere, som blev sat til at vejlede andre elever. Klasselokalet blev i det hele taget mindre hierarkisk og mere dynamisk, børnene skiftede rundt imellem hinanden afhængig af hvilken problemstilling, de sad med. Det digitale er et fantastisk materiale, for man kan arbejde med det fra 5.000 forskellige vinkler, og det samme problem kan løses på mange måder. En af lærerne var tysklærer og vant til, at grammatikken og reglerne ligger helt fast. Men her havde hun ikke overblikket over reglerne, og så måtte hun ændre sin tilgang til undervisningen. Det handler om at finde ud af, hvordan man får ting til at virke, frem for at fastholde en bestemt form.

Når man har en forståelse af, hvordan it-undervisningen spiller sig ud i virkeligheden, kan man fx begynde at se på, hvordan man bedst kan tilrettelægge et forløb, og hvilken efteruddannelse lærerne bør få, så de føler sig godt rustet. En af de store udfordringer, der ligger foran vores uddannelsessystem, er, hvordan vi udvikler kompetencer hos både lærere og elever, så de kan håndtere den kompleksitet det digitale fører med sig.

Hvad er det mest spændende ved dit felt?
Vi er alle sammen ved at blive ædt af det her ’digitale monster’, og der er en stor risiko for, at vi ender som passive forbrugere. Derfor synes jeg, det er en enormt vigtig opgave at uddanne børn til at forholde sig kritisk til it og blive aktive, drivkraftige skabere af det digitale. Den opgave kan blandt andet løses gennem vores uddannelsessystem.

Mere information

Emilie Møllenbach, adjunkt, email emilie@itu.dk

Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk