Ny regneark-teknologi kan spare tid i virksomheder

De bruges overalt og sætter grå hår i hovedet på mange. Men der er stort potentiale i regnearkene, mener professor Peter Sestoft, som har udviklet en teknologi, der kan forenkle arbejdet med avancerede modeller i regneark.

ForskningforretningPeter SestoftInstitut for Datalogi

Regneark er en uundgåelig del af manges arbejdsliv. Ofte bliver de betragtet som utilstrækkelige og midlertidige erstatninger for ’rigtige’ it-systemer, men ny teknologi kan gøre det muligt for almindelige brugere selv at tilpasse regneark til deres behov. Det kan spare både tid og ressourcer for virksomheder, mener Peter Sestoft, professor på IT-Universitetet. Han har udviklet en implementering, der giver brugere uden programmeringsevner mulighed for at udvikle avancerede modeller i regneark.

Gør livet nemmere 

Finanssektoren er en af de brancher, der kan få gavn af hans forskning.

- Meningen er, at gøre livet nemmere for folk, der laver komplicerede modeller i regneark. Det kan for eksempel handle om værdisætning af værdipapirer, kontrakter og så videre. Typisk er det ikke softwareeksperter, der udvikler disse modeller, men eksperter i finansielle instrumenter, siger Peter Sestoft.

- Regneark indeholder enorme mængder gentagelser, fordi man ikke kan lave brugerdefinerede funktioner uden at bruge eksterne programmeringssprog såsom VBA. Tanken med min implementering er, at de vigtige ting i modellerne faktoriseres ud som nyttige funktioner, som man selv kan ændre på. Så når de finansielle analytikere for eksempel finder ud af, at man kan forbedre en model, behøver de ikke tage fat i it-afdelingen, som kan være tre måneder om at gøre det, fortsætter han.

Fleksible og effektive regneark

Dermed kan den nye teknologi gøre eksisterende regnearksprogrammer mere fleksible og effektive.

- Det er meningsløst at forvente, at Excel har indbygget alt, folk kunne tænke sig at få brug for, men det er også irriterende, at man ikke kan tilføje det, man har brug for, siger Peter Sestoft og nævner kalenderfunktioner som helligdage og ugenumre som eksempler på funktioner, der giver anledning til unødigt besvær.  

Implementeringen findes endnu kun som prototype, men Peter Sestoft håber, at virksomheder i for eksempel finanssektoren vil bakke op om yderligere forskning, der kan bane vej for at få implementeringen integreret i programmer som Excel.