KVL logo

Teknikken bag Java-oversætteren

Valg af program

Valget af hvilket Java-program der skal oversættes sker ved hjælp af en HTML-formular under Netscape. Du kan enten vælge en af de givne Java-eksempelfiler ved at klikke på den, eller åbne en lokal Java-fil (på din egen disk eller diskette) og klikke på Åbn fil.

  1. Formularen kalder webserveren. Hvis du har valgt en eksempelfil, så sendes kun navnet på filen til webserveren. Hvis du har valgt en lokal fil og klikker på Åbn fil, sendes selve Java-programmet til webserveren.
  2. Et såkaldt CGI-program på webserveren genererer en ny webside, som selv indeholder en formular. Formularen har et TEXTAREA som indeholder selve Java-programmet, og en SUBMIT-knap med påskriften Oversæt og Kør.
  3. Denne webside sendes tilbage til browseren, som viser den, inklusive Java-programmet.
  4. Nu kan du eventuelt bruge browseren til rette i programmet. Ved at trykke Oversæt og Kør kan du oversætte og køre programmet. Se nedenfor hvordan dette virker.

Redigering, oversættelse og kørsel af program

Som beskrevet ovenfor redigeres Java-programmet i en HTML-formular. Når du klikker på Oversæt og Kør i formularen, sker der følgende:

  1. Formularen sender Java-programmet, der skal oversættes, til webserveren.
  2. Et CGI-program på webserveren finder navnet på applet-subklassen i Java-programmet.
  3. CGI-programmet skriver Java-programmet på en temporær fil.
  4. CGI-programmet kalder Java-oversætteren jikes for at oversætte Java-programmet til *.class-file. Jikes er en ekstremt hurtig og robust Java-oversætter udviklet af IBM; den distribueres IBM Public License og er Open Source.
  5. Hvis oversætteren finder fejl i Java-programmet, så genererer CGI-programmet en webside indeholdende fejlmeddelelsen og sender den tilbage til Netscape, som viser den.
  6. Ellers genererer CGI-programmet en webside, der vil starte appletten, og sender denne webside til Netscape, som viser den. Denne webside indeholder også en henvisning der kan kopiere den oversatte applet (bestående af en række klassefiler) til disken på den lokale maskine, så man kan bruge den oversatte applet i sin egen webside.
  7. Den genererede webside indlæser og starter appletten.

Alle CGI-programmerne er skrevet i Moscow ML.

Tilbage til Databehandlings hjemmeside

Peter Sestoft, Databehandling 1997, 1997-04-08, 1999-09-30