Tekstformidling på Internettet - E03
Åbent Universitet

Forside

Kursusplan

Litteratur

Øvelser

Eksamen

Deltagere

Links

 

Sidst opdateret 22 okt.03

Denne kursushjemmeside vil løbende blive opdateret med undervisnings- og øvelsesmateriale samt med relevante links og anden information fra lektionerne. Vi opfordrer dig til at besøge "kursusplan" linket ugentligt for at holde dig ajour med mulige ændringer i litteratur og hjemmearbejde og for at se materiale fra tidligere lektioner.

Tid og sted
Forelæsninger: Onsdag 16:00-18:30 i lokale 2.59
Øvelser: Onsdag 18.30-21.30 i lokale 4.04

Info her og nu
Informationen om eksamen her.
There are new links with guidelines for writers

Litteratur
Kompendie til kurset kan købes i lokale 2.20. Det koster kr. 225,- samlet (del I og del II). Der skal ikke købes andre bøger til kurset.
Kompendiekontoret (= IT-højskolens regnskabskontor) har fast åbent fra 10.00 -12.00 samt fra 14.00 - 16.30 de første par uger af semestret (normal åbningstid 14.00 - 15.00).

Kursusindhold
Kurset beskæftiger sig med indholdet, formen og sproget i netkommunikation. Hvordan skriver man kort, klart, informativt og levende, hvordan tænker man form og indhold sammen, og hvordan sætter man sin tekst op, så den er web-venlig? Vi ser på både fakta- og fiktionstekster og bl.a. på hyperteksten og webloggen som formidlingsformer.

Kurset behandler desuden kommunikation mellem afsender og modtager og forskellige interaktionsformer og paradigmer. Der vises eksempler på gode og mindre gode tekster på nettet og gøres forsøg på at definere nye, digitale tekstgenrer.

Deltagerne vil i løbet af kurset selv producere tekst til internettet, både individuelt og i grupper. Kurset bestås ved en afsluttende skriftlig eksamen (se eksamen).

Målsætninger
De studerende skal lære at skrive og redigere tekstmateriale til internettet. Kurset henvender sig til alle, der ønsker at sætte sig ind i de særlige krav, som internettet stiller til tekstuel formidling. Deltagerne har typisk skriveerfaring fra universitetsopgaver, journalistisk arbejde eller andet, og ønsker at blive stærkere i beherskelsen af formidling til internettet. Kursets mål er at give deltagerne et teoretisk og ikke mindst praktisk grundlag for at formidle tekst via internettet.

Lektionsplan
1.       Introduktion
2.       Sprog I (form og stil)
3.       Sprog II (informations- og tekstorganisering)
4.       Tekst i kontekst
5.       Struktur – arkitektur I (informationsarkitektur)
6.       Struktur – arkitektur II (narrative strukturer)
7.       Reception: nyt medie, nye læsere
8.       Tekstgenrer I (journalistik, virksomhed, intranet, nyhedsbreve)
9.       Tekstgenrer II (weblogs, diskussionsfora, communities)
10.   Nettets stilhistorie
11.   “Tekst” formidling?
12.   Det virkelige liv (webredaktøren og skribentens arbejde)

Underviserne
Begge forelæsere har praktisk erfaring med netformidling og journalistik, i tillæg til deres akademiske baggrund og forskningsinteresser, der begge ligger indenfor områder nært relateret til tekstformidling i digitale medier.

: Susana Tosca - Adjunkt, PhD
Susana er Ph.D. i Informationsvidenskab på en afhandling om Hypertekst og Litteratur skrevet ved Complutense University i Madrid, Spain. Hun har arbejdet som senior underviser ved Oxford Brookes University, UK. Hendes akademiske baggrund er en BA i Filologi og en kandidatgrad i Medievidenskab. Hun er redaktør på "JODI", Journal of Digital Information, og "Gamestudies", det første akademiske tidsskrift med fokus på studiet af computer spil. Hun er medlem af det rådgivende litteraturudvalg i ELO (Electronic Literature Association). Du kan finde hendes hjemmeside her.

: Lisbeth Klastrup - Adjunkt, PhD
Lisbeth blev den første kvindelige Ph.D. på IT-højskolen i sommeren 2003 på en afhandling om sammenhængen mellem fortælling,spil og interaktion i virtuelle verdener på nettet. Hendes akademiske baggrund er en kandidatgrad i Litteraturvidenskab, en engelsk MA i Multimedier og Visuel formidling og en BA i Litteratur- og Medievidenskab. Før hun startede på universitetet, tog hun flere kurser i journalistik. Hun startede med at beskæftige sig med formidling på nettet på Læreranstalternes Fælles Formidlingskursus i 1996. Hun er for tiden medredaktør af en antologi om Digital Kommunikation og Design og redaktør af websitet game.itu.dk. Hun har blogget siden februar 2001. Hendes hjemmeside er her.

: Hjælpelærer - Susanne Angeline Wodickh, MA
Susanne har 10 års praktisk erfaring med sproglig formidling. Hun startede oprindeligt som tekstforfatter på et reklamebureau, men udvidede hurtigt sit scope og begyndte at arbejde bredere med kommunikation. Hun var med til at lave sit første websted i 1996 og har siden bla. arbejdet som tekstforfatter/koncepter på et svensk webbureau og som netjournalist. Hendes akademiske baggrund er et grundstudie i Litteraturvidenskab og en cand.phil.grad i massekommunikation og massekultur fra Københavns Universitet. Hun har siden suppleret med studier på Journalisthøjskolen, Handelshøjskolen og IT-U. I dag har hun sin egen virksomhed, hvor hun leverer kommunikations- og webløsninger. Se hendes websted her (http://www.2hoveder.dk)