IT-Universitetet kan støtte den demokratiske proces i Egypten
I Cairos støvede gader er det en udbredt antagelse, at egypterne har ventet 8000 år på det første rigtige demokratiske valg. Godt nok har der tidligere været demokratiske valg i Egypten, men valgresultatet har ofte været kendt, før egypterne gik til stemmeurnerne. I det arabiske forår rejste folket sig og krævede, at Mubaraks regime blev skiftet ud med demokratisk valgte politikere. Nu får de det, de har kæmpet for, og så meget desto større vil skuffelsen være, hvis de igangværende valg skal vise sig at være endnu en manøvre i et skindemokrati, hvor magthaverne fra det gamle regime vinder og folket taber. Derfor tog lektor Carsten Schürmann og forskningskommunikatør Jari Kickbusch til Egypten for at undersøge, om it kan bidrage til en troværdig valgproces.
Tillidsvækkende it
Parlamentsvalget løber over tre runder, og det endelige resultat er først klar i januar 2012. Derudover skal egypterne vælge landets næste præsident til juni næste år. Carsten Schürmann og Jari Kickbusch fulgte dagene op til den første valgdag, som blev præget af blodige kampe på Tahrirpladsen og vedholdende rygter om, at valget ville blive aflyst. Derudover stod det klart, at de kilometerlange køer foran valgstederne var et oplagt terrormål, fortæller Carsten Schürmann, som i sidste øjeblik fik fat i de to af de få og eftertragtede tilladelser, som gav adgang til at følge valgprocessen på tæt hold.
”Hensigten med at tage til Egypten havde to formål: Først og fremmest tog vi af sted for at få en fornemmelse af, hvorvidt valgteknologi kan bidrage til at gøre valgene mere tillidvækkende,” fortæller Carsten Schürmann. ”Derudover ville vi skabe kontakter og grobund for at starte et forskningsprojekt om valgteknologi.” fortæller han.
Håb
De første valgdage gik over al forventning. Egypterne valfartede til stemmeurnerne, og de terrorbomber, som mange havde frygtet kunne ødelægge det hele, sprang aldrig. Carsten Schürmann og Jari Kickbusch var derimod vidne til en relativ velorganiseret valgproces, som flere steder havde karakter af en folkefest. Dog var der også store udfordringer. I et land med over 80 mio. indbyggere, hvoraf 20 og 30 procent ikke kan læse eller skrive, kan man ikke afholde valg efter internationale standarder uden problemer. Derudover bor der omkring 8 mio. egypterne i udlandet, og blandt disse var valgdeltagelsen lav, formodentlig fordi de fysisk skulle møde op på en egyptisk ambassade for at stemme.
”Vi identificerede en række punkter, hvor vi muligvis vil kunne bidrage med forskning, som egypterne vil kunne bruge til at gøre valgprocessen mere dynamisk og til at sikre en troværdig valgproces,” siger Carsten Schürmann. ”Egypterne er meget interesserede i valgteknologi, som rummer en masse umiddelbare fordele. Samtidig er det også vores indtryk, at de er opmærksomme på de risici, som er forbundet med forhastede køb af eksempelvis valgmaskiner. Derfor undersøger vi i øjeblikket muligheden for et internationalt forskningssamarbejde.”