Vi vil i det følgende se på forskellige psykologers teorier om børns personlighedsudvikling samt belyse, hvilken indflydelse de forskellige teorier har i forhold til mobberen og mobbeofret.

Freuds personlighedsmodel
Freuds personlighedsmodel beskrives som sammensat af tre strukturer: Det'et, Jeg'et og Over-jeg'et. Hos en nogenlunde harmonisk person vil disse tre strukturer være i balance og indgå i en enhed, der fungerer sammen og er i bestandig udvikling og bevægelse.
Samspillet mellem Det'et (drifter, behov m.m.), Jeg'et (fornuft, tænkning og vilje) og Over-jeg'et (samvittighed) har stor betydning for, hvordan udviklingen forløber, ikke mindst i forhold til hvor-dan konflikter, frustrationer og udfordringer løses af individet. For at løsninger på problemer i individets liv skal få et hensigtsmæssigt og realistisk udfald, er det Jeg'et som skal være den styrende instans. Det kræver imidlertid, at udviklingsfaserne gennemleves uden så store konflikter og frustrationer, at disse ikke er mulige at bearbejde for Jeg'et.
Hvis konflikterne bliver så vanskelige, at Jeg'et ikke kan bearbejde dem, træder Jeg'ets forsvars-mekanismer til. En af disse er projektionen. Denne kendetegnes ved, at man benægter nogle følelser eller impulser hos sig selv og "skyder" dem ud i omverdenen - oftest i form af at overføre dem til en anden person. Formålet med denne mekanisme er at forandre en indre "fare" for Det'et eller Over-jeg'et til en ydre "fare", som er lettere for Jeg'et at håndtere og Over-jeg'et at acceptere. (Jerlang, 1994)

Psykoanalytisk teori om mobningshandlingen
Kim G. Hansen har opstillet en psykoanalytisk teori om mobningshandlingen, hvori han beskriver mobberen og mobbeofrets personligheder. Teorien tager udgangspunkt i Freuds psykoanalyse (jf. ovenstående).
Hovedpointen i teorien er, at mobberne gennem mobning får mulighed for at rette indadvendt aggression udad og derved opnår en spændingsreduktion. Ifølge Kim G. Hansen er mobberen præget af at have et stærkt Over-jeg. Dette betyder, at Over-jeg'et er i besiddelse af en stor mængde aggressiv energi, som det vender mod Jeg'et for at holde dette i skak, altså for at få Jeg'et til at afstå fra bestemte handlinger, som det presses til af Det'et. Mobberen løser sit Over-jeg's-problem ved at rette sin aggression udad mod ofret (projektion): Hvad jeg ikke må, må andre heller ikke! Der vil således ikke være grund til at forvente skyldfølelse hos mobberne, snarere lettelse og stolthed. Det centrale for mobberen er, at ofrets handlinger er de samme som de handlinger mobberen under-trykker hos sig selv.

Ofte har mobberen og mobbeofret personligheder, der på bestemte måder passer til hinanden. Dette betyder, at mobberen ikke er potentiel mobber overfor enhver, men at kun individer, der provokerer mobberen kan blive ofre. Mobberen behøver ikke være skolebølle eller mobber i absolut forstand; hans mobning afhænger af den relation, han kan etablere til ofret.

Man må formode, at børn, der gentagne gange bliver udsat for mobning, i en vis udstrækning mang-ler almindelige normer i Over-jeg'et. Er dette tilfældet, er ofrets problem ikke blot mobningen, men et generelt problem om at kunne orientere sig i omverdenen. "Kroniske" mobbeofre må formodes at have udviklet et mangelfuldt Over-jeg, der ikke klarer den opgave at bringe individets handlinger i overensstemmelse med omverdenens krav. Endvidere kunne man tænke sig, at ofrets Over-jeg har hæmmet aggressionshandlinger, således at ofret er ude af stand til at forsvare sig mod omverdenen og stoppe mobningen i de indledende faser.

Er en relation mellem offeret og mobberen først etableret vil mobningshandlingerne kunne gentages i det uendelige. Den oprindelige årsag til situationen kan efterhånden være glemt af begge parter. I mange tilfælde synes mobningen at være opstået af intet. (Kim G. Hansen, 1978)

Hvordan dannes selvet?
Vi har her valgt at tage udgangspunkt i Daniel Sterns teorier, idet han fokuserer på relationernes betydning for udviklingen af barnets selvfølelse. Sterns teorier fokuserer på selv'ets udvikling og samspillet med moderen.
Stern afviser, at det normale spædbarn skulle være født autistisk - tværtimod anser han barnet for værende engageret, udadvendt og socialt allerede fra fødslen. Stern opererer således med en række medfødte evner, men opfatter grundlæggende, at personligheden opbygges i og med, at barnet internaliserer samspillet med andre.
Ifølge Stern foretager barnet 5 udviklingsmæssige trin / relateringsdomæner i løbet af sine første leveår: Det gryende selv (0-2 mdr.), kerneselv (2-6 mdr.), det subjektive selv (7-15 mdr.), det verbale selv (18-30 mdr.) og historiernes verden (fra 3-4 år). Gennem et bekræftende samspil med andre bliver man sig selv. En gryende fornemmelse for selv findes allerede fra livets begyndelse. De forskellige fornemmelser eller følelser for selv vokser frem og integreres med hinanden i barnets 3-4 første leveår. Det er vigtigt at understrege, at barnet ikke vokser fra nogen af faserne; ingen forsvinder eller bliver mindre betydningsfulde, men videreudvikles gennem hele livet. Vi vil her primært beskæftige os med trinnet for kerneselv - også kaldet den nære sociale omverden - samt det verbale selv. (Psykologibogen, 1996)

På dette trin begynder barnets evne til socialt samspil at blomstre. Barnet har en integreret og oplevelsesmæssig fornemmelse af sig selv og andre - sagt med andre ord oplever barnet sig selv som en separat person, som hænger sammen med og er adskilt fra moderen. Efter ca. 3 måneder ved spædbørn, hvad de kan forvente af en ansigt til ansigt kontakt med deres mor. Mor og barn kommunikerer. De lærer begge hinandens grænser at kende ved skiftevis at overtræde og tilpasse dem. Det er en pointe hos Stern, at under disse samspil lærer begge parter empati - indlevelse i den anden; hvilket netop mobberen har svært ved. Det er således afgørende, at barnet oplever moderen nærværende, idet den identificeringsproces, hvor et spædbarn føler det samme som og handler som moderen og i en vis forstand gør hende til en del af sig selv, er væsentlig. Psykiske problemer kan tillige stamme fra, at barnet identificerer sig med en forældre som ofte er deprimeret, angst eller voldelig - en opvækst som mange mobbere er udsat for (Psykologibogen, 1996).

I relateringsdomænet: Det verbale selv påbegynder barnet det betydningsfulde spring ind i ordenes verden, ind i symbolernes og selvrefleksionens verden. Sproget strukturerer oplevelser, men samtidig opdager barnet, at ord ikke er gode til at tackle altomfattende oplevelser. Sproget er langsomt, hvorimod handling - ansigtsudtryk og gestik - er hurtige. Barnet skal pludseligt til at benytte sig af det utilstrækkelige sprog og det kan ikke med ord forklare sit indre. Et barn, der er opslugt af stærke følelser, af vrede eller krænkelse, har svært ved samtidigt at leve sig ind i et andet barns følelser. Her er der brug for den voksnes empati over for de stærke følelser, man selv har og det bliver samtidig det første skridt hen imod at kunne forstå et andet barn - netop denne forståelse "mangler" mobberen. (Psykologibogen, 1996).

Pointen i Sterns udviklingsmodel er, at barnets måder at opleve sig selv på skaber helt specifikke relationer til andre. Lider man f.eks. af udtalt selvhad og mindreværdsfølelser, er forholdet til andre et andet, end det er for de mennesker, der har en god, gedigen selvfølelse (Psykologibogen, 1996).