Her kan du få svar på nogle af de oftest stillede spørgsmål om Master i it-ledelse på IT-Universitetet i København.
Hvem kan søge om optag på Master i it-ledelse?
Du kan søge, hvis du har en mellemlang videregående uddannelse, 5 års relevant erhvervserfaring efter uddannelsen og opfylder dansk A og engelsk B.
Hvad er mulighederne for optagelse med dispensation?
Det er altid muligt at søge om dispensation fra ét eller flere adgangs-/sprogkrav. Du søger om dispensation samtidig med, at du søger ind på uddannelsen. Vi kan ikke på forhånd sige noget om, hvorvidt du kan få dispensation.
Kan jeg søge Master i it-ledelse, selvom jeg ikke har ledelseserfaring eller ledelsesansvar i forvejen?
Ledelseserfaring er ingen forudsætning for hverken optagelse eller godt udbytte af uddannelsen.
Kan jeg søge uddannelsen, hvis jeg har en overvejende teknisk profil?
Ja, det kan du godt – så længe du blot opfylder adgangskravene.
Kan man vælge at skrive sit masterprojekt om en anden organisation, end den man arbejder i?
Det kan du sagtens. Vi ser fx grupper, hvor der tages udgangspunkt i et af gruppemedlemmernes organisation.
Hvor stor it-forståelse forudsætter uddannelsen?
Der er ikke noget krav om et bestemt niveau af it-forståelse. Men det er en fordel, at du har arbejdet med komplekse it-projekter.
Hvad er nogle gode råd til den motiverede ansøgning?
Vi anbefaler en kort beskrivelse af fx følgende: din relevante erhvervserfaring; hvorfor det er relevant for dig at arbejde med it-ledelse ift. din nuværende eller fremtidige arbejdssituation; hvad du leder eller har ansvar for; hvordan ledelse kommer til udtryk; din motivation for at engagere dig og bruge den tid, der er nødvendig for at gennemføre uddannelsen og få et godt udbytte.
Hvis man misser en undervisningsgang, kan man stadig gå til eksamen?
Der er ikke mødepligt. Vi anbefaler, at man deltager i undervisningen, som altid er fysisk. Er du forhindret, så tal forinden med den kursusansvarlige, om du kan få tilstrækkelig fagligt udbytte til at gå til eksamen. Vær dog opmærksom på, at nogle kurser har fokus på løbende gruppearbejde og har gruppeeksamen.
Hvor meget undervisning er på engelsk?
Alle kurser bruger primært engelsk litteratur. Få kurser undervises og eksamineres på engelsk.
Kan man holde pauser i løbet af studiet?
Uddannelsen er normeret til to år på deltid, men den maksimale studietid er seks år. Du kan derfor holde alle de pauser du vil, så længe du holder dig inden for den maksimale studietid. Vi anbefaler dog, at du tager det første år i ét stræk pga. netværk og den faglige progression, der er tænkt ind i uddannelsens 1. og 2. semester. Betaling af uddannelsen sker i rater forud for hvert semester og skal betales, selvom du holder pause.
Kan jeg søge om merit?
Har du tidligere bestået kurser på masterniveau, kan du søge om at få dem meritoverført til uddannelsen. Kurset skal have været udbudt på et universitet under en masteruddannelse som deltidsuddannelse, ikke fra en bachelor- eller kandidatuddannelse. Bemærk, at tidligere beståede kurser fra Master i it-ledelse ikke er en garanti for optagelse på den fulde masteruddannelse. Du skal være optaget på uddannelsen for at kunne søge merit, og du kan maksimalt få overført 30 ECTS i alt.
Hvornår kan man se de enkelte kursusdatoer, således man kan nå at planlægge og prioritere?
Vi offentliggør som regel skema for efterårets kurser medio april. Offentliggørelse af forårets skema er medio oktober.
Hvordan vil en session hos erhvervspsykolog forløbe, hvis man ikke har ledelsesansvar?
Samtalerne tager udgangspunkt i din virkelighed, og hvad der optager dig fx i forhold til at drive digital transformation. Om du har ledelsesansvar eller ej har ingen betydning.
Hvor skal jeg henvende mig, hvis jeg har andre spørgsmål?
Kontakt os i ITU Efteruddannelse på mail eller i vores telefontid.