BootIT
Inden studiestart har du mulighed for at deltage i workshoppen BootIT. Den er målrettet nye studerende, som ikke har forhåndskendskab til programmering, og som ønsker en blød begyndelse på studiet. Bacheloruddannelsen i Softwareudvikling kræver ikke, at du kan programmere på forhånd, og emnerne, der gennemgås på BootIT, vil blive gentaget og uddybet på 1. semester af uddannelsen. Det er frivilligt, om du vil deltage i workshoppen, og du kan ikke erstatte et fag i løbet af semestret med at have deltaget i denne workshop.
Workshoppen afholdes op til introdagene af en underviser samt et par nuværende studerende. Fokus vil være på at introducere grundlæggende principper og værktøjer inden for programmering. Denne workshop er til de studerende, der gerne vil bruge lidt ekstra tid på at blive komfortabel med basisemner inden semesterstart.
Det koster ikke noget at deltage i workshoppen. Du må meget gerne medbringe egen computer, men hvis det ikke er muligt, så har IT-Universitetet nogle stationære, man kan låne. Introforløbet for nye studerende ligger efter denne workshop, så du går ikke glip af de sociale aktiviteter, hvis du deltager på BootIT.
Du får mere information om tidspunkt, program, og hvordan du tilmelder dig, i dit optagelsesbrev.
I videoen nedenfor kan du høre Anders, hjælpelærer, og Viktor, deltager på BootIT, fortælle om, hvad man laver på workshoppen.
Study Lab
Tre gange om ugen gennem det første semester afholdes ’Study Lab’. Her vil hjælpelærere, som er studerende, der er længere i uddannelsen, kunne hjælpe nye studerende, som ønsker sparring til de opgaver eller emner, de arbejder med. Der er mulighed for at få hjælp med svære emner og diskutere begreber og metoder.
I Study Lab arrangeres desuden mindre kurser om forskellige relevante emner samt faglige foredrag med eksterne oplægsholdere.
Live Coding
Live Coding er et forum for 1. semester-studerende på Softwareudvikling. Her kan du få mere hands-on erfaring med programmering i form af live programmering.
Det foregår en gang om ugen fra semesterstart.