Hej, jeg hedder Christian, og jeg er i gang med mit 5. semester på bacheloruddannelsen i Data Science. I gymnasiet var jeg meget interesseret i både computere og matematik, så da jeg opdagede Data Science, et tværfagligt felt, der kombinerer begge dele, føltes det som det oplagte valg for mig.
Noget andet der tiltalte mig, var, at data findes overalt. Det anvendes i alt fra sundhedsvæsenet, finans og sport til marketing og meget mere. At vide, at mine færdigheder kan bruges i så mange forskellige brancher, gav mig den frihed, jeg søgte, da jeg skulle vælge uddannelse.
Det, jeg især sætter pris på ved uddannelsen, er, at den starter med et solidt fundament inden for både programmering og matematik og derefter går over i projekter, der tager udgangspunkt i virkelige problemstillinger. Det giver en læring, som både er praktisk og spændende.
Data Science-programmet er også meget internationalt, hvilket betyder, at man møder folk fra hele verden. Der er masser af sociale aktiviteter gennem studenterorganisationerne på ITU, og jeg har selv været med til at stifte en studenterklub samt arbejdet som ambassadør for universitetet.
Hvis du er nysgerrig på uddannelsen, studielivet på ITU eller bare vil have en snak om, hvordan det er at læse Data Science, er du mere end velkommen til at skrive til mig. Jeg deler gerne mine erfaringer og svarer på spørgsmål.
Skriv til Christian