IT og bæredygtighed

Om kurset

Kurset vil hjælpe de studerende med at opnå viden om hvordan teknologier kan anvendes med henblik på bæredygtighed, men også hvilke udfordringer der ligger i den henseende. Kurset vil specifikt have fokus på de krav som bæredygtighed stiller til styring og ledelse.

De studerende vil blive introduceret til litteratur om bæredygtighed, inkl. litteratur, der behandler hvordan bæredygtighedsproblematikker er blevet inddraget i diskussioner af teknologisk udvikling og dens ledelse, og til dels hvordan bæredygtige transitioner formodes at blive formet af teknologisk udvikling. Kurset vil invitere de studerende til at reflektere over specifikke cases og bæredygtighedsudfordringer fra deres egne arbejdspladser. Eksempler kunne spænde fra smart city-initiativer eller smart-grid integration til CO2-opgørelser eller affaldshåndtering, men mange andre emner er også mulige. De studerende forventes at udvikle en konceptuel løsning på en udfordring efter eget valg, hvilket kan indebære strategi-udvikling, design- løsninger, organisering af partnerskaber, stakeholder-analyser eller guidelines for politisk inddragelse eller borger-/brugerinddragelse.

Efter kurset vil de studerende have opnået hands-on erfaring samt grundlæggende forståelse af forskellige dilemmaer vedrørende bæredygtig udvikling, og de vil være i stand til at placere disse i kontekst (socialt, politisk, økonomisk, miljømæssig). Dette vil gøre de studerende bedre i stand til at bidrage til bæredygtige løsninger indenfor f.eks. planlægning eller teknologisk udvikling.

Efter kurset vil den studerende være i stand til at:

  • Redegøre for udfordringer og muligheder ved brug af IT i forhold til bæredygtighed med specifikt fokus på de krav som bæredygtighed udgør for styring og ledelse.
  • Udforske og analysere en specifik bæredygtighedsudfordring i forhold til IT- ledelse.
  • Udvikle en konceptuel løsning på udfordringen.
  • Redegøre for processen bag den konceptuelle løsnings tilblivelse.
  • Diskutere den konceptuelle løsning i forhold til litteratur om bredere debatter om bæredygtighed.
  • Reflektere kritisk over udfordringer og muligheder som stammer fra forholdet mellem bæredygtighed og IT-ledelse. 

Flere informationer om kurset i Kursuskataloget. Kurset udbydes som valgfrit kursus på Master i it-ledelse.

DIG

Kurset er for dig, der arbejder med eller gerne vil arbejde med og forstå forandringsprocesser i organisationer. Du kan være it-leder, afdelingsleder, it-projektleder, it-chef, rådgiver eller lignende. Som deltager forventes det, at du har en grundlæggende organisationsteoretisk forståelse (F.eks. It-ledelse og it-organisationens rolle). Du forventes at have adgang til praksis.

Praktisk

Du kan søge om optagelse frem til ansøgningsfrist. Ønsker du optagelse på et kursus efter ansøgningsfrist eller kursusstart, skal du kontakte ITU Efteruddannelse. Vær også opmærksom på, at der kan være en stor læsebyrde inden første kursusgang.

Der er begrænset antal pladser på enkeltfagskurser, og vi anbefaler derfor, at du søger hurtigt muligt. Ansøgere optages efter først-til-mølle-princippet.

Ansøgning

Du skal ansøge om optagelse på enkeltfagskurser via ansøgningsportalen. Læs mere om, hvordan du søger her.

Deltagerbetaling

Der er deltagerbetaling på alle enkeltfagskurser. Deltagerbetalingen skal være betalt, før du kan starte på kurset og deltage i undervisning og eksamen. Fristen for rettidig betaling fremgår af fakturaen. Nogle får deres kurser helt eller delvist betalt af deres arbejdsgiver, mens andre betaler selv.

Pris pr. kursus á 7,5 ECTS        10.625 kr. 
Pris pr. kursus á 7,5 ECTS (masterkursus m. forplejning)         12.150 kr.
Pris pr. kursus á 10 ECTS         14.170 kr.
Pris pr. kursus á 15 ECTS         21.250 kr.

Ovenstående priser er for studerende fra EU/EØS-lande. Der gælder andre priser for studerende fra lande uden for EU/EØS. Se priserne her.

Hvad dækker betalingen?
Betalingen dækker undervisning på det kursus, du er optaget på, samt to eksamensforsøg – en obligatorisk eksamen og eventuel reeksamen. 

Hvis du har brugt begge eksamensforsøg
Hvis du har betalt for et enkeltfag, men ikke bestået det, skal du gentilmelde dig kurset og betale for kurset en gang til. Du kan ikke deltage i undervisningen og gå til eksamen igen uden at betale igen.

Opkræves forud for hvert semester 
Deltagerbetalingen bliver opkrævet forud for semesteret og er en forudsætning for, at du kan følge undervisningen og gå til eksamen. Hvis din arbejdsgiver betaler dit kursus, sender vi en faktura med frist for rettidig betaling direkte til din arbejdsgivers E-boks. Husk at give besked om dette i ansøgningsskemaet ved at oplyse CVR-nummer. Hvis din arbejdsgiver er en offentlig institution, skal du også huske at angive EAN-nummer, hvortil fakturaen vil blive sendt som et e-bilag. Hvis du selv betaler for dit kursus, sender vi fakturaen direkte til din E-boks via dit CPR-nummer. 

Hvis du søger om optagelse kort tid inden kursusstart, må du forvente en meget kort betalingsfrist. Den korte frist sikrer også, at du kan gå til første undervisningsgang samt få adgang til de IT-systemer, du skal bruge i forbindelse med dit kursus.

Refundering af deltagerbetaling og afmelding
Afmelding af kursus og refundering af deltagerbetaling inden kursusstart skal altid ske ved at sende en e-mail til ITU Efteruddannelse på efteruddannelse@itu.dk med angivelse af navn, fødselsdato og kursus. Refundering af deltagerbetaling efter kursusstart kan kun ske ved ganske særlige tilfælde såsom dødsfald, sygdom, langvarig sygdom, udstationering og lignende særlige omstændigheder. Henvendelse om refundering af deltagerbetaling efter kursusstart sendes ligeledes til ITU Efteruddannelse vedlagt dokumentation.

SVU - Statens Voksenuddannelsesstøtte
Enkeltfagsstuderende kan i særlige tilfælde få tildelt SVU, dvs. Statens Voksenuddannelsesstøtte. Det er dit eget ansvar at undersøge reglerne og ansøge om SVU. Kontakt www.svu.dk for uddybende information.

Studiestart

Vi har studiestart på enkeltfagskurser både forår og efterår.

- Ultimo januar (eksamen i juni)
- Ultimo august (eksamen i januar)

Nogle kurser kan have en senere opstart og forløbe fra fx april til juni eller oktober til december. Er du blevet optaget på et enkeltfag, vil du i umiddelbar forlængelse heraf modtage et velkomstbrev med flere informationer, der klæder dig på til at starte dine studier på IT-Universitetet.

Forbehold

IT-Universitetet forbeholder sig ret til at justere eller aflyse planlagte kurser, kvalifikationsforløb eller masteruddannelser, hvis tilslutningen ikke er stor nok eller andre organisatoriske forhold gør sig gældende.



Kontakt os, hvis du har brug for hjælp til at sammensætte et efteruddannelsesforløb, der passer til dine særlige ønsker og behov. Du kan også få indblik i de forskellige uddannelsers faglige indhold og regler på området.

ITU Efteruddannelse
Rued Langgaards Vej 7
DK-2300 København S

Tlf: +45 7218 5450

Email: efteruddannelse@itu.dk