Åbent Hus for efteruddannelser
Vil du gerne videreuddanne dig? Så kom til Åbent Hus for efteruddannelser mandag den 5. marts på IT-Universitetet, og hør mere om mulighederne hos os.
Denne dag har vi samlet alle informationer om efteruddannelse på IT-Universitetet. Overvejer du at læse Master i it-ledelse, kan du møde uddannelsens linjeleder og høre hende fortælle om fordelene ved at tage en master på IT-Universitetet. Derudover vil studerende videregive deres personlige erfaringer med efteruddannelse. Du kan også møde en af uddannelsens undervisere i oplægget: Digitalisering af ledelse, ledelse af digitalisering. Læs mere om dette oplæg længere nede.
Der vil også være mindre oplæg om enkeltfag og ITU Professional Courses, og du kan naturligvis få svar på spørgsmål om optag, karriere og praktiske informationer.
Vær opmærksom på, at der ikke orienteres om Master i Software Engineering og Master i interaktionsdesign, da disse to masteruddannelser er lukkede for optag.
Program for dagen:
Kl. 16.30-16.45:
Velkommen til IT-Universitetet, Scroll Bar
Kl. 16.45-17.15:
Digitalisering af ledelse, ledelse af digitalisering
ved adjunkt og underviser på Master i it-ledelse, Jonas Valbjørn Andersen, Scroll Bar
Kl. 17.15-18.00:
Præsentation af Master i it-ledelse
ved linjeleder for Master i it-ledelse, Hanne Westh Nicolajsen, Scroll Bar
Kl. 18.00-18.15:
Præsentation af Kvalifikationsforløb til masteruddannelse
ved vejledere fra ITU Efteruddannelse, Scroll Bar
Kl. 18.30-18.45:
Præsentation af enkeltfagskurser
ved vejledere fra ITU Efteruddannelse, Scroll Bar
Kl. 18.45-19.00:
Præsentation af ITU Professional Courses
ved leder af ITU Professional Courses, Jørgen Staunstrup, Scroll Bar
Mellem oplæggene vil der være mulighed for at tale med linjeledere, studerende og vejledere ved boderne i Atrium. Har du spørgsmål om efteruddannelserne, er du altid velkommen til at kontakte os her.
Oplægget: Digitalisering af ledelse, ledelse af digitalisering
I takt med, at der skrues op for blusset under digitaliseringen, transformeres produkter, services og forretningsmodeller. I oplægget udforskes de konsekvenser, som digitaliseringen har for ledelse, organisation og forretning, og vi ser eksempler på de overraskende og radikale transformationer, som digitalisering medfører for selv traditionelt forandringsresistente organisationer. Til sidst stiller vi spørgsmålet, hvordan man fra et ledelsesmæssigt perspektiv kan positionere sin organisation bedst gennem den digitale transformation.
Oplægsholder: Jonas Valbjørn Andersen
Jonas Valbjørn Andersen er adjunkt i Technology, Innovation, Management and Entrepreneurship på IT-Universitetet. Han har en baggrund indenfor strategi og it og har en ph.d. fra Warwick Business School. Han forsker i digitalt distribuerede systemer og processer i forbindelse med organisatorisk digitalisering, algoritmiske beslutningsprocesser og digitale infrastrukturer gennem kvalitativ dataanalyse. Hans arbejde bidrager med indsigter i distribuerede informationssystemer og organisering omkring blockchain teknologier, procesautomatisering og digitalt distribuerede organisationer.
Læs mere her:
ITU Professional Courses
Master i it-ledelse
Kvalifikationsforløbet
Enkeltfagskurser
Tilmelding til Åbent Hus for efteruddannelser