Digitaliseringen forandrer forholdet mellem staten, virksomhederne og borgerne

Danmark er ved at få en central rolle, når det kommer til distribution af data. Postdoc James Maguire undersøger, hvad det egentlig betyder, at Apple, facebook og Google bygger datacentre på dansk grund.

ForskningJames MaguireInstitut for Business ITdigitaliseringoffentlig it

Hvad forsker du i lige nu?

Jeg interesserer mig for digitaliseringen af staten og i særdeleshed for samspillet mellem data-infrastrukturer og processer. For at få en bedre forståelse af udviklingen, undersøger jeg for tiden opblomstringen af datacentre i Danmark. Jeg fokuserer på, hvorfor Big Tech-virksomheder som fx Facebook, Apple og Google placerer deres data her – og hvordan de gør det. Omdrejningspunktet for forskningen er spørgsmålet: Hvorfor er det blevet attraktivt at opbevare data i Danmark? Eller sagt på en anden måde; Hvorfor er vi ved at blive et data-smørhul?

Hvad har du fundet ud af indtil videre?

Det handler i høj udstrækning om infrastrukturen. Sikkerheden for energiforsyning i Danmark er enestående høj, og globalt set er vi absolut førende, når det handler om vedvarende energi. Det er noget, som de her virksomheder er meget interesserede i. Big-tech virksomhederne er opsatte på at gøre deres data ”grønne”. Samtidig kan vi se, at vi i et lille land som Danmark har svært ved at modstå Big Tech-virksomhedernes løfter om investeringer, arbejdspladser samt håbet om at gøre dele af Danmark til europæiske teknologi-smeltedigler.

Hvad er det mest spændende ved dit felt?

Det er fascinerende at forske i, hvordan staten udvikler sig digitalt – og at se, hvordan digitaliseringen forandrer forholdet mellem staten, virksomhederne og borgerne. Og her er netop datacentrene en god indgangsvinkel, hvis man vil studere, hvordan magten bliver fordelt anderledes i den digitale tidsalder.

Mere information

Jari Kickbusch, Forskningskommunikatør, telefon 7218 5304, email jark@itu.dk

James Maguire, Postdoc, email jmag@itu.dk