Girls’ Day in Science på IT-Universitetet

Kvindelige gymnasieelever fra Sukkertoppen Gymnasium besøgte IT-Universitetet for at lære at programmere robotter og snuse til en fremtid med it.

Eventsdiversitet

Onsdag den 12. september åbnede ITU dørene for et hold kvindelige gymnasieelever fra Sukkertoppen Gymnasium i forbindelse med Girls’ Day in Science.

Girls’ Day in Science er en landsdækkende kampagne arrangeret af Tektanken, der sætter fokus på, at mange piger fravælger en it-faglig, teknologisk eller naturvidenskabelig retning i deres uddannelses- og karrierevalg.

Kvindelige gymnasieelever fra Sukkertoppen Gymnasium.

Eleverne fra Sukkertoppen Gymnasium prøvede under besøget blandt andet at programmere Thymio-robotter. 

I løbet af dagens program blev eleverne introduceret til, hvad det vil sige at tage en uddannelse inden for it og hvilke muligheder, det kan give i fremtiden. Blandt andet hørte de oplæg ved Janett Holst, kandidat i softwareudvikling fra ITU, som nu arbejder med at udvikle offentlige it-systemer hos Netcompany.

Under kyndig vejledning af kvindelige bachelorstuderende fra ITU prøvede eleverne kræfter med at programmere en robot og blev introduceret til programmeringssproget JAVA.