Forskere: Digitalisering er kritisk for LEGO Koncernens fortsatte succes

En omfattende digitalisering spiller en hovedrolle i LEGO Koncernens fortsatte eventyr, der strækker sig fra nærdødsoplevelse til rekordoverskud, ifølge et nyt paper af digitaliseringsforskerne Pernille Kræmmergaard og Omar A. El Sawy. Paperet har netop vundet førsteprisen ved 2015 SIM Paper-konkurrencen i USA.

Pernille KræmmergaardForskningSamarbejderledelseInstitut for Business ITdigitalisering

I årene efter årtusindskiftet stod LEGO Koncernen midt i en alvorlig krise og var i 2003 tæt på konkurs. I dag er LEGO Koncernen verdens næststørste legetøjsproducent med en omsætning på 28,6 milliarder kroner i 2014. Mens fokus på kernen var forklaringen på, at det er lykkedes den gamle familieejede virksomhed at vende skuden på så imponerende vis, så er det blandt andet en gennemgribende digitalisering, der skal sikre, at rejsen fortsætter. Digitaliseringen omfatter alle dele af organisationen, fra ledelse til marketing og selve produkterne. Det konkluderer et nyt paper, der er blevet til i samarbejde med LEGO Koncernen. 

Digitalisering hele vejen rundt
Ifølge Pernille Kræmmergaard, professor i digitalisering og it-ledelse ved IT-Universitetet i København og Aalborg Universitet, kan LEGO Koncernens historie kan være med til at inspirere andre virksomheder.

”LEGO Koncernen har tænkt digitalisering på mange fronter, både i forhold til produkter, marketing og deres egen virksomhed, og det er den kombination, der gør dem stærke. Budskabet til andre virksomheder er, at man skal tænke hele vejen rundt. Man opnår ikke digitalt lederskab ved at gå på de sociale medier, for eksempel, det er ikke nok.”

Pernille Kræmmergaard mener, at klassiske virksomheder har særlig udfordring, når det gælder digitalisering, fordi processen kræver et helt nyt mindset. Ifølge hende er LEGO Koncernen et godt eksempel på en etableret virksomhed, der har formået at udnytte digitaliseringen til sin fordel.

”Der er masser af start-ups, der gør det rigtig godt digitalt, men LEGO Koncernen har som en klassisk produktionsvirksomhed været i stand at møde digitaliseringsudfordringen i deres organisation. Vi konkluderer i paperet, at LEGO Koncernen står godt i forhold til fremtidigt digitalt lederskab i branchen med de fundamenter, de har bygget op”.

10 digitaliseringsmanøvrer

»

LEGO Koncernen har tænkt digitalisering på mange fronter, både i forhold til produkter, marketing og deres egen virksomhed, og det er den kombination, der gør dem stærke. Budskabet til andre virksomheder er, at man skal tænke hele vejen rundt.

Pernille Kræmmergaard, professor i digitalisering og it-ledelse ved IT-Universitetet og Aalborg Universitet
«
Pernille Kræmmergaard og Omar A. El Sawy har identificeret 10 digitaliseringsmanøvrer, som LEGO Koncernen har implementeret i løbet af de senere år. På produktsiden har virksomheden blandt andet satset på kombinationen af fysisk og digital leg, for eksempel med LEGO Fusion-universet, der giver kunderne mulighed for at se deres bygningsværker komme til live i den virtuelle verden.

Digitaliseringen har også omfattet øget interaktion med kunderne på en række digitale platforme, blandt andet sociale medier, hjemmesider for LEGO fans, annoncer, partnerskaber og apps. Internt har virksomheden blandt andet fokuseret på at udvikle brugervenlige it-platforme og en reorganisering af it-organisationen. 

Uddannelse i digitalisering for ledere
Pernille Kræmmergaard udbyder til april uddannelsen ’Digital Transformation’ i samarbejde med IT-Universitetet. Her kan ledende medarbejdere tilegne sig ledelsesmæssige kompetencer og metoder til at digitalisere egen virksomhed i et forløb, hvor den nyeste forskning omsættes til praksis.

Hvis du er interesseret i at læse paperet om LEGO eller i at høre mere om uddannelsen ’Digital Transformation’, er du velkommen til at kontakte Pernille Kræmmergaard: pkrm@itu.dk.