Dokumentationskrav
Følgende dokumentation er nødvendig, når vi skal behandle din ansøgning. Når du ansøger, kan din dokumentation kun uploades i PDF-format:
- Kopi af eksamensbevis for din adgangsgivende uddannelse
- Dokumentation for minimum fem års relevant erhvervserfaring på fuld tid efter din adgangsgivende uddannelse
- Dokumentation for danskkundskaber svarende til gymnasialt A-niveau fra Danmark
- Dokumentation for engelskkundskaber svarende til minimum gymnasialt B-niveau fra Danmark
- Motiveret ansøgning.
Dokumentation for erhvervserfaring
Erhvervserfaring kan dokumenteres på flere måder:
- Udtalelse/erklæring fra arbejdsgiver(e) på virksomhedens officielle papir med underskrift og med angivelse af varigheden for samt en beskrivelse af den relevante beskæftigelse. Alternativt kan lønsedler, der indeholder start- og slutdato, anvendes, inklusiv en kort beskrivelse af den relevante beskæftigelse.
- Selvstændige bedes kort beskrive deres virksomhed samt dokumentere, at der de sidste fem år har været aktivitet i virksomheden af en vis volumen. Dokumentationen kan eksempelvis være i form af en kopi af underskrevne kundekontrakter (med varighed), underskrevne referencer fra kunder eller kopi af årsopgørelse fra SKAT, der viser årsindkomst. Al dokumentationsmateriale behandles naturligvis fortroligt.
Motiveret ansøgning
IT-Universitetet vil gerne sikre sig, at de studerende, der optages på uddannelsen, er dem, der vil få det største udbytte af uddannelsen. I den motiverede ansøgning bedes du derfor kort og præcist beskrive:
- din relevante erhvervserfaring
- hvorfor det er relevant for dig at arbejde med IT-ledelse i forhold til din nuværende eller fremtidige arbejdssituation
- hvad du leder eller har ansvar for, og hvordan ledelse kommer til udtryk
- din motivation for at engagere dig og bruge den tid der er nødvendig for at gennemføre uddannelsen og få et godt udbytte.
På den baggrund vælger vi, hvilke studerende der optages i tilfælde af flere ansøgere, end der er plads til på uddannelsen.
Dokumentation for dansk på A-niveau
Du skal dokumentere, at du har danskkundskaber svarende til gymnasialt A-niveau fra Danmark på én af følgende måder:
- Du har bestået dansk på A-niveau i løbet af gymnasial eksamen fra Danmark (eller gennem supplering)
- Du har bestået Studieprøven i dansk som andetsprog. Læs mere om Studieprøven - fx her hos UCplus
- Du er nordisk statsborger og har en gymnasial eksamen eller en adgangsgivende uddannelse gennemført på dansk, norsk eller svensk
- Du har et andet statsborgerskab end nordisk og har en adgangsgivende uddannelse eller en forudgående gymnasial uddannelse gennemført på dansk, norsk eller svensk.
Dokumentation for engelsk på B-niveau
Du skal dokumentere, at du har engelskkundskaber svarende til minimum gymnasialt B-niveau fra Danmark på én af følgende måder:
- Du har bestået engelsk på B-niveau i løbet af gymnasial eksamen fra Danmark (eller gennem supplering).
- Du har taget en relevant engelsktest med en hvis score. Testresultatet må højst være 2 år gammelt. Denne tidsgrænse gælder dog ikke for CPE og CAE.
Krav til engelsktest:
TOEFL IBT testresultat: mindst 83
IELTS (academic) testresultat: mindst 6.5
Cambridge Certificate of Proficiency in English (CPE): bestået
Cambridge Certificate of Advanced English (CAE): bestået - Du har taget en gymnasial eksamen, en professionsbacheloruddannelse eller en bacheloruddannelse gennemført på engelsk i Danmark, et andet EU-land, Storbritannien, Norge, Island, Schweiz, USA, Canada, Sydafrika, Australien eller New Zealand.
- Du har en adgangsgivende bacheloruddannelse fra Danmark gennemført på dansk (gælder dog ikke dansksprogede professionsbacheloruddannelser).
Det er muligt at søge, før du har gennemført en eventuel sprogtest/supplering. I stedet må du uploade dokumentation for, at du er indkaldt til en sprogtest/optaget på supplering. Du skal senest en måned før studiestart uploade resultatet af test/supplering i ansøgningsportalen. Hvis dit resultat ikke opfylder adgangskravene, vil din optagelse blive annulleret.
Ansøgere, der ikke er EU/EØS statsborgere, og som skal betale undervisningsafgift, skal dog senest tre uger efter ansøgningsfristen uploade resultat af sprogtest/supplering.
IT-Universitetets TOEFL-kode er 9015. Du skal bruge denne kode, når du tilmelder dig en TOEFL-test. Der er ingen kode for IELTS eller Cambridge. Bemærk, at der kan forekomme en del ugers ventetid i forhold til sprogtests.