OpenITU: Har du styr på persondataforordningen?

Vil du vide mere om, hvad persondataforordningen kommer til at betyde for din virksomhed eller organisation? Eller er du bare nysgerrig efter at forstå, hvad den seneste hype om beskyttelse af persondata drejer sig om? Få et indblik i de nye regler, herunder kravet om privacy by design, til et gratis arrangement på ITU fredag den 15. september.

I maj 2018 træder EU’s nye persondataforordning i kraft. Formålet er at sikre EU-borgernes personlige oplysninger og give borgerne bedre kontrol over deres data, men også at gøre det nemmere for europæiske virksomheder og institutioner at samarbejde på tværs af landegrænser.

Det betyder, at alle offentlige og private organisationer skal efterleve en række regler for behandling af personoplysninger – nogle krav er nye, mens andre regler eksisterer allerede i dag. Den væsentligste ændring er imidlertid, at organisationer, der ikke lever op til reglerne, kan se frem til sanktioner og store bødestraffe.

På dette seminar gennemgår to eksperter de nye regler og kravet om databeskyttelse gennem design. De vil blandt andet fremlægge forskning i teknologier til agil digitalisering af forretningsprocesser, så de kan leve op til persondataforordningens krav.

Oplæg:

”En overordnet gennemgang af de nye regler” ved Henning Mortensen

Henning Mortensen har i mange år været aktiv i den danske debat om informationssikkerhed og beskyttelse af personoplysninger. Han har gennem årene skrevet en del vejledninger på begge områder, som er blevet flittigt anvendt af danske virksomheder. Henning er udover at være it-sikkerhedschef også formand for Rådet for Digital Sikkerhed. Endelig underviser Henning på kurset Persondataforordningen under ITU Professional Courses. Download slides.


"Persondataforordningen og digitale forretningsprocesser"
ved Thomas Hildebrandt

Thomas Hildebrandt er lektor ved ITU og leder af forskningsgruppen for Process intelligence, modellering og optimering. Han har igennem de seneste 10 år sammen med virksomheder forsket i agil digitalisering af forretningsprocesser med fokus på at kombinere fleksibilitet, effektivitet og compliance. Download slides.


Seminaret slutter med en plenumdiskussion af konsekvenser og implementering af persondataforordningen.

Anders Høeg Nissen, techjournalist og tidligere vært på P1’s Harddisken, er eftermiddagens moderator.

Læs mere om OpenITU

Se videoen fra arrangemenetet herunder: