Nye it-sikkerhedskurser for virksomheder starter op til oktober

Kurser i it-sikkerhed for små og mellemstore virksomheder udbydes fra oktober. Første forløb begynder 2. oktober og er nu åbent for tilmelding.

EfteruddannelseInstitut for Datalogicyberkriminalitetit-sikkerhed

Mere end en ud af tre danske små og mellemstore virksomheder er ikke tilstrækkeligt beskyttet mod it-kriminalitet, viser en undersøgelse lavet af Deloitte i 2017. Angreb fra it-kriminelle kan have store konsekvenser. Uanset om det handler om læk af kunders persondata, tyveri af intellektuelle rettigheder eller nedbrud med krav om løsesum, er det altid bedst at være bevidst om risikoen og beskytte sig så godt som muligt. Virksomheder kan gøre meget for at værne sig mod it-kriminelle ved hjælp af eksterne eksperter, men den bedste beskyttelse opnås først, når både it-folk, beslutningstagere og menige medarbejdere har en bevidsthed om virksomhedens risikoprofil og kan agere efter den.

Casebaseret undervisning med eksperter fra erhvervsliv og forskningsmiljø
CSSME-kurserne (Cyber Security for Small and Medium Enterprises) er et tids- og prismæssigt overkommeligt tilbud om opkvalificering af it-sikkerhed til danske små og mellemstore virksomheder. Takket være støtte fra Industriens Fond udbydes kurserne til en pris, hvor alle kan være med.
IT-Universitetet udbyder kurserne i samarbejde med konsulenthusene Langkjaer Cyber Security og Globeteam. Kombinationen mellem universitetets forskere og erhvervslivets eksperter sikrer, at undervisningen er up to date, virkelighedsnær og uden kommercielle særinteresser. For at sikre en høj grad af relevans og brugbarhed, vil undervisningen desuden være casebaseret og tage udgangspunkt i de deltagende virksomheders udfordringer.

Både for it-professionelle og beslutningstagere uden it-baggrund
Der udbydes to forskellige kursusforløb. Det ene kursus ”Introduktion til it-sikkerhed for virksomheder” har fokus på at klæde fx ledere, mellemledere og iværksættere på til at risikovurdere deres egen virksomhed, gennemskue markedet for it-sikkerhed og til at håndtere angreb. Det andet henvender sig til virksomhedernes it-professionelle medarbejdere og sigter efter at give dem praktiske redskaber til at forhindre og håndtere angreb. Kursusforløbene består hver af tre-fire moduler af en halv dags varighed.

Læs mere og tilmeld dig på cssme.dk



Mere information

Jari Kickbusch, Forskningskommunikatør, telefon 7218 5304, email jark@itu.dk