Valgdebat på ITU: Fremtidens København – set med studerendes øjne
I anledning af det forestående kommunalvalg inviterer IT-Universitetet til politisk debat om København som studieby og digitalt vækstcenter.
Hvordan skal København udvikle sig som studieby? Bliver det til at få en bolig? Hvordan ser fremtiden ud for it-studerende i en hovedstad med digitale ambitioner?
Tirsdag den 18. november skal københavnerne – lige som resten af Danmark – til stemmeurnerne, når der afholdes kommunal- og regionsrådsvalg.
Men hvad betyder kommunalpolitik for dig som studerende?
Med TikTok-journalist Aburna Mohanathas som vært inviterer ITU til politisk debat om Københavns udvikling set fra (it-)studerendes perspektiv.
Debatten finder sted tirsdag den 11. november kl. 15.00-16.30 i universitetets Auditorium 0.
Til debatten kan du møde:
- Absalon Billehøj (Enhedslisten)
- Johannes Erfurth (Alternativet)
- Astrid Aller (SF)
- Jakob Hougaard (Socialdemokratiet)
- Christopher Røhl (Radikale Venstre)
- Ellen Emilie (Moderaterne)
- Louise Theilade Thomsen (Venstre)
- Mathilde Kastbjerg (Konservative)
- Alexander Ryle (Liberal Alliance)
- Kasper Cederholm (Danmarksdemokraterne)
- Lars Vestergaard (Dansk Folkeparti)
Debatten modereres af Aburna Mohanathas, der til daglig er journalist og TikTok-vært hos TV2 Kosmopol.
Boliger, studieliv og digital vækst
Debatten vil fokusere på tre emner:
1. Boliger. Hvordan skaffer vi flere billige og tilgængelige boliger, så studerende og nyuddannede kan slå sig ned i København?
2. København som studieby. Hvad gør hovedstaden til et levende og attraktivt sted at bo og studere – også i fremtiden?
3. Hovedstaden som digital vækstregion. Hvilket arbejdsmarked venter ITU’s studerende i København? Gør kommunen nok for at gribe digitaliseringens muligheder og styrke regionen som center for teknologi og innovation?
Om arrangementet
Debatten er arrangeret af IT-Universitetet i København i samarbejde med universitetets studenterpolitiske organisation ITU Student Council.
Arrangementet er gratis og åbent for alle – især studerende!
Efter debatten vil der blive serveret en gratis forfriskning i atrium.