Kulturnatten på ITU: Spil, hacking og virtual reality

Hack en amerikansk valgmaskine, spil computer mod en algoritme og oplev nye verdener med virtual reality, når IT-Universitetet åbner dørene på Kulturnatten fredag den 13. oktober.

EventsOm ITU

På Kulturnatten kan alle nysgerrige sjæle tage et kig ind i fremtiden på IT-Universitetet, hvor forskere og studerende giver smagsprøver på teknologier som virtual reality, big data og kunstig intelligens.

Du kan blandt andet lære at hacke en amerikansk valgmaskine på bare to minutter, ligesom ITU-forskeren Carsten Schürmann gjorde på hackerkonferencen DEFCON i sommer til stor international opsigt. Du kan også tage en snak med de nye digitale husassistenter Alexa og Google Home eller tage et kig ind i fremtidens hjem, hvor væggene bevæger sig efter beboernes behov.

Spillefugl kan afprøve helt nye computerspil udviklet af de studerende på ITU’s spillinje, forsøge at slå en kunstig intelligens-algoritme i sci-fi computerspillet StarCraft, og prøve virtual reality-spil.

Et nyt indslag på Kulturnatten er Project Pitch Night, hvor otte ITU-studerende får tre minutter til at præsentere deres projekter foran publikum og et dommerpanel, som afgør hvem der vinder førstepræmien på 10.000 kroner. Konkurrencen foregår fra kl. 19.30 i Auditorium 1, og slagets gang styres af tech- og gadgeteksperten David Guldager, som blandt andet er kendt fra Go’ Morgen Danmark.

Tryllekunstneren Nicklas Berg underholder i Auditorium 2 kl. 18.30-20.30 med trylleshow og ballonworkshop for børnene.

Aftenen igennem er der mulighed for at tage en timeout i universitetets bløde sofaer – der er gratis kaffe og kage samt saftevand og popcorn til de små. Foodtrucken Deux Porcs holder parkeret foran ITU’s hovedindgang og sælger gourmet-flæskestegsburgere og pølser til de sultne.

Mere information

Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk