ITU lancerer videokampagne med kvinder i tech
Som led i en treårig kommunikationsindsats, der skal øge antallet af kvindelige studerende på de tekniske it-uddannelser, lancerer IT-Universitetet i København en ny kampagne med kvindelige rollemodeller fra it-branchen.
Uddannelsediversitetkarriere
Med en ny kampagne vil IT-Universitetet nedbryde fordommene om, at it-fagene primært henvender sig til mænd. Kampagnen er en del af en treårig kommunikationsindsats, som er støttet af VILLUM FONDEN.
”Der er et hav af muligheder og mange forskellige veje at gå med en it-uddannelse. Det vil vi gerne vise de mange kvinder, som måske ikke tror, at en it-uddannelse er noget for dem og vælger disse uddannelser fra ud fra forestillinger om, hvad eksempelvis softwareudvikling er,” siger Camilla Rosengaard, kommunikationschef på IT-Universitetet. Hun forklarer, at rollemodeller kan være med til at konkretisere de muligheder, en it-uddannelse giver.