Kulturnatten på ITU: Udforsk den digitale verden
På Kulturnatten slår IT-Universitetet dørene op og byder på en masse spændende aktiviteter for både børn og voksne.
Velkommen til teknologihajernes legeplads! Til Kulturnatten på ITU kan du blandt andet lære digitalt selvforsvar, prøve Virtual Reality, snakke med en robot, spille computerspil, fange en Pokémon og opleve eksperimenter med planter og robotter.
Tryllekunstner Nicklas Berg og komiker Sebastian Dorset sørger for gode grin til både børn og voksne, og vi byder på gratis kaffe, kage og saftevand hele aftenen.
Husk! For at få adgang til ITU på Kulturnatten, skal du have et gyldigt Kulturpas. Det kan bl.a. købes via Kulturnattens hjemmeside.
Oplev blandt andet:
- Stand-up med Sebastian Dorset (kl. 20-20.30 i Auditorium 1)
Oplev dansk stand-ups bebrillede, kloge og gennemsyret morsomme mand stille skarpt på it-verdenen.
- Digitalt selvforsvar (kl. 21-21.30 i Auditorium 1)
Vores smartphones og sociale medier som Facebook indsamler hele tiden data om, hvor vi er, og hvad vi laver. Hør foredraget 'Digital Adfærd' om, hvilke data der bliver indsamlet om dig – og lær at beskytte dine oplysninger på nettet.
- Tryllekunstner (kl. 18.30-19.00 i Auditorium 1)
Magiske Nicklas Berg laver tryllerier og sjove ballondyr til børnene.
-
Virtual Reality
Oplev nye verdener med Virtual Reality! Se fremtiden, dans i rummet, spil tennis med en dinosaur - mens du har fødderne solidt plantet på ITU. Der er mulighed for at prøve HTC Vive og Google Cardboard-briller.
-
Fang en pokémon
Skyd til måls efter en Pokémon-figur i et sjovt forskningsforsøg med eyetracking-teknologi.
-
Planterne møder robotterne
Kig forbi REAL Lab og oplev hvad der sker, når biologi og teknologi smelter sammen.
-
Forhindringsløb for børn
Gennemfør forhindringsbanen på 5. sal og få en sej præmie. For børn i alderen 4-12 år.
-
Sphero-kuglebane
Konkurrér med vennerne om at styre en kugle igennem Sphero-banen hurtigst muligt – kun ved hjælp af mobilen.
-
Sjove computerspil lavet af studerende
Tag et smut ud i det ydre rum, leg gud, eller forsøg at slippe ud fra et rum, hvor tiden ikke altid går fremad, i en række spritnye computerspil lavet af studerende fra spiluddannelsen.
-
Fjernstyrede robotter
Tal med et andet menneske igennem de selvkørende robotter.
-
Byg en it-skulptur
Slip kreativiteten løs med gamle computere, ledninger, tastaturer og limpistoler.
- 3D-printere
Se printerne lave 3D-kopier af små figurer.
- Klassisk guitar-koncert (kl. 19.30-20.30 på 5. sal)
Den verdensberømte guitarist Bozena Wetchacz giver koncert. Kom og oplev afslappende vellyd.