Åbning af Forskningens Døgn 2018: Hackerne kommer!

Vær med til at fejre åbningen af den landsdækkende videnskabsfestival og bliv klogere på hacking.

Vi har alle hørt om hackere – men hvem er hackerne egentlig, hvordan arbejder de, og hvilken trussel udgør de mod privatpersoner, virksomheder og nationalstater? Findes der også ’gode’ hackere? Bliv klogere, når Forskningens Døgn 2018 skydes i gang på IT-Universitetet i København med deltagelse af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind og forventet deltagelse fra Kongehuset.

Til arrangementet kan du møde tre it-sikkerhedseksperter, som vil dele deres viden om hackerne, og om hvad man kan gøre for at stoppe dem:

• Søren Debois, forsker i it-sikkerhed på IT-Universitetet i København
• Lars Findsen, chef for Forsvarets Efterretningstjeneste
• Lone Juul Dransfeldt Christensen, certificeret etisk hacker hos PwC

Efter den officielle åbning kan du gå ombord i ’Hackerzonen’ i IT-Universitetets atrium. Prøv fx at hacke en amerikansk valgmaskine, mærk hvordan datalæk føles på kroppen, og se om du kan hacke kodeordet til den mystiske røde kuffert.

Forskningens Døgn er Uddannelses- og Forskningsministeriets landsdækkende videnskabsfestival, der løber fra den 20.– 26. april med over 700 events og foredrag.

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding via Eventbrite (UDSOLGT, men det er stadig muligt at skrive sig på venteliste).

Livestream

Arrangementet vil kunne ses live herunder torsdag den 19. april fra kl. 13.00.

Read more