Hvad er prisen for digital velfærd?

Klumme af professor Brit Ross Winthereik, Institut for Business IT, IT-Universitetet. Bragt på Ingeniørens netmedie DigiTech den 7. august 2019.

Institut for Business IT Forskning big data offentlig it digitalisering Brit Ross Winthereik

Skrevet 12. august 2019 10:29 af Brit Ross Winthereik

I bogen 'Mit liv som spion' ('My Life as a Spy: Investigations in a Secret Police File', Duke University Press, 2018) fortæller den amerikanske antropolog Katherine Verdery om sin store overraskelse, da hun efter Murens fald opdagede, at der hos Stasi fandtes et hemmeligstemplet politidokument på flere tusinde sider om hendes liv og færden.

I dokumentet kunne hun læse, at de mennesker, hun havde studeret i over 20 år – mange af dem nære venner – løbende havde videregivet personlige oplysninger om hende til det hemmelige politi.

Bogen fortæller om data som en uundværlig kilde til udøvelse af kontrol i et diktatur.

Men den er også en personlig beretning om oplevelsen af at stå ansigt til ansigt med sin datadobbeltgænger, og om det chok det er at se, at det samlede billede ikke stemmer overens med ens opfattelse af egen identitet.

Data i et demokrati

I vores nuværende demokratiske styreform er det – vil nogle måske mene – ikke det helt store problem at de data, der produceres om os, med tiden vil kunne stykkes sammen til en digital dobbeltgænger, så længe data ikke misbruges.

Men måske skal vi til at tænke på de risici, digitaliseringen af velfærd skaber i et lidt længere perspektiv.

I Danmark arbejder offentlige myndigheder intenst på at blive ’datadrevne’. Sproget og forretningsmodellen er inspireret af store amerikanske teknologivirksomheder som Google, og ideen er simpel:

Hvis man kan aktivere de store mængder data om borgerne, som myndighederne alligevel har liggende, til at skabe mønstre og fremskrivninger, vil der være store fordele forbundet hermed.

Man vil kunne blive i stand til bedre at styre budgetter, og også kunne se hvilke indsatser der faktisk virker.

Det offentlige Danmark er ikke Google

De fleste mennesker i Europa er – ikke mindst takket være Margrethe Vestager – nu klar over, at Google og andre store amerikanske virksomheder bevidst baserer deres forretningsmodel på at skabe profit gennem brugernes aktivitet på nettet.

Shoshana Zuboff beskriver i sin meget omtalte bog 'Overvågningskapitalismens tidsalder' ('The Age of Survellance Capitalism: The Fight for a Human Future at the New Frontier of Power', PublicAffairs, 2019), hvordan virksomheden opnåede sin konkurrencefordel ved at udnytte metadata.

Hun taler om, at metadata dengang var at sammenligne med udstødningen fra en bil – et uønsket biprodukt. Google forstod at omsætte dette biprodukt, til forskel fra konkurrenterne, som ikke anså ’udstødningen’ som værdifuld.

Google er kommet langt med sin model ved – i hvert fald i begyndelsen – at omsætte de indsigter, som blev opnået om søgemaskinens brugere, til forbedringer af produktet.

Danske myndigheder argumenterer på samme måde: Øget brug af data vil komme alle til gavn, men for det første er der sket et skift hos Google, så der ikke i samme grad som tidligere geninvesteres i gratis services.

»
Borgerne kan klage over afgørelser, men det er i langt de fleste tilfælde umuligt at vælge et andet ’produkt’, hvis borgeren er uenig i en afgørelse. Relationen mellem borger og myndighed er således ikke en relation mellem en kunde og en leverandør, men en relation baseret på rettigheder og tillid.

«

Risikoen for, at offentlige myndigheder med tiden vil kapitalisere på borgernes data, er således til stede.

For det andet er situationen grundlæggende en anden, fordi offentlige myndigheder, selv med mange private partnere, ikke opererer under samme vilkår som Google eller andre private virksomheder.

Forskellen er, at offentlige myndigheder opererer under monopollignende tilstande. Til gengæld for næsten-monopolet er de underlagt tilsyn og står til ansvar overfor politikere og borgere.

Borgerne kan klage over afgørelser, men det er i langt de fleste tilfælde umuligt at vælge et andet ’produkt’, hvis borgeren er uenig i en afgørelse.

Relationen mellem borger og myndighed er således ikke en relation mellem en kunde og en leverandør, men en relation baseret på rettigheder og tillid.

Sæt det lange lys på

Så når offentlige myndigheder vil være datadrevne, altså udnytte biprodukter fra interaktioner med borgeren til gavn for økonomien og udvikling af ydelserne, (som altså ikke er at sammenligne med produkter), er der visse risici forbundet hermed.

Jeg vil koncentrere mig om den, der vedrører datadobbeltgængeren.

Myndighederne har indtil videre indsamlet oplysninger om borgerne med henblik på at kunne forbedre den velfærd, som staten har næsten-monopol på: sundhed, uddannelse, omsorg og pleje.

CPR-nummeret er en uvurderlig teknologi til at organisere de oplysninger, der sørger for, at de rette ydelser tilfalder den rette borger, og at alt foregår korrekt og ifølge loven.

Men når data i den offentlige sektor i dag omtales som en ny ressource, sker der en forskydning i forståelsen af, hvem data er til gavn for.

»
Er det til gavn for staten eller for borgeren, at ’passive’ data og biprodukter skal aktiveres? Hvordan undgår vi, at retorikken om data som det nye guld også medfører et ønske om værdiskabelse, som ikke geninvesteres i velfærd? Hvordan undgår vi, at der om 20 år er sket en profilering af individer og grupper, som den Google laver?

«

Er det til gavn for staten eller for borgeren, at ’passive’ data og biprodukter skal aktiveres? Hvordan undgår vi, at retorikken om data som det nye guld også medfører et ønske om værdiskabelse, som ikke geninvesteres i velfærd? Hvordan undgår vi, at der om 20 år er sket en profilering af individer og grupper, som den Google laver?

Og hvis der gør, og datadobbeltgængeren er misvisende, hvem bærer så egentlig ansvaret? Kan borgeren gøre indsigelser mod ’identitetsforvrængning’ gennem data?

Hvem skal betale for digitalisering?

»
Digitaliseringen af velfærd har en pris, men det skal ikke være den højeste pris, vi betaler. Det skal heller ikke være de mest udsatte – dem, der findes mest data om – der betaler mest.

«

Digitaliseringen af velfærd har en pris, men det skal ikke være den højeste pris, vi betaler. Det skal heller ikke være de mest udsatte – dem, der findes mest data om – der betaler mest.

Det er muligt, at myndighederne med de rette investeringer og gennem udviklingen af kompetencer til dataanalyse kan komme til at se nogle ting klarere.

Og mens de arbejder på at skabe mere klarhed over, hvor en øget anvendelse af data rent faktisk kan hjælpe, er det vigtigt at forstå data i kontekst.

Det vil sige ikke bare i kontekst af private virksomheder som Google, men også i kontekst af andre styreformer og i et historisk perspektiv.

På den måde kan vi forstå digitaliseringens risici som noget, der rækker ud over spørgsmålet om, hvorvidt den enkelte bruger for meget tid foran skærmen eller har de rette privatlivsindstillinger.

Det handler også om, hvordan identitet konstrueres, og om konsekvenserne af hvordan vi repræsenteres digitalt.