Christina Hvid bliver medlem af ITU's bestyrelse
IT-Universitetets udpegningsorgan har udpeget Christina Hvid, CEO i Molio, til nyt eksternt medlem af universitetets bestyrelse.
 Skrevet 15. marts 2021 12:04 af Camilla Rosengaard
ITU´s udpegningsorgan har på baggrund af et åbent opslag udpeget Christina Hvid som nyt eksternt medlem af IT-Universitetets bestyrelse pr. 1. april 2021.
 Christina Hvid er i dag administrerende direktør i Molio, som arbejder med viden og digitale værktøjer til byggeriets virksomheder. Tidligere har hun været topchef i Rejseplanen, som under hendes ledelse blev danskernes fjerde mest brugt app. Ligesom hun i en årrække var adm. direktør i Symbion Science Park, som arbejder med vækstvilkår, viden og kapital til innovative IT-vækstvirksomheder og startups samt tæt samarbejde med universiteterne.
 Christina Hvid afløser Lars Frelle-Petersen, som udtrådte af bestyrelsen ved årsskiftet på grund af jobskifte.
 ”Jeg glæder mig over, at universitetets bestyrelse får et nyt medlem med stor indsigt i den digitale transformation og en passion for IT og innovation. Christina Hvid har lang bestyrelses- og ledelseserfaring, og hun har en solid viden om de behov, som det danske samfund har for it-uddannelser og it–forskning. Jeg ser frem til at samarbejde med Christina Hvid og den øvrige bestyrelse om at realisere IT-Universitetets strategi,” siger formand for IT-Universitetets bestyrelse, Carsten Gomard.
 Bestyrelsen består pr. 1. april 2021 af:
  - Carsten Gomard, co-founder af Netcompany 
- Kristine Stenhuus, Vice President, NNIT
- Lars Mathiesen, Direktør, Frost Management
- David Basin, Professor, Department of Computer Science, ETH, Zürich  
- Christina Hvid, CEO, Molio 
- Mircea Lungu, lektor, IT-Universitetet
- Anaya Mourad Jensen, specialkonsulent, IT-Universitetet
- Sebastian Mateos Nicolajsen, kandidatstuderende, IT-Universitetet
- Mikala Sofie Skoglund Thomsen, kandidatstuderende, IT-Universitetet
Mere information
 
 Camilla Rosengaard, kommunikationschef, telefon 4049 3601, e-mail camr@itu.dk