Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Ved at klikke OK eller gå videre accepterer du vores cookies til statistik. 

Hvis du helt ønsker at undgå cookies, skal du slå dem fra i din browser. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du slår cookies fra, kan du ikke bruge de funktioner, som forudsætter, at hjemmesiden kan huske dine valg. Du kan læse mere om, hvordan du slår cookies fra i din browser og om IT-Universitetets brug af cookies her.

 

Acceptér cookies

ITU

Portrætter af studerende

Læs hvordan det er at gå på ITU,  hvordan det er at flytte til København for at studere og hvad man kan blive efter studiet, når de studerende fortæller om uddannelse, studieliv, inspirationskilder og alt det andet.

 

”It er jo fremtiden”

 

Louise drømmer om et job i udlandet inden for it og business. Hun vil dog ikke bytte sin opvækst i Abild og Tønder for noget, for selvom man er opvokset i en mindre by i det sydlige Danmark, kan man godt have store drømme. Også derfor har hun taget turen til København, hvor hun studerer Global business Informatics. 

Hvad går dit studie ud på?
Global Business Informatics (GBI) handler om at forstå de it-systemer og teknologier, man bruger i virksomheder. Det handler om at forstå, hvordan et system virker, og hvordan det kan forbedre et firmas processer og de opgaver, som skal udføres. Groft sagt handler det om både at forstå it,  design og at kunne kommunikere – og dernæst at  forene de tre verdener. Det er også derfor, vi lærer at programmere. Vi skal kunne forstå, hvad der foregår bag en skærm, og hvad der foregår bag et program. 

 

Vi har mange  spændende fag på GBI, fx Society and Technology, hvor vi lærer, hvordan samfundet påvirker teknologier, og hvordan teknologier påvirker samfundet. Det er super spændende og lidt af en øjenåbner at se, hvor meget de egentlig påvirker og skaber hinanden.

 

Indtil videre har det mest været  teori, men næste semester kommer vi til at bruge det, vi har lært i praksis. Det er super spændende, at vi allerede  så tidligt i uddannelsen, kommer til at arbejde med firmaer og rigtige cases. På andre universiteter bruger man lang tid på at lære alt det teoretiske, men det er først, når du kommer ud på arbejdsmarkedet, at du ser, hvordan det virker. 

Hvorfor valgte du ITU?
Jeg blev gjort opmærksom på ITU af mine søstre, og med det samme blev jeg ret interesseret i Global Business Informatics. Grunden til, at jeg valgte den uddannelse frem for andre kommunikationsuddannelser var, at Uddannelsen har it-delen, så på den måde bliver jeg specialiseret i noget mere end bare kommunikation. It jo er fremtiden, så der er helt klart et fremtidsperspektiv i det.
Jeg kendte egentlig ikke så meget til ITU før, men nu er jeg virkelig glad for, at jeg har valgt det.

Hvad inspirerer dig?
Jeg har altid været glad for computere. Ikke på den måde at  jeg har spillet mange computerspil eller sådan noget, men jeg har altid været god til at bruge computere. Jeg er også vokset op med en far, der har haft super godt styr på it og fikset familiens og vennernes computere. Dér har jeg nok fået inspirationen fra. Derudover har jeg altid vidst, at jeg ville læse noget, der var internationalt orienteret, så jeg havde muligheden for at arbejde og studere i udlandet.

Hvordan var det at flytte til København?
Jeg har altid vidst, at jeg skulle til en større by for at læse, så hele flyttedelen har ikke været det store for mig. Begge mine søstre bor også i København, så på den måde har det ikke været en kæmpe omvæltning.  Der er flere muligheder i København og mange flere kulturelle tilbud. Men jeg har været så glad for at vokse op i Abild og Tønder. Jeg ville ikke bytte min opvækst i Abild for noget

Hvor stammer interessen fra?
I 3.g valgte jeg erhvervsøkonomi som valgfag, fordi jeg allerede dengang syntes, det kunne være interessant  at lære. Så der kom interessen for forretning ind.
Jeg vidste også, at jeg ikke skulle læse engelsk eller en anden humanistisk uddannelse, så jeg landede på det her

Jeg har også boet to år i USA, før jeg begyndte at studere, hvor jeg var au pair. Jeg boede hos en familie, hvor begge forældre arbejdede med IT.  Moren i familien arbejdede i Silicon Valley og faren havde sit eget tech-firma. Jeg så, hvad de lavede og hvordan man kan bruge IT. Så dér fik jeg en smag for det.

Hvad kan du bedst lide ved at gå på IT-Universitetet?
Jeg synes hele miljøet på ITU er virkelig godt. Det er rigtig fedt, at det er et mindre universitet. Der er en helt anden stemning, fordi alle kender alle. Man ved hvem folk er, og man er tæt på underviserne og de medstuderende. Miljøet er meget åbent, og alle kan være med, hvor de vil.  Der er også mange studiedrevne organisationer. Der er fx Scrollbar, som er en super god fredagsbar og Analog, som er vores kaffested.

Hvad vil du når du er færdig?
jeg venter og ser, hvor det tager mig hen. Jeg har planer om at læse videre efter min bachelor, men det kommer an på, hvad der kommer til at interessere mig i løbet af min uddannelse. Jeg glæder mig bare til at se, hvilke døre der åbner sig for mig. Det eneste jeg forestiller mig lige nu, er et job i udlandet.

 

Navn: Louise Andrea Hansen Lorenzen
Opvokset: Abild
Alder: 22 år
Studerer: Global Business Informatics på IT-Universitetet

Mere

Skjul

”Man kan programmere alt lige fra Facebook til vaskemaskiner”

 

Mathias har siden 7. klasse vidst, at han ville lave noget med it. Hvad der dengang mest handlede om computerspil og hygge med vennerne, er siden vokset til en glødende interesse for softwareudvikling – og ifølge Mathias findes der ikke den ting, som ikke kan programmeres.

Hvad går dit studie ud på?
Min uddannelse består af forskellige dele. Der er computer science-delen, hvor vi lærer at programmere og udvikle systemer til computere, mobiltelefoner og andre ting, der bruger it. Vi lærer at lave alt det bagvedliggende,  der får systemerne til at virke. Derudover er der også forretningsdelen, hvor vi lærer om forretningsprocesser og ledelse, som gør, at vi kan vejlede virksomheder i at træffe beslutninger angående it – fx hvilke systemer de skal bruge, eller hvilke systemer de kan udvikle selv.

Hvor stammer interessen for softwareudvikling fra?
Jeg har altid interesseret mig for computer og computerspil. Det hele startede, fordi jeg godt kan lide at arbejde med it og computere, lave og udvikle ting selv. Så kom jeg på HTX, hvor jeg havde et fag, der hed Teknologi. Her fik vi fik lov til at udvikle apps og hjemmesider, og det var her interessen startede. Sammen med nogle andre studerende, tilmeldte jeg mig også Syddansk Universitets Supercomputer Challenge, 2015 og vandt. Det var et projekt, hvor vi  samarbejdede med Statens Arkiver i Odense om at lave stamtræ over alle, der levede i Danmark fra 1780 til 1890. Dengang havde man jo ikke noget cpr-nummer, så for at finde ud af, hvor mange mennesker, der levede og hvor mange kvinder, mænd og børn der var, gik præsterne rundt og skrev personer op. Denne slags data puttede vi ind i en supercomputer og lavede en massesortering for at tildele de forskellige personer et unik ID, og derved angive sandsynligheden for hvilke af disse personer, der var ens. På den måde kunne vi se, hvor samme person befandt sig år efter år. Vi automatiserede størstedelen af de manuelle arbejde, de laver på Statens Arkiver.

Hvad inspirerer dig?
At være i et fagligt stærkt miljø, hvor der er mange innovative folk, som man kan blive inspireret af. Jeg kan godt lide at høre om, hvad de ældre studerende har lavet. Dét synes jeg inspirer en til også selv at gøre en ekstra indsats.

 

Hvorfor valgte du ITU?
ITU er et forholdsvis nyt og lille universitet i forhold til mange andre universiteter. Det vil sige, at når man kommer ud og skal søge job, er der ikke så mange, der har en uddannelse fra ITU. Det tror jeg er en fordel.

En anden ting er det faglige miljø. Fagligheden er jo også en af grundene til, at ITU blev grundlagt – man ville styrke it og forskning inden for it. Det høje fagligt niveau og det at være blandt mennesker, som også har et højt fagligt niveau gør, at jeg selv gør en ekstra indsats. 

Jeg har faktisk gerne ville gå på IT-Universitetet siden 7. klasse. Dengang handlede det jo bare om computerspil og hygge med vennerne, men så så jeg en reklame for ITU, og det så superfedt ud. Jeg søgte på, hvad man kunne læse på ITU og Softwareudvikling passede perfekt. Dét er jeg gået målrettet efter lige siden.

Hvordan oplever du studiemiljøet?
På ITU er der et meget innovativt miljø. Vi har fx studenterorganisationen, ITU Innovators som jeg selv er en del af. I Innovators er jeg projektkoordinator og sørger bl.a. for at arrangere workshops og foredrag, hvor folk kan komme og lære noget nyt. Forleden havde vi en LaTeX workshop, som jeg var med at stable på benene. LaTeX er et program, man bruger til at skrive rapporter i, lidt ligesom Word, men man programmerer i stedet for at skrive, og det er særlig smart, når man studerer softwareudvikling.

Derudover er ITU et lille universitet, hvilket gør, at man kan skabe et bredere netværk af folk, og det er noget, jeg godt kan lide. Man bliver ikke glemt i mængden, men man har mulighed for at skabe forbindelser på de forskellige linjer og på tværs af årgange.

Hvordan var det at flytte til København?
Det var stort. Jeg kommer fra en lille by, så det var et stort spring fra Fyn til storbyen. Men jeg synes, det har været supergodt. Grunden til at jeg valgte København var, at jeg gerne ville være et sted, hvor udviklingen inden for it-sektoren sker. Det gør bl.a. at der er flere studiejob at få, inden for den sektor.

Men det er lidt noget andet, som man lige skal vende sig til. Det hele er større. Man kan tage en metro fra universitetet lige ind til byen - og så er man der, hvor man skal være. Det er meget anderledes end der, hvor jeg kommer fra, men man skal ikke se det som en udfordring, man skal kigge på hvilke muligheder, det giver at flytte til storbyen.

Hvad vil du gerne være, når du bliver færdig?
Jeg vil gerne starte som softwareudvikler eller it-projektleder. Jeg vil også gerne starte egen virksomhed. Det kommer meget an på, hvad jeg finder på i løbet af min uddannelse. Jeg har det sådan, at hvis man godt kan lide det, man laver, er det næsten lige meget, hvor man arbejder. Facebook, Google eller sociale platforme kunne være enormt spændende at arbejde med, men man kan få lige så meget ud af at lave forretningsprogrammer hos IBM eller Novo Nordisk.

Alt er spændende, og jeg vil gerne lidt af det hele, og man kan jo programmere alt, bare man har de rigtige værktøjer. Det kan være alt lige fra Facebook til vaskemaskiner eller køleskabe – hvad som helst der har IT indbygget.

Navn: Mathias Bejlegaard Madsen
Opvokset: Ørbæk, Fyn
Alder: 20 år
Studerer: Softwareudvikling

Mere

Skjul