Marie Curie europæisk erhvervs-ph.d.
Marie Curie European Industrial Doctorate (MSCA EID) er en mulighed for at tage en erhvervs-ph.d. i en europæisk kontekst.
Kravene til det EU-finansierede Marie Curie-program er en smule anderledes end de erhvervs-ph.d.er man kan søge gennem Innovationsfonden. For at opnå et fuldt finansieret forskningsprojekt med samarbejdspartnere fra både den akademiske verden og erhvervslivet, skal du involvere to værtslande, der lever op til en række krav.
Som ph.d.-studerende på Marie Curie-programmet vil du også være ansat hos virksomheden samtidig med du er indskrevet som studerende på universitetet. Det er muligt at indgive en ansøgning til programmet uden en navngiven kandidat, og det er normalt enten universitetet eller virksomheden, der er den primære ansøger.
For nærmere information, retningslinjer og deadline for ansøgning henvises der til programmets egen hjemmeside. Du er også velkommen til at kontakte research@itu.dk eller erocenter@fi.dk, hvis du har spørgsmål til programmet.