Lise Møller Petersen

Kandidat i Softwareudvikling (uddannelsen hedder i dag Datalogi). Udvikler hos KMD.

HVEM?

Jeg hedder Lise. Jeg er 27, er oprindelig fra Aabenraa-egnen, og er nu bosat på Nørrebro. I min fritid nørder jeg alternativ rock og maler med oliemaling, når jeg kan finde tid til det.

HVOR?

Jeg er ansat i KMD i afdelingen CARE i Ballerup. Her arbejder vi med sundhedsfaglige løsninger. Specifikt arbejder jeg som back-end-udvikler på en app, der bruges af hjemmehjælpere rundt omkring i landet, når de for eksempel er ude hos borgeren og har brug for at vide noget om borgerens særlige behov, medicin, eller sågar den tiltaleform borgeren foretrækker. Skæringsfeltet mellem it og sundhed har jeg altid fundet ret interessant, fordi det blander det tekniske og matematiske med det organiske og menneskelige sundhedsfaglige område.

HVAD?

Mit job går blandt andet ud på, at jeg kan sætte mig hurtigt ind i et nyt problemområde og suge data til mig for så at lave en analyse af, hvad den bedste tekniske løsning er på problemet. Og der er mange tekniske hensyn at tage - for eksempel performance, hvordan jeg formidler kompleks viden kortfattet i en kode, så min kollega hurtigt kan forstå det, når det om nogle måneder eller år skal videreudvikles eller fejlsøges i - ligesom der skal tages hensyn til brugeren. I min uddannelse har jeg været vidt omkring inden for de forskellige tekniske områder, hvilket er rigtig godt, når man hele tiden skal være klar til at tage imod en ny opgave. Men det er stensikkert, at det at blive trænet i sociale færdigheder gennem blandt andet gruppearbejde, studenterpolitik og fredagsbar også er en vigtig del af at kunne opsøge viden og information, når man kommer ud på arbejdsmarkedet. Derudover kan jeg især mærke, at mine kurser på kandidatuddannelsen har lært mig at have en struktureret tilgang til problemløsning.

HVORFOR?

Det var faktisk lidt af en tilfældighed, at jeg valgte at søge ind på bacheloruddannelsen. Vi var første årgang, og universitetet var ikke så kendt dengang. I mine ungdomsår legede jeg en del med HTML og PHP, men savnede en dybere forståelse af, hvad der foregik bag computerskærmen. Bare fordi du vælger et studie og kommer ind på det, er det ikke ensbetydende med, at du også færdiggør det. Grunden til at jeg blev - og jeg også valgte at tage min overbygning på ITU - var, udover det faglige, i høj grad studiekammerater, professorer, forelæsere og hjælpelærere. Der var et stort sammenhold på tværs af linjer og årgange og ansvar for hinandens læring, som betød at jeg investerede rigtig mange timer i mit studie, samtidig med at det var sjovt. Eller også var det omvendt?

DET BEDSTE RÅD

Undervurder ikke, hvor meget det betyder at opbygge et socialt netværk på studiet. Brug tid og invester i dine studiekammerater. Det gør bare livet lettere, når du har lange dage og weekender på ITU op til opgavedeadlines og eksamener. Og tag på udveksling. Jeg var selv i Californien et semester, og det var en kæmpe oplevelse - og så er det fedt at have et fagligt netværk i USA.