Tobias Elleboe Cordsen

Kandidat i Spil. Spildesigner hos Kiloo.

HVEM?

Tobias. Jeg er 29 år gammel, født og opvokset i Hillerød, og prøver forgæves at climbe rank i Dota 2 ^_ ~. Nu er jeg bosat i Aarhus og arbejder som spildesigner, mens jeg i min fritid spiller tennis og læser japansk. Mit studieliv startede med softwareteknologi på DTU fra 2004-2006, da jeg mente en programmørbaggrund var en god indgangsvinkel til at arbejde med spil, og fordi det nok ville være svært ligefrem at starte ud som designer. I 2006 fandt jeg medialogi på Aalborg Universitet i København, hvor udbuddet af fag var mere broget og havde flere muligheder, der var relevante for spilsfæren. Tiden på DTU gav et års merit, så jeg stod med en bachelor i medialogi i 2008, hvorefter jeg startede mit forløb på ITU, som jeg færdiggjorde i starten af 2013.

HVOR?

Jeg arbejder som gamedesigner hos spilfirmaet Kiloo, som få måske kender af navn, men som står bag megahittet Subway Surfers. Jeg har tidligere - inden jeg blev studievejleder på ITU - haft studiejob i firmaet ITE, der stod bag skærmtrolden Hugo, og senere for NDS da de opkøbte ITE. Jeg havde regnet med at se efter job i både Danmark og udlandet, da den danske spilindustri er lille og spildesigner-opslag endnu færre. Men et stykke tid efter jeg var blevet færdig, så jeg et jobopslag hos Kiloo og gav det et skud, og det har så ført mig til Aarhus. Jeg havde dog troet, at det ville være blevet et lidt mere eksotisk sted end Jylland, når jeg endelig skulle rejse væk.

HVAD?

Jeg arbejder med reglerne, der definerer spillet og i sidste ende ligger til grund for den spiloplevelse, brugeren har. Det kan sammenlignes lidt med forfatteren, der skaber en historie ved at udvælge og sammensætte ord - for spildesigneren er det regler og tal. På ITU er jeg blevet klædt på til at kunne arbejde iterativt og med en række forskellige faggrupper og mennesker i kraft af det frie krav ITU stiller til kandidatansøgerenes baggrund. Jeg har lavet en del spil i min studietid, og det har været givtigt at have arbejdet og fokuseret så meget på, hvordan man mere systematisk kan dyrke spilidéer frem samt udvikle tidlige prototyper. Uden for universitetets mure er det essentielt at kunne generere nye idéer og koncepter til spil, så vi hele tiden har noget i pipelinen, når vores andre projekter bliver færdige.

HVORFOR?

Jeg har gerne ville arbejde med spil. Jeg har altid leget meget som barn, spillet brætspil med familien og senere computerspil med vennerne. Jeg var i en tidlig alder interesseret i it og ønskede at arbejde med det. Løbende er det ønske blevet konkretiseret mere og mere hen imod spil, i takt med at det gik op for mig, at det var en mulig karrierevej. Jeg tror, det var i gymnasiet, jeg fandt ud af, at man kunne studere spil på ITU, så da jeg var færdig med gymnasiet, var spørgsmålet blot, hvilken bachelor der bedst kunne fungere som fundament til en spilkarriere og kvalificere mig til at studere spil på ITU.

DET BEDSTE RÅD

Du skal virkelig ville spil. Det er ikke nok at spille FIFA eller Halo og tænke, “jeg ta’r mig sgu lige en uddannelse i spildesign, så jeg også kan lave sådan et hit.” Tro mig. For så er der andre, der vil det mere end dig, og så mange jobs er der heller ikke indenfor spil i Danmark. Vær også alsidig - der er noget at lære af både gode og dårlige spil, den digitale og den analoge verden - og sørg for at du kan prototype dine idéer. Vi har alle idéer, så dem alene er der ikke mange kudos i.