Shamoona Rani Yousaf

For Shamoona Rani Yousaf var det tydeligt, at det var på tide til at tage en efteruddannelse, hvis hun skulle kunne følge med på den digitale rejse organisationen var startet på. Men i stedet for at lære om et helt nyt område begav hun sig ud i it-ledelse.

Efteruddannelsekarriereledelse

»

"Det kan godt være, at man har dygtige medarbejdere, som kan tage sig af det tekniske, men ledelsen skal selv have en forståelse for, hvordan organisationen bruger it strategisk, hvis man skal kunne styre organisationen."

Shamoona Rani Yousaf
«
- Jeg har arbejdet med it de sidste femten år, så jeg magtede ikke at starte på en helt ny uddannelse. Men jeg kunne godt tænke mig noget med ledelse og syntes, at retningen med it-ledelse lød meget interessant. Det tiltaler mig, at jeg på den måde kan bevæge mig ind i en anden del af it, fortæller Shamoona Rani Yousaf, som læser en på Master i it-ledelse på IT-Universitetet.

Gennem flere år har Shamoona Rani Yousaf været eneste ansat i it-afdelingen hos Samsøe & Samsøe, men med en ny COO med fokus på it og en ny head of it ser fremtiden helt anderledes ud. Derudover har uddannelsen også givet Shamoona Rani Yousaf nye perspektiver på it:

- Undervejs er det blevet tydeligt for mig, hvor vigtig ledelsens rolle er i forhold til it. Hvis ikke ledelsen kender til it, så snakker de heller ikke om det. Det kan godt være, at man har dygtige medarbejdere, som kan tage sig af det tekniske, men ledelsen skal selv have en forståelse for, hvordan organisationen bruger it strategisk, hvis man skal kunne styre organisationen. Med en it-organisation kan vi sætte strategisk fokus på det, der har afgørende betydning for vores forretning - nemlig it. Det er blandt andet det min afsluttende opgave skal handle om.

For Shamoona Rani Yousaf handler arbejdet med it ikke længere kun om at holde driften oppe og fikse fejl. Det handler om, hvordan it er placeret i organisationen:

- Vi har manglet at tage stilling til, hvad vi gerne vil i fremtiden. Hvordan kan it fx være en drivkraft til forretningens vækst? Kan vi understøtte forretningen bedre? Det er en ting, at medarbejderne ikke kan udføre deres arbejde, hvis it ikke virker, men det er noget andet at tale om, hvordan it kan understøtte forretningen. Jeg har altid kunne fornemme at it ikke var en del af forretningen. Men nu har jeg fået redskaber og værktøjer til at forstå det og et sprog at tale om det på.
»

"Blot fordi man er uddannet inden for it, kender man ikke til alt inden for it. Der er et kæmpe behov for kompetenceudvikling, så man sikrer, at medarbejderne har de rette kompetencer til at træffe de rette valg og løfte de opgaver, der er nødvendige for at nå organisationens mål."

Shamoona Rani Yousaf
«


Men det er en ting, hvad man vil med it. Man skal også have det rette kompetencer i organisationen til at nå målene:

- Blot fordi man er uddannet inden for it, kender man ikke til alt inden for it. Der er et kæmpe behov for kompetenceudvikling, så man sikrer, at medarbejderne har de rette kompetencer til at træffe de rette valg og løfte de opgaver, der er nødvendige for at nå organisationens mål.

Kompetencer er afgørende
- Jeg er mere bevidst om, hvordan jeg skal håndtere de forskellige situationer. Hvis nogle kommer fra en afdeling og vil have udviklet eller købe ny it, så føler jeg mig meget mere klar på, hvordan jeg skal adressere dem. Er der fx en business case? Hvad forventer de at få ud af det? Kan det løses med noget, vi har i forvejen? Jeg kan være mere kritisk og rådgive dem langt bedre, fortæller Shamoona Rani Yousaf.



Derudover har masteren også givet værktøjer til fx i styringen af opgaver og til forståelse for andre afdelingers perspektiver på forretningen og placering i organisationen.

- Jeg kan spotte, hvor strategien mangler, fordi det kommer til udtryk, når vi skal tage stilling til, hvordan vi arbejder med nye teknologier og it. Det perspektiv gør, at jeg kan se, hvordan jeg kan gøre mit arbejde bedre, men også hvordan vi kan løfte it i organisationen. Vi er nødt til at gøre det synligt, hvor vi skal hen, hvis vi vil mere med it og digital tranformation.

Ville ikke gå glip af noget
Selvom det var hårdt med de lange dage med undervisning fra kl. 9-21 knoklede Shamoona Rani Yousaf på. For hende var det hele spændende, fordi hun ikke kendte til det i forvejen.

- Jeg var med til samtlige seminarer. Jeg ville ikke gå glip af noget. Særligt kurset It-strategi og -forretningsforståelse var godt. Det lærte mig, hvordan jeg kan tale til forretningen, hvilke værktøjer skal jeg bruge, og at jeg har ret til at kræve noget fra forretningen, for at jeg kan gøre mit arbejde bedre. Det lærte mig virkelig meget om kommunikation og brobygning mellem forretning og it.

- Det er sindssygt, at jeg er kommet hertil så hurtigt. Jeg startede i august 2017 og er snart færdig. Men det har også været hårdt og travlt, og selvom min søn på 11 år er stor, savner han mig jo alligevel – særligt i perioder med projekter.