ITU-forsker: Sådan får vi bedre digital sammenhæng

Regeringens ambitioner om at skabe bedre digital sammenhæng kræver analogt samarbejde på tværs af myndighederne – blandt andet om harmonisering af data og fordeling af opgaver, skriver adjunkt Christian Østergaard Madsen. Debatindlægget er bragt på Altinget.dk den 20. november.

Institut for DatalogiForskningdigitaliseringoffentlig it

I oktober præsenterede regeringen reformsporet ”Digital service i verdensklasse” som en del af Sammenhængsreformen. Målsætningen for reformen er at skabe bedre og mere sammenhængende digitale services for borgere og virksomheder. Det er en interessant og ambitiøs reform, og mange af initiativerne kan – hvis de føres ud i livet som præsenteret – øge borgerens tilfredshed og måske også medføre besparelser på visse områder.

Digital sammenhæng har været på den politiske dagsorden i årtier. Eksempelvis optræder ordet ”sammenhæng”, eller variationer deraf, 72 gange i ”Info-samfundet år 2000” (Dybkjær-rapporten fra 1994), og til sammen mere end 50 gange i digitaliseringsstrategierne fra 2002-2016.

Eftersom skiftende regeringer igennem årtier har præsenteret initiativer til at skabe sammenhæng, vil det dog være naturligt at antage, at de tidligere strategier ikke er lykkedes. Her vil jeg tage fat i tre spørgsmål, som er nødvendige at besvare, hvis det denne gang skal lykkes at skabe bedre digital sammenhæng for borgerne.

1. Hvordan vil regeringen sikre, at myndighedernes data reelt kan deles?

I dag deler offentlige myndigheder allerede data inden for en række områder. Af initiativet fremgår, at der skal skabes et overblik over, hvilke data det offentlige har om borgerne. Borgerne skal have adgang til egne data og kun indberette data, som myndighederne ikke har i forvejen. Samtidig vil regeringen nedsætte et Dataetisk Råd og sikre, at det offentlige behandler de pågældende data forsvarligt.

»

[E]n ideel datadeling forudsætter, at de pågældende data er harmoniserede, og de respektive myndigheder er enige om, hvad kategorierne indeholder. Det er ikke altid tilfældet i dag.

«
Men en ideel datadeling forudsætter, at de pågældende data er harmoniserede, og de respektive myndigheder er enige om, hvad kategorierne indeholder. Det er ikke altid tilfældet i dag.

I januar afholdt ITU et arrangement om netop digital sammenhæng. Her fortalte Camilla Dupont, jurist hos ATP, at begreber som ”samliv”, ”indkomst” og ”formue” forstås forskelligt hos forskellige myndigheder. Således kan myndighederne vanskeligt have fordel af at dele data om f.eks. enlige forsørgere, hvis de er uenige om kriterierne for at være enlig.

Kan myndighederne så ikke bare harmonisere disse begreber, så vi kan få en mere effektiv offentlig sektor og bedre sammenhæng for borgerne? Muligvis, men der kan jo være mange gode grunde til at begreberne, og den bagvedliggende lovgivning er, som den er. Så hvilke myndigheder skal der rettes ind efter, og hvem skal rette ind?

2. Vil regeringen følge løftet om at opfylde borgernes behov helt til dørs?

Under overskriften ”Sammenhængende digitale brugerrejser” præsenterer reformudspillet ti livssituationer, som borgere kan befinde sig i, hvor det kan være svært at finde et overblik over ens pligter og rettigheder. Det konstateres, at mange service- og ydelsesområder fungerer fint isoleret, men at overgangen på tværs er vanskelig. Samtidig nævnes det kort, at det manglende overblik kan resultere i, at borgere måske glemmer at søge en ydelse.

Et bedre overblik er det absolut væsentligste behov som f.eks. ny-skilte / ny-enlige har, ifølge et forskningsprojekt som jeg og en kollega foretog i 2015 og 2016. Vore deltagere måtte enten selv skabe dette overblik, eller de måtte søge efter information via internettet. Disse informationer kan være forældede eller decideret forkerte. Det skabte stor frustration, ikke mindst fordi visse af ydelserne blev udbetalt kvartalsvist, og der var en intern afhængighed mellem f.eks. SU som enlig forsørger og ens status som enlig forsørger hos Udbetaling Danmark. Hvis man overså en ydelse eller deadline kunne det dreje sig om rigtig mange penge for den enlige.

»

Hvis Danmark skal have ”digital service i verdensklasse” kan det være værd at kigge mod udlandet efter inspiration. I Australien har Centrelink f.eks. længe haft en flot tjeneste, som netop tager udgangspunkt i ansøgeren og diverse livssituationer.

«
Hvis Danmark skal have ”digital service i verdensklasse” kan det være værd at kigge mod udlandet efter inspiration. I Australien har Centrelink f.eks. længe haft en flot tjeneste, som netop tager udgangspunkt i ansøgeren og diverse livssituationer. Tjenesten præsenterer– med forbehold – hvilke ydelser, man er berettiget til, og hvor mange penge man kan få.

En tilsvarende tjeneste i Danmark ville muligvis bidrage til at reducere udgifterne forbundet med administrationen af offentlige ydelser, men ville også tvinge politikerne til at tage stilling til en række svære spørgsmål. I 2017 udbetalte Udbetaling Danmark 217 mia. kroner. Hvad nu hvis dette beløb steg til 230 mia. kroner, fordi flere blev opmærksomme på, hvilke ydelser de var berettigede til? Hvordan skal dette dækkes? Og hvem bestemmer, hvilke områder og livssituationer, der er omfattet af det fulde ydelsesoverblik, og hvilke der ikke er?

3. Hvordan vil regeringen sikre samarbejde mellem myndigheder?

En tredje udfordring omhandler samarbejdet mellem myndigheder og det, der foregår mellem ”siloerne”. Hvordan skal tværorganisatoriske opgaver fordeles, og hvem er ansvarlige?

»

Det er vanskeligt at kortlægge og håndtere processer, der foregår imellem myndighederne. Det kræver forudgående viden og samarbejde mellem aktører som ikke nødvendigvis har kendskab til hinandens områder.

«
I nogle tilfælde skal en myndighed udføre visse aktiviteter for at andre kan opnå økonomiske gevinster eller politisk synlighed. Tilsvarende er medarbejdere i en organisation ansvarlige over for deres egne kollegaer og ledere, men ikke for medarbejdere eller ledere i andre organisationer.

Der kan også være store kulturelle forskelle, ligesom lovgivningen kan variere mellem myndighederne. Igen – hvem skal rette ind, og hvem skal betale? Og skal der være en overmyndighed som bestemmer over begge, f.eks. en dansk udgave af The Ministry of Administrative Affairs, som i Javel Hr. Minister?

Det er vanskeligt at kortlægge og håndtere processer, der foregår imellem myndighederne. Det kræver forudgående viden og samarbejde mellem aktører som ikke nødvendigvis har kendskab til hinandens områder. Ressortområder omlægges ofte, især i valgår. Et aktuelt eksempel er regeringens forslag om et nyt system omkring skilsmisser og omlægningen af Statsforvaltningen til Familieretshuset. Hvem er ansvarlige for at holde processerne opdaterede, og hvem er i stand til det?

Vi er godt rustet til digitaliseringen

Afslutningsvis vil jeg gentage, at der er mange gode takter i regeringens udspil. Digitaliseringen rummer mange muligheder, og Danmark er godt rustet til at gribe disse, ikke mindst på grund af årtiers politiske initiativer, samarbejde på tværs af det offentlige og private, og relevant forskning på området. Det bliver spændende at følge regeringens implementering af initiativet.

Lykkes denne gang, eller står vi igen om nogle år med en ny vision der lover digital sammenhæng, bedre service for borgerne og en mere effektiv offentlig sektor?

Mere information

Christian Østergaard Madsen, adjunkt, email chrm@itu.dk