Adgangskrav
For at blive optaget på masteruddannelsen skal du have minimum en mellemlang videregående uddannelse. Fx giver følgende uddannelser adgang: bachelor, kandidat, professionsbachelor, HD, diplom eller tilsvarende.
Efter din adgangsgivende uddannelse skal du have minimum fem års relevant erhvervserfaring på fuld tid (svarende til minimum 30 timer pr. uge). Relevant erhvervserfaring kan være mange forskellige ting centreret omkring deltagelse i arbejde med it og digitalisering. Ideelt set har du arbejdet med et eller flere områder: It i processer og produkter, it-ledelse, systemudvikling, implementering, forretningsarkitektur, it-projektledelse, it-strategi, digital transformation eller enterprise architecture.
Har du mellem to og fem års relevant erhvervserfaring?
Hvis du har minimum to års relevant erhvervserfaring efter din adgangsgivende uddannelse, kan du søge dispensation fra kravet om minimum fem års relevant erhvervserfaring. Det gør du ved at beskrive din erhvervserfaring, så vi kan få et godt indblik i dine arbejdsopgaver og roller indtil nu.
Læs mere om dispensation nedenfor.
Sprogkrav
Når du søger ind på masteruddannelsen, skal du dokumentere følgende to sprogkrav:
- Danskkundskaber svarende til gymnasialt A-niveau fra Danmark
- Engelskkundskaber svarende til minimum gymnasialt B-niveau fra Danmark.
Udover dokumentation af sprogkrav og uddannelsesniveau skal du også skrive en motiveret ansøgning, som indgår i vurderingen af din
samlede ansøgning til uddannelsen.
Ansøgning
Du søger ind på masteruddannelsen via vores online ansøgningsportal. Det er godt at have al dokumentation klar, før du begynder ansøgningen. Det er dog også muligt at gemme ansøgningen som en kladde og vende tilbage til den senere.
Login
Når du møder systemet første gang, kan du logge ind på tre forskellige måder. Du finder hjælp til login i loginvejledningen.
Ansøgningen
Hvis du har brug for hjælp til at udfylde felterne og forstå processen på ansøgningsportalen, kan du læse denne ansøgningsvejledning, som gennemgår hele ansøgningsprocessen. Når du har udfyldt og afsendt din ansøgning, modtager du en bekræftelse på den e-mail, som du er oprettet med på ansøgningsportalen.
Dokumentationskrav
Følgende dokumentation er nødvendig, når vi skal behandle din ansøgning. Når du ansøger, kan din dokumentation kun uploades i PDF-format:
- Kopi af eksamensbevis for din adgangsgivende uddannelse.
- Dokumentation for minimum fem års relevant erhvervserfaring på fuld tid efter din adgangsgivende uddannelse.
- Dokumentation for danskkundskaber svarende til gymnasialt A-niveau fra Danmark.
- Dokumentation for engelskkundskaber svarende til minimum gymnasialt B-niveau fra Danmark.
- Motiveret ansøgning.
Dokumentation for erhvervserfaring
Erhvervserfaring kan dokumenteres på flere måder:
- Udtalelse/erklæring fra arbejdsgiver(e) på virksomhedens officielle papir med underskrift og med angivelse af varigheden for samt en beskrivelse af den relevante beskæftigelse. Alternativt kan lønsedler, der indeholder start- og slutdato, anvendes, inklusiv en kort beskrivelse af den relevante beskæftigelse.
- Selvstændige bedes kort beskrive deres virksomhed samt dokumentere, at der de sidste fem år har været aktivitet i virksomheden af en vis volumen. Dokumentationen kan eksempelvis være i form af en kopi af underskrevne kundekontrakter (med varighed), underskrevne referencer fra kunder eller kopi af årsopgørelse fra SKAT, der viser årsindkomst. Al dokumentationsmateriale behandles naturligvis fortroligt.
Dokumentationskrav (fortsat)
Motiveret ansøgning
IT-Universitetet vil gerne sikre sig, at de studerende, der optages på uddannelsen, er dem, der vil få det største udbytte af uddannelsen. I den motiverede ansøgning bedes du derfor kort og præcist beskrive:
- din relevante erhvervserfaring
- hvorfor det er relevant for dig at arbejde med IT-ledelse i forhold til din nuværende eller fremtidige arbejdssituation
- hvad du leder eller har ansvar for, og hvordan ledelse kommer til udtryk
- din motivation for at engagere dig og bruge den tid der er nødvendig for at gennemføre uddannelsen og få et godt udbytte.
På den baggrund vælger vi, hvilke studerende der optages i tilfælde af flere ansøgere, end der er plads til på uddannelsen.
Dokumentation for dansk på A-niveau
Du skal dokumentere, at du har danskkundskaber svarende til gymnasialt A-niveau fra Danmark på én af følgende måder:
- Du har bestået dansk på A-niveau i løbet af gymnasial eksamen fra Danmark (eller gennem supplering).
- Du har bestået Studieprøven i dansk som andetsprog. Læs mere om Studieprøven - fx her hos UCplus.
- Du er nordisk statsborger og har en gymnasial eksamen eller en adgangsgivende uddannelse gennemført på dansk, norsk eller svensk.
- Du har et andet statsborgerskab end nordisk og har en adgangsgivende uddannelse eller en forudgående gymnasial uddannelse gennemført på dansk, norsk eller svensk.
Dokumentation for engelsk på B-niveau
Du skal dokumentere, at du har engelskkundskaber svarende til minimum gymnasialt B-niveau fra Danmark på én af følgende måder:
- Du har bestået engelsk på B-niveau i løbet af gymnasial eksamen fra Danmark (eller gennem supplering).
- Du har taget en relevant engelsktest med en vis score. Testresultatet må højst være 2 år gammelt. Denne tidsgrænse gælder dog ikke for CPE og CAE.
Krav til engelsktest:
TOEFL IBT testresultat: mindst 83
IELTS (academic) testresultat: mindst 6.5
Cambridge Certificate of Proficiency in English (CPE): bestået
Cambridge Certificate of Advanced English (CAE): bestået - Du har taget en gymnasial eksamen, en professionsbacheloruddannelse eller en bacheloruddannelse gennemført på engelsk i Danmark, et andet EU-land, Storbritannien, Norge, Island, Schweiz, USA, Canada, Sydafrika, Australien eller New Zealand.
- Du har en adgangsgivende bacheloruddannelse fra Danmark gennemført på dansk (gælder dog ikke dansksprogede professionsbacheloruddannelser).
Det er muligt at søge, før du har gennemført en eventuel sprogtest/supplering. I stedet må du uploade dokumentation for, at du er indkaldt til en sprogtest/optaget på supplering. Du skal senest en måned før studiestart uploade resultatet af test/supplering i ansøgningsportalen. Hvis dit resultat ikke opfylder adgangskravene, vil din optagelse blive annulleret. Ansøgere, der ikke er EU/EØS statsborgere, og som skal betale undervisningsafgift, skal dog senest tre uger efter ansøgningsfristen uploade resultat af sprogtest/supplering.
IT-Universitetets TOEFL-kode er 9015. Du skal bruge denne kode, når du tilmelder dig en TOEFL-test. Der er ingen kode for IELTS eller Cambridge. Bemærk, at der kan forekomme en del ugers ventetid i forhold til sprogtests.
Dispensation fra adgangskravene
Hvis du ikke opfylder adgangskravene, har du mulighed for at søge om dispensation fra disse. Det gælder det uddannelsesmæssige adgangskrav, sprogkravene og den relevante erhvervserfaring. Når du søger ind via ansøgningsportalen, har du mulighed for at vedlægge en dispensationsansøgning. Ansøgningen skal indeholde en redegørelse for, hvad du søger om dispensation fra og med hvilken begrundelse. Hertil skal du vedlægge dokumentation for de forhold, du søger om dispensation fra. Du kan kun få dispensation, hvis IT-Universitetet ud fra en konkret vurdering skønner, at du har de nødvendige faglige kvalifikationer, som kan sidestilles med de fastsatte adgangskrav.